Tilbageholder evaluering
Socialrådgivernes overenskomst er også din sag
De igangværende overenskomstforhandlinger handler om langt mere end vilkårene for én faggruppe. De handler sådan set om styrken i det sociale sikkerhedsnet – og om borgernes retssikkerhed, skriver Signe Færch i denne blog.
|
Når jeg på vegne af landets socialrådgivere går ind til vores overenskomstforhandlinger, kan det lyde som en teknisk diskussion om løn, vilkår og arbejdsmiljø, som alene er relevant for landets socialrådgivere. Men i virkeligheden handler forhandlingerne om langt mere end vilkårene for én faggruppe. De handler sådan set om styrken i det sociale sikkerhedsnet – og om borgernes retssikkerhed.
Socialrådgiverne står i velfærdssamfundets frontlinje. Vores arbejde kan få stor betydning for menneskers liv, og alle kan møde os. En forælder til et barn med ufrivilligt skolefravær, som længes efter en normal hverdag. En ledig med stærke rygsmerter, som drømmer om et fleksjob. En ung med en kriminel løbebane, som håber på en ny start. Vi er der for mennesker med psykiske lidelser, fysiske handicap eller andre udfordringer, som har brug for støtte til at mestre livet.
Helt utilstrækkelige vilkår
Desværre er vilkårene mange steder helt utilstrækkelige. Alt for høje sagstal (det antal sager den enkelte socialrådgiver har ansvar for – red.), konstant tidspres og stor medarbejderomsætning slider på både fagligheden og de mennesker, der skal udøve den. Det udgør ikke bare et arbejdsmiljøproblem for os socialrådgivere. Det er også et problem for borgernes retssikkerhed.
Ved overenskomstforhandlingerne er vi optagede af, at socialrådgiverne får en løn og nogle vilkår, som matcher de vigtige opgaver og det store ansvar, som vi hver dag løfter. Men det er på én og samme tid også afsættet til at løse nogle af de konkrete problemer, der er fremherskende på socialrådgivernes arbejdsområder.
Socialrådgivernes overenskomster handler naturligvis om vores løn og vilkår. Men de handler ikke kun om det. De handler også om det velfærdssamfund, vi gerne vil have.
Supervision er et eksempel. Systematisk faglig supervision forebygger stress, styrker kvaliteten i den socialfaglige praksis og gør det muligt at holde til et krævende arbejde igennem et langt arbejdsliv. Alligevel er det langt fra en selvfølge i dag.
Et andet eksempel er introduktions- og mentorordninger. Når nyuddannede kastes ud på dybt vand uden ordentlig oplæring, risikerer vi, at de brænder ud, før de overhovedet er kommet i gang. Men mange får desværre ikke et godt introprogram.
Vi ved også, at en høj medarbejderomsætning er dyrt for arbejdspladserne og gift for borgernes tillid til systemet. Derfor er det nødvendigt med større fokus på at fastholde erfarne medarbejdere – blandt andet med en god lønudvikling gennem hele arbejdslivet.
Nølende arbejdsgivere
Alt dette er emner, som naturligt hører hjemme i overenskomstforhandlingerne. Alligevel oplever vi, at arbejdsgiverne er nølende. At de ikke for alvor vil stemple ind på at bruge overenskomsterne som løftestang for at sikre et bedre arbejdsmiljø og nogle rammer, som kan bane vejen for højere faglighed, mere nærvær og større kvalitet i arbejdet med borgerne.
Det er en skam. For den danske model har netop sin styrke i, at vi som lønmodtagere og arbejdsgivere kan finde løsninger, der rækker ud over den enkelte arbejdsplads og løser fælles problemer.
Hvis de offentlige arbejdsgivere vil løse de udfordringer på social- og beskæftigelsesområdet, som rammer både medarbejdere og borgere, så begynder det ét sted: Med ordentlige vilkår for os, der løser opgaverne.
Socialrådgivernes overenskomster handler naturligvis om vores løn og vilkår. Men de handler ikke kun om det. De handler også om det velfærdssamfund, vi gerne vil have. Om rammerne for at levere en god socialfaglig indsats til gavn for de borgere, som behøver en udstrakt hånd.
Det bør arbejdsgiverne huske på.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
29. januar 2026 | 07:59
