Vinterpause i overenskomstkonflikt
Små glimt af håb for Gaza og Israel
Det er en ulykke for israelerne, at landets politik drives af ekstrem nationalisme, racisme og religiøs fundamentalisme. Netanyahus personlige skæbne er også knyttet til fortsat konflikt, for med en fredsaftale vil han efter al sandsynlighed både tabe det næste valg og tabe i den retssag, som er udskudt, skriver Karsten Hønge i denne blog.
|
For et par uger siden besøgte jeg Jerusalem og snakkede med oppositionspartier og de forskellige regeringsmodstandere, som demonstrerede foran Knesset, det israelske parlament.
Jeg deltog også i demonstrationer i Tel Aviv og oplevede, hvor splittet det israelske samfund er i forhold til landets regering, krigen i Gaza og palæstinensernes rettigheder.
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når jødiske israelere direkte kalder flere ministre racister og fascister.
Der er grobund for håb, for Israel er et levende demokrati med en aktiv befolkning. Men jeg savner den gamle stærke israelske fredsbevægelse, den progressive centrum-venstrefløj og fagbevægelsen. Der er også hårdt brug for den tidligere demokratiske, pragmatiske og sekulære højrefløj, men den har desværre også mistet fodfæste.
Demonstrationerne kræver at få gidslerne ud af kløerne på Hamas og en våbenhvile. Det folkelige pres udløser forhåbentlig valg til Knesset og efterfølgende en ny og human regering, der tager vedtagelserne i FN alvorligt.
Et valg vil efter al sandsynlighed også sende Netanyahu fra premierministerens kontor til en fængselscelle.
Øget pres mod Israel fra flere kanter
Sideløbende med at det interne pres vokser i Israel, bliver FN tydeligere og tydeligere i kravene om øjeblikkelig våbenhvile, og at nødhjælp skal ind til den nødlidende befolkning i Gaza.
Israel kan ikke fortsætte med at ignorere den menneskelige katastrofe, når UNICEF løbende fremlægger dokumentation for, at en tredjedel af børnene i det nordlige Gaza lider af akut underernæring.
Organisationen Læger Uden Grænser sender også konstant hjerteskærende opråb ud til omverdenen fra Gaza. Der er brug for handling, NU!
Endelig lykkedes det at sætte ekstra pres mod Netanyahu og andre ekstremister i den israelske regering gennem FN’s Sikkerhedsråd. Rådet vedtog resolutionen fra de ti ikke-permanente medlemslande, som kræver øjeblikkelig våbenhvile og på sigt en “varig våbenhvile”.
Sideløbende med at det interne pres vokser i Israel, bliver FN tydeligere og tydeligere i kravene om øjeblikkelig våbenhvile, og at nødhjælp skal ind til den nødlidende befolkning i Gaza.
Desuden vedtog Rådet, at gidslerne skal frigives, at der skal humanitær bistand ind i Gaza, og at den civile befolkning skal beskyttes. Sikkerhedsrådet er jo en instans, som faktisk kan omsætte resolutioner til reel politik på jorden. Om den vilje også er til stede for øjeblikket er tvivlsomt, men resolutionen er en vigtig milepæl.
Efter resolutionen vedtog Den Internationale Domstol i Haag en ny ordre, som forholder sig til sultkatastrofen i Gaza. Domstolen henleder igen opmærksomheden på, at der er risiko for, at Israel bryder konventionen om folkedrab.
Presset kommer nu fra flere kanter, og der er små glimt af håb.
Det er en ulykke for israelerne, at landets politik drives af ekstrem nationalisme, racisme og religiøs fundamentalisme. Netanyahus personlige skæbne er også knyttet til fortsat konflikt, for med en fredsaftale vil han efter al sandsynlighed både tabe det næste valg og tabe i den retssag, som er udskudt.
Ikke underligt, at Netanyahu konstant puster til ildens gløder, når udsigten er valgnederlag og en fortsættelse af retssagerne mod ham for bedrageri, bestikkelse og mandatsvig.
Håb skal erstatte afmagten
Over for Israel står terrorbevægelsen Hamas, som bygger på en reaktionær religiøs fundamentalistisk udgave af Islam. Had og modsætninger får dødedansen til at fortsætte.
Tidligere på året besøgte jeg grænseovergangen til Rafah, hvor lastbiler læssede med helt nødvendige varer til den desperate befolkning i Gaza holdt stille. At holde livsvigtig hjælp tilbage kræver en særlig følelsesmæssig galvanisering hos de israelske myndigheder.
Ved mit nylige besøg i Israel oplevede jeg, hvor hårdt angrebet fra Hamas og gidseltagningen sidder i alle israelere.
Det morderiske angreb fra Hamas blev endnu tydeligere og mere grotesk gennem fortællingen om den 83-årige Oded Lifshitz, som i dag er fange i Gaza. Han boede i en socialistisk kibbutz tæt på grænsen til Gaza og havde hele livet været aktiv på venstrefløjen og som fredsaktivist.
Ja, han er faktisk medlem af Meretz, det israelske parti som SF samarbejder med. Han brugte sin tilværelse som pensionist til at hjælpe palæstinensiske børn til forskellige aktiviteter. Hans skæbne som gidsel er ukendt, men vi må alle håbe det bedste.
Både israelere og palæstinensere har ret til at leve i tryghed bag sikre grænser. Mennesker, som står med ryggen mod muren og uden perspektiv, bliver desperate, og det er de bedste betingelser for yderligere radikalisering. Håb skal erstatte afmagten, og det har almindelige israelere og palæstinensere fælles interesse i.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. april 2024 | 09:05
