Skat på de superrige
En skat på de superrige vil ikke alene være retfærdig, den vil også begrænse de riges dominans over de største virksomheder.
Der er internationalt, anført af det globale syd, ved at være opbakning til at indføre en global skat på de superrige. Mens de superriges formue stiger og stiger, falder deres reelle skatteprocent. Det har blandt andre den franske økonom Gabriel Zucman vist i en rapport. I Frankrig, USA, Holland og Italien falder skatteprocenten, jo rigere man er. Milliardærernes skatteprocent er typisk den halve af den, der opkræves hos almindelige lønmodtagere. Zucmans rapport var bestilt af Brasilien som formand for G20-landene (de økonomisk mest betydende lande). Rapporten førte til, at G20-landene vedtog en politisk erklæring på topmødet i juli i år om at arbejde for en 2 procent-skat på formuer over en milliard dollars. Det vil give statskasserne en indtægt på 250 milliarder dollars årligt.
Om samme emne kører en proces i FN-regi. Her blev der allerede for et år siden vedtaget at arbejde for et internationalt samarbejde på området. Danmark og de øvrige EU-lande stemte imod. I år blev der i FN vedtaget et kommissorium for det videre arbejde. Her undlod EU-landene at stemme. De riges typiske hjemlande, USA, Storbritannien og Japan, stemte imod.
Danmark er fodslæbende, når det gælder at lave internationale aftaler, der øger beskatningen af dem, der har mest.
Enhedslistens Pelle Dragsted indkaldte i sidste måned skatteminister Rasmus Stoklund (S) i samråd om, hvorfor Danmark stemte, som vi gjorde. Stoklund begrundede dette med, at FN og G20 ikke skulle bestemme dansk skattepolitik. Et forkert argument. Der tales i alle erklæringer om et mellemstatsligt samarbejde, hvor det er op til de enkelte lande at gennemføre en beskatning af de superrige. Det har Stoklund, om end lidt indirekte, også måttet erkende i et skriftligt svar til Pelle.
Internationalt er der en bevægelse for at sikre en mere retfærdig beskatning af de rigeste. I 2021 blev mere end 130 lande enige om at indføre en minimumsskat for store multinationale virksomheder på 15 procent. Også i den forbindelse var Danmarks ageren negativ. I forhandlinger om denne skat var Danmark i samarbejde med de store danske rederier aktiv for, at rederibranchen skulle undtages for den internationale aftale. Det lykkedes desværre. På samme måde var Danmark aktiv for, at rederier skulle undtages fra en EU-klimaskat på rederier. Det lykkedes heldigvis ikke.
Danmark er fodslæbende, når det gælder at lave internationale aftaler, der øger beskatningen af dem, der har mest. Det ligger helt i tråd med, at Danmark i 1995 afskaffede formueskatten og i år har vedtaget en lavere arveafgift for arvinger til virksomheder, en skattelettelse for milliarder til en lille kreds af rige.
Oxfam har gennem årene fulgt udviklingen i de superriges formuer. Seneste rapport fra januar i år viser, at de 2.565 dollarmilliardærer siden 2020 er blevet 34 procent rigere (renset for den inflation, der har gjort andre fattigere). De fem rigeste i verden har siden 2020 mere end fordoblet deres rigdom. Og det her drejer sig ikke bare om rigdom. I syv af de 10 største virksomheder i verden er det en dollarmilliardær, som har den dominerende indflydelse, bare som et eksempel. En skat på de superrige vil ikke alene være retfærdig, den vil også begrænse de riges dominans over de største virksomheder.
Det er en skandale, at den danske regering i den grad er så bagstræbende, når det gælder at beskatte de rigeste. Og når det gælder de internationale bestræbelser, har Danmark ellers en enestående mulighed for at gøre en forskel med EU-formandskabet næste år. Her er det en opgave for venstrefløjen at lægge pres på regeringen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
