Mødt af freds- og Palæstinaflag
Skandalen om dødssyge Marco der er tvangsanbragt
Jeg synes, det er hovedrystende, at vi har en regering, som vil have flere tvangsanbringelser tidligere på trods af de utroligt mange eksempler, der er på skadelige og forkerte anbringelser. Et-årige terminalt syge Marco er et af de meget grelle eksempler.
|
Jeg har tidligere fortalt om tvangsanbringelser på tvivlsomt og ligefrem konstrueret grundlag og vores systems manglende evne til at udfordre det kommunale skøn.
Men nu står vi her igen med en sag, som kan få selv det hårdeste hjerte til at krympe sig sammen i smerte over urimeligheden og over den smerte, der bliver påført en uskyldig og terminalt syg dreng på kun et år og tre måneder og hans familie.
Sagen drejer sig om Marco Lindberg Trawel, søn af Heidi Lindberg Trawel og Bo Lindegaard Trawel, der bor i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Marco blev tvangsanbragt, kun to måneder gammel, for 11 måneder siden.
Kort efter tvangsanbringelsen fandt man ud af, at Marco var dødeligt syg med den sjældne sygdom Leigh Syndrom, og dermed smuldrede grundlaget for tvangsanbringelsen, da den dødelige sygdom forklarer de problemer, kommunen observerede, efter Marco blev født.
Kommunen fastholder tvangsanbringelse
Men Faaborg-Midtfyn Kommune har stadig ikke ændret deres afgørelse.
Dette på trods af at Marco har haft en fortumlet tilværelse, hvor de eneste, som hele tiden har bevaret kontakten med Marco, er hans forældre Heidi og Bo.
Marcos plejeforældre kastede nemlig håndklædet i ringen, og Marco blev indlagt på et hospice på Djursland, men er nu på et bosted. Så han er blevet udsat for mange skift, samtidig med at han har mistet sine primære omsorgspersoner, først sin egen mor og far og siden sine plejeforældre.
Marco får kun lov til at se sine forældre tre gange halvanden time om ugen, på trods af at det blev dokumenteret på det hospice, Marco var på, at han trivedes bedre, når han var sammen med sine forældre.
Marco og hans familie er desværre et af ofrene for en generel tendens og forråelse i vores samfund.
Marcos forældre beviser kontinuerligt, at de er kærlige, omsorgsfulde, nænsomme og opmærksomme omkring Marco. Det beskrives, at han nyder det og har godt af at have kontakt og samvær med dem.
Marcos mor har arbejdet som plejer. Ingen har betvivlet eller været bekymret i forhold til deres evne til at være omsorgsfulde og kærlige. De samarbejder og gør deres bedste. De kan sagtens indgå i teamet omkring Marco og i langt højere grad blive en del af Marcos sidste tid – men de får ikke lov.
Marco passes af skiftende plejere. Der er endnu ikke etableret samarbejde og dialog mellem bostedet og forældrene, men vi er nu efter vores anmodning om indskrivningsmøde hurtigst muligt blevet indkaldt til indskrivningsmøde i slutningen af måneden.
Faaborg-Midtfyn Kommune siger, at de gør det for Marco skyld. Når nu han er anbragt og er dødeligt syg, så har han brug for professionel pleje og omsorg, og der er bekymring for, om forældrene kan løfte sådan en svær opgave med pleje af en døende lille dreng.
Bange for at indrømme fejl
Jeg vil påstå, at de ansvarlige i kommunen er bange for at indrømme de fejl, de har begået, og derfor gør alt, hvad de kan, for at fastholde en tvangsanbringelse, som aldrig skulle have været foretaget, og som er en forbrydelse mod børnekonventionen og basale menneskerettigheder.
Marco og hans familie er desværre et af ofrene for en generel tendens og forråelse i vores samfund.
I 2018 besluttede regeringen med Mette Frederiksen i spidsen, at flere børn skulle tvangsanbringes end før, på trods af at antallet af tvangsanbragte børn aldrig har været større:
Fra omkring 1200 tvangsfjernelser i 2007 til cirka 2700 børn i 2018. Det hidtil højeste antal.
De fleste tvangsanbragte er helt små børn, og professor Inge Bryderup, der i årevis har forsket i anbragte børn og familiepleje ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, fortæller at:
Når børn bliver anbragt på diffuse observationer som for eksempel manglende øjenkontakt, mavekneb og at spædbarnet ikke sover igennem, og man tvangsfjerner langt de fleste børn på grund af “åbenbar risiko for, at barnets sundhed og udvikling ville lide alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg”, så er der åbnet en ladeport for fejlagtige tvangsanbringelser på forkert og konstrueret grundlag.
Der er mange, som kæmper for Marco, Heidi og Bo, så de får lov til at være sammen i den sidste tid. Jeg vil opfordre alle til at melde sig ind i facebookgruppen “Marco❤️😍 vi er med dig hele vejen” og hjælpe med at lægge pres på Faaborg-Midtfyn Kommune, Ankestyrelsen, landsretten og vores regering, som har ansvaret for det, som sker med Marco.
Manglende retssikkerhed
Vi har desværre opbygget et system, som på overfladen ser ud, som om der er retssikkerhed. Tvangsanbringelsessager kan både påklages til Ankestyrelsen og de civile domstole. Men faktum er, at hverken Ankestyrelsen eller de civile domstole lytter til andre end kommunernes skøn og kun i cirka fem procent af sagerne omstøder en kommunal afgørelse om anbringelse.
Jeg synes, det er hovedrystende, at vi har en regering, som vil have flere tvangsanbringelser tidligere på trods af de utroligt mange eksempler, der er på skadelige og forkerte anbringelser, og fordi der ingen evidens er for, at de mange milliarder kroner, vi bruger hvert år på at tvangsanbringe, gør en positiv forskel for børnene.
En særlig tak til Mette Valentin, selvstændig socialfaglig konsulent, rådgiver og coach, der har kæmpet som en gal for at skabe opmærksomhed om Marcos sag og anbringelsesområdet som helhed, da hun efter mere end 20 års professionel erfaring på området mener, det er “blevet et uvæsen, som på uværdig og nedværdigende vis ofte gør langt større skade på børn, unge og familier, end der på nogen måde rent medmenneskeligt kan berettiges.”
18. november 2021 | 07:54
