Landet Rundt
Sikkerhedskonferencen i München: Lobbyisterne breder sig
Det kan være svært at få øje på sikkerhedskonferencens neutralitet. I stigende grad har den udviklet sig til en arena for støtte til USA’s og NATO’s regelbaserede verdensorden, skriver Arne Lund.
|
Netmediet Politico skrev den 3. marts om, hvordan det stedse tættere samspil mellem konsulentfirmaet McKinsey og Sikkerhedskonferencen i München har øget førstnævntes indflydelse på konferencen. Det gælder såvel konferencens temaer, hvem der inviteres, og hvad der gavner McKinsey og dets klienter indenfor våbenindustri, energi samt regeringer og offentlige instanser.
Sikkerhedskonferencen er angiveligt en nonprofitorganisation, hvilket giver den ry for at have stor troværdighed. Tilknytningen til McKinsey og til sponsorer fra våben- og konsulentbranchen er imidlertid ved at slå skår i dens renomme. Hertil kommer den manglende diversitet på gæstelisten. Der er alt for mange ja-sigere og klakører, der støtter ”den regelbaserede verdensorden.”
McKinsey beskriver sin rolle som rent professionel. ”Vi har ingen indflydelse på emnerne, på programmet, hvem der inviteres, eller hvad der ellers sker under arrangementet.” Holder det?
McKinsey, Ursula von der Leyen og Sikkerhedskonferencen
Hvad der især gør McKinseys relation til Sikkerhedskonferencen penibel i Tyskland, er, at McKinsey var en del af de skandaler om nepotisme og underlige indkøb til militæret, der prægede Ursula von der Leyens første tid som Tysklands militærminister.
Efter at von der Leyen var blevet udnævnt i 2013, headhuntede hun lederen af McKinseys Berlin-kontor som viceminister og nærmeste rådgiver. Siden hen fik to af von der Leyens børn job hos McKinsey.
Som lokkemad blev 50 mødedeltagere udvalgt til et særarrangement på et torneroseslot i de bayerske alper.
De kontrakter, McKinsey indgik med militærministeriet, blev givet under kritisable omstændigheder. En rapport fra Rigsrevisionen viste, at meget af det arbejde, McKinsey blev betalt for, langt billigere kunne være blevet lavet i ministeriet. Men da var von der Leyen blevet forkvinde for EU-Kommissionen og slap dermed for at skulle stå til ansvar for skandalen.
Flere af de McKinsey-ansatte, der arbejdede sammen med von der Leyen, arbejder i dag med kunstig intelligens, droner med videre i våbenindustrien eller lobbyer for øget transatlantisk samarbejde.
I 2012 arrangerende McKinsey og Sikkerhedskonferencens leder, Wolfgang Ischinger, en konference i Berlin, der blev startskuddet til fremtidige europæiske topmøder, hvor militæret, industrien og det øverste embedsværk mødtes.
Målet var at få beslutningstagerne til at pulje ressourcerne, og etablere en ensartet våbenproduktion i stedet for som i dag, hvor mange lande har deres egne våbensystemer, der ikke altid kan “tale sammen” med andre landes. Landene kunne årligt spare cirka 100 milliarder kroner ved at pulje militærudgifterne, skrev McKinsey i en rapport, der var sponsoreret af en tysk våbenfabrik.
Berlin-mødet var en forløber for EU’s Forsvarsfond, etableret i 2017, og som netop skal koordinere og øge de nationale investeringer i militær forskning samt forbedre den tekniske harmonisering mellem de nationale hære, så våbenproduktionen ikke overlapper hinanden.
Ønsket er at gøre Europa mere uafhængig af USA, men mon det sker ved at invitere USA til at sidde med i fonden?
McKinseys ilttilførsel
Efter 1990 gik pusten gradvis af konferencen, og det var svært at fange folks interesse, men da McKinsey kom til, skete der noget. Den lunkne kaffe forsvandt, og nu blev gæsterne forkælet med gourmetmad og årgangsvine. Som lokkemad blev 50 mødedeltagere udvalgt til et særarrangement på et torneroseslot i de bayerske alper.
Selvom Ischinger nedtoner McKinseys medvirken og hævder, at indsatsen blot består i at designe og trykke rapporterne, så figurerer McKinseys navn på alle rapporter siden 2013, og McKinsey-ansatte omtales som centrale bidragydere. Hertil kommer, at McKinsey har “udlånt” konsulenter til konferencen i længere perioder.
Ichinger (og McKinsey) har på 15 år forvandlet sikkerhedskonferencen fra at være et træf for bedagede koldkrigere til et politisk show for den globale elite indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Med en årlig omsætning på cirka 90 millioner kroner og over 100 sponsorer er konferencen imidlertid ved at blive det, som de, der “opfandt” konferencen, frygtede: En kopi af Davos Sikkerhedskonferencen er blevet en fed forretning, og det kan være svært at få øje på nonprofitdelen.
For tyske politikere er konferencen en god lejlighed til at markere landet som en modvægt til USA, vise, at Europa kan selv – om end antallet af amerikanske deltagere og talere fortæller noget andet.
Temaer og talere
Under Ischingers ledelse er konferencen gået fra et snævert transatlantisk fokus, til at inkludere nord-syd-udfordringer, for eksempel klima, fødevarer, ulighed og sikkerhed – set gennem vestlige briller.
Når hverken Rusland, Belarus eller Iran er med i München, så har konferencen slagside. Så bliver det en fætter og kusine-fest, hvor Kina og de lande, arrangørerne ikke kan lide, mobbes.
Læs også
At Kina og flere lande fra det globale syd deltager, er ikke nok til at ændre helhedsopfattelsen af, at Vesten fortsat svinger taktstokken.
Naturligvis fyldte krigen i Ukraine en del på årets konference. Andre emner var forholdet mellem Kina og USA og en mulig ny “regelbaseret verdensorden”, energi, IT-teknologier, herunder kunstig intelligens, klima, miljø, fødevarer og global sundhed – set fra et vestligt sikkerhedsperspektiv.
Af talerlistens 175 navne var de 25 amerikanske, blandt andre vicepræsident Kamala Harris, der uimodsagt fortalte om USA’s indsats for “fred, demokrati og menneskerettigheder,” mens arrangørerne ikke ville give Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov “en platform, hvorfra han kunne udbrede russisk demagogi og propaganda.”
Sponsorerne
Konferencens ry er i de senere år blevet plettet af sponsorer fra blandt andet våbenindustrien, hvilket har givet konferencen øgenavnet “Davos med kanoner.”
Hovedsponsorer er den tyske regering, institutioner og universiteter. Fra våbenindustrien kommer Lochheed, Krauss-Maffei, Rheinmetall (der fremstiller Leopard’erne), Airbus og Leonardo.
Også tech-giganterne Microsoft og Google samt Goldman Sachs og Rockefeller er med. Hertil kommer flere industri- og konsulentfirmaer, medier med videre.
I 2022 skrev Der Spiegel, at Ischinger, via sit konsulentbureau, formidlede kontakter mellem våbenfabrikker og nye kunder.
“Feministisk udenrigs- og sikkerhedspolitik”
Sikkerhedskonferencens overvægt af hvide, mandlige magthavere over 50, oplært i Den Kolde Krigs tankegang, har naturligvis præget debatterne. Arrangørerne har derfor set, om der kunne skabes en større kønslig og aldersmæssig balance. Tilførslen af “nyt blod” er jo fornuftig nok. Vigtigere er det dog at se på, hvad der siges, og hvad der kommer ud af det.
Den øgede tilstedeværelse af yngre kvindelige statsledere, ministre og parlamentarikere i de senere år demonstrerer imidlertid, at der ikke er den store forskel på det, de yngre kvinder siger set i forhold til deres mandlige kollegaer, for de yngre kvinder er ret krigeriske.
Det gælder for eksempel Mette Frederiksen, Estlands Kaja Kalas, USA’s vicepræsident Kamala Harris og Ursula von der Leyen. Alle har til fælles, at de vil sende flere våben til Ukraine, at de på nuværende tidspunkt afviser fredsforhandlinger, og at ingen af dem vil rokke ved Vestens globale hegemoni.
Den mest krigeriske af de yngre kvinder er Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock, der nyligt udsendte “Retningslinjer for en feministisk udenrigspolitik.” Her er kernen, at Tyskland atter skal spille er afgørende global rolle, økonomisk og politisk i sikkerheds- og udenrigspolitikken, og at verden er mere “fredelig og stabil”, når kvinder og feministiske principper spiller en større rolle i udenrigspolitikken.
Ikke just det der forbindes med for eksempel Margaret Thatcher, Madeleine Albright, Hillary Clinton, Golda Meir med flere.
Baerbock undlader dog at gøre rede for, hvad alt dette betyder konkret, men hendes embedsførelse fortæller, hvor hun vil hen. Siden hun blev udenrigsminister, er tysk udenrigspolitik blevet langt mere krigerisk. Sidste år steg militærbudgettet med 100 milliarder euro ekstra – det største siden 1945.
Uafladeligt hamrer Baerbock løs på krigstrommerne og erklærede for nylig, “at Tyskland og NATO er i krig med Rusland.”
“Da vi sidste år forhandlede NATO’s nye strategiske koncept, var der en overnational gruppe af forpligtende kvindelige stats- og udenrigsministre, der koordinerede deres synspunkter for at fastholde fokus på menneskers sikkerhed”, skriver Baerbock og fortsætter: “Feministisk udenrigspolitik er ikke lig med pacifisme. Den anerkender de udenrigspolitiske realiteter, viger ikke tilbage for at konfrontere de dilemmaer, der opstår, og den bærer tyske værdier og interesser i sig.”
Baerbock har fået alle de “feministiske” fraser med i retningslinjerne: “kønsbudgettering”, “ligestillingsaspekter” samt “lighed, diversitet og inklusion.” Det hele tjener til at forskønne Tysklands ekspansive udenrigspolitik.
Det nye er, at én af lederne fra Die Grüne siger tingene ligeud, men ikke overraskende for de, der erindrer, at partiet for længst har sagt farvel til pacifismen. Die Grüne har gennem årene støttet USA’s og NATO’s krige i Mellemøsten, Nordafrika og Centralasien. Det samme gælder støtten til “Fort Europa,” der går ud på at holde flygtninge væk fra Europa.
Når først de er kommet ind, så er Tyskland, trods alt, ét af de få lande, der behandler flygtningene forholdsvis fornuftigt, og langt bedre end Danmark.
Kritik af sikkerhedskonferencen
Sikkerhedskonferencen har naturligt nok affødt en modreaktion: Münchner Friedenskonferenz, der arrangeres af den tyske fredsbevægelse, Læger mod atomkrig, Greenpeace, kirkelige grupper med flere. I år holdes demonstrationer, paneldebatter, udstillinger, koncerter, lyrikoplæsning og så videre.
Kritikken går på den manglende transparens, overvægt af vestlige mødedeltagere, og at der ikke kommer brugbare løsningsforslag ud af konferencen. Det meste handler om meningsudveksling og at skabe nye kontakter i et lukket miljø blandt folk, der stort set mener det samme.
“Den stigende skepsis i Vesten mod den tiltagende militarisering kommer således ikke til udtryk,” siger konfliktforskeren Ulrike Franke. til den “alternative” radio- og tv-station ego.FM.
Også bestyrelsen kritiseres. Her sidder industri- og våbenfabrikker på seks pladser. Tidligere og nuværende stats- eller udenrigsministre er der 14 af. Fem kommer fra konsulentbranchen, og to forskere fra universiteterne. Det hele krones med en tidligere NATO-general og den tyske militærminister. NATO-landene har 21 pladser, og så er der én plads hver til Kina, Rwanda og Saudi-Arabien.
“Problemet er tillige det, at konferencen “beskyttes” af 300 soldater og 4800 politibetjente, og det viser, at der ikke er tale om det fredelige formål, sådan som arrangørerne gerne giver indtryk af,” siger Maria Feckl fra Münchner Friedenskonferenz.
Hun anser det for en fejl, at hverken Rusland, Belarus eller Iran er inviteret. “Det er en ringe form for diplomati, der udelukker sine modstandere. Hvis ikke en sikkerhedskonference skulle være arenaen for sådanne samtaler, hvor skal de så finde sted?”
Maria Feckl kritiserer tillige sikkerhedskonferencen for at være pseudovidenskabelig. Det materiale og de rapporter, der bruges på konferencen, er ikke lavet af uafhængige instanser, men af sponsoren McKinsey.
Fredskonferencens mål er at tilvejebringe et koncept for fred og sikkerhed: Et modstandsdygtigt civilsamfund, der er i stand til at tænke kritisk, og som viser civil ulydighed overfor autoritære tendenser, militarisering, klima- og miljøødelæggelser og bekæmper polariseringen af samfundet.
“Vi har brug for en stærk og bred fredsbevægelse, der kan ændre den kurs, vore samfund er slået ind på. I 80’erne oplevede Europa store demonstrationer mod USA’s planer om at opstille 570 Pershing-raketter. For 20 år siden var der store folkelige protester mod invasionen i Irak, men hvor er alle disse mennesker i dag? Jeg forstår ikke tavsheden,” siger Maria Feckl.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
15. marts 2023 | 05:58
