Sæt mennesker før systemer
Vi skal gøre op med de kasser, vi alt for ofte prøver at presse mennesker ned i. Kasser der er skabt af et system, som kræver, at man passer ind for at kunne få hjælp, skriver Mia Kristina Hansen i denne blog.
|
At sætte mennesker før systemer og tage udgangspunkt i det enkelte menneske og give håb om, at det er muligt at leve et liv med mening selv med psykiske udfordringer, ligger mit hjerte nært.
Jeg bringer det med mig, hvor jeg kan, i samtaler med mennesker om mennesker og i politiske sammenhænge. Fordi ingen skal føle sig forkerte, og fordi vi skal gøre op med de kasser, vi alt for ofte prøver at presse mennesker ned i. Kasser der er skabt af et system, som kræver, at man passer ind for at kunne få hjælp.
Jeg møder mennesker, der siger, at forældre ønsker en diagnose til deres barn, og at voksne med nye diagnoser bare vil være særlige. Hver gang bliver jeg oprørt, for det er ikke dét, jeg oplever.
Det er ikke ønsket om en kasse, der driver mennesker, det er systemet og levevilkårene, der gør det nødvendigt. Det er følelsen af at være forkert, dømt ude og behovet for bare at blive forstået.
Diagnoser kan være livsvigtige
Diagnoser kan være hjælpsomme, nogle gange livsvigtige. De kan give sprog for det svære og åbne døren til støtte og forståelse. Men diagnoser er ikke hele mennesker. Ingen af os er kun én ting.
Vi er alle det hele og lidt til. Vi er dem, der griner højt, og dem, der ligger under dynen. Dem der rækker ud, og dem der har brug for, at nogen rækker ud til os. Dem der hjælper, og dem der har brug for hjælp, ofte på én og samme dag.
Vores samfund er indrettet sådan, at man først bliver taget alvorligt, når man passer ind i en kasse.
Når vi undlader at sætte hinanden i kasser, kan vi se det hele menneske. Så bliver der plads til nuancer, til det uperfekte, til virkeligheden. Plads til håb. Plads til at være som man er uden at skulle passe ind i en bestemt form for at blive forstået. Plads til udvikling i eget tempo, til empati og nysgerrighed.
Det, jeg ser nu, er, at mange mennesker er bange for, hvad der bliver krævet af dem, bange for ikke at kunne leve op til de krav, der stilles, også når man kæmper psykisk. Og jeg forstår det godt.
Fordomme trives stadig
Jeg møder selv et system, hvor fordomme stadig trives. Hvor det stadig antages, at man “bare skal tage sig sammen”, at psykiske problemer handler om dovenskab eller manglende ansvar.
Det overrasker mig gang på gang, hvor lidt viden der er. Ikke af ond vilje, men fordi vores samfund er indrettet sådan, at man først bliver taget alvorligt, når man passer ind i en kasse.
Derfor har vi brug for fællesskaber. Fællesskaber som dem SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed og lignende organisationer skaber. Fællesskaber hvor man mødes som mennesker, ikke som diagnoser, sager eller statistikker. Hvor der er plads til både latter og stilhed, til at være hele mennesker og til bare at være.
Sammen skal vi gøre op med de kasser, andre prøver at putte os i, og dem vi nogle gange selv kommer til at bruge. I stedet skal vi tage udgangspunkt i vores forskellighed, i at vores livshistorier er forskellige. Og at det ikke gør os forkerte.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
26. juni 2025 | 07:54
