Læserbrev
Sabraerne: Eliten der skabte det moderne Israel
Det tog to generationer at omforme den jiddischtalende østeuropæiske jøde til en aktiv, uforfærdet, solbrændt israelit – et barn af det 20. århundrede. En sabra, hvis overherredømmementalitet i dag piner og plager palæstinenserne og er til fare for hele Mellemøsten, skriver Arne Lund.
|
Talrige lande og kulturer har i tidens løb forsøgt at skabe det nye menneske, formet af politiske, sociale og/eller kulturelle omvæltninger og revolutioner. Kun få har haft held til at ryste det gamle menneske af sig.
Ét af de lande, hvor det er sket med en vis succes, er Israel. På to generationer blev det stereotype billede af den sortklædte torah-reciterende, fattige jøde, håndværker eller småhandlende forvandlet til en muskuløs, solbrændt bondesoldat – en sabra. Frygtløs og direkte i handling og ord. Stærkere knyttet til landet og til etniciteten end til religionen. En etnicitet der rækker op til nutidens apartheidsamfund.
Omgivelserne så sabraerne som personificeringen af Israel.
Sabraens forældre – pionergenerationen – kom til det historiske Palæstina (der på det tidspunkt var en del af det ottomanske rige) omkring 1880. De indvandrede fra Rumænien og Rusland på flugt fra armod og de evige jødeforfølgelser. Købte jord af de tyrkiske jordbesiddere og grundlagde de første jødiske kolonier.
På det tidspunkt boede der cirka 60.000 jøder i Palæstina, de levede i nogenlunde fordragelighed med den palæstinensiske majoritetsbefolkning på cirka en halv million.
Pionergenerationens børn, der voksede op før og under Første Verdenskrig, brød radikalt med den jødiske diasporakultur (diaspora vil sige de, der lever uden for hjemlandet). De vragede talmudjødens skyldfølelse og passive venten på Messias’ genkomst.
De unge ville være bønder og soldater og forsvare jorden med våben i hånd. De var socialister og dannede bondekollektiver/kibbutzer og fagforeninger, grundlagde skoler og gymnasier og det venstrezionistiske Arbejderparti. Militser opstod, først Palmach, siden Irgun og Stern – forløbere for den israelske hær.
Under Første Verdenskrig gik flere af dem ind i den engelske hær, der på det tidspunkt holdt Egypten besat. De unge jøder bekæmpede det ottomanske rige, mens englænderne sloges mod et land, der var allieret med Tyskland.
Krigen gav de unge kamperfaringer og bidrog til, at englænderne, der satsede på at erobre mest mulig af Mellemøsten på grund af de store oliefund, så de strategiske muligheder, som en selvstændig jødisk stat indebar, som et militært brohoved i regionen.
I Balfour-erklæringen fra 1917 hed det, “at det vil være Englands fremtidige politik at støtte oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina, og at der ikke må ske overgreb på de medborgerlige og religiøse rettigheder for de ikke-jødiske befolkningsgrupper i Palæstina.”
En social utopi, ikke et guddommeligt paradis
En sabra er en hårdfør, stikkende kaktus, der voksede frit og uden begrænsninger – et billede, de unge tog til sig: De var hårdhudede, ofte barske og uden hæmninger, men nedenunder, hed det sig, var de følsomme og omsorgsfulde.
Sabraerne klædte sig utraditionelt efter jødiske normer: Shorts, lædersandaler, kulørte skjorter, og de sad hellere sammen med deres militsvenner omkring lejrbålet end i synagogen.
Sabraerne stræbte efter en social utopi, ikke et guddommeligt paradis. De kopierede den personkult, der i mellemkrigstiden florerede overalt, og som nogle steder udartede sig til en fascistisk førerkult.
I stedet for religionens profeter indsattes den senere landsfader, venstrezionisten Ben Gurion som “fører”. Også han så landet som det primære, som noget man skulle være villig til at yde store personlige ofre for. Men også til at fordømme de, der afveg herfra, eksempelvis militærnægtere – de havde fået en dårlig opdragelse og var ikke rigtige israelere.
Mellemkrigstiden var sabraernes blomstringstid. Her blev frøene sået til det Israel, vi kender i dag. Flere af de politikere, der sidenhen blev regeringsledere, havde rødder i sabrakulturen, for eksempel Yitzak Rabin, Ariel Sharon, Ehud Olmert og Netanyahu.
For sabraerne var det at være israeler en total livsform, hvor alt hang sammen som et socialt og religiøst samfund. Deres udadvendthed, deres handlekraft og deres kropslighed gjorde dem til idealskikkelser, både for de jøder, der var født i landet, men også for de unge jøder, der kom fra Europa, og som hurtigt assimilerede sig.
Jo flere jødiske indvandrere der kom til Palæstina, desto mere tilspidsedes konflikterne med palæstinenserne. De havde hurtigt forstået, at zionisternes mål ikke alene var at overtage landet, men også at fordrive palæstinenserne.
Det kom til hyppige sammenstød, som englænderne slog hårdt ned på og henrettede flere palæstinensere. Fra midten af 30’erne gjorde de engelske tropper og de jødiske militser fælles sag for at bekæmpe den voksende palæstinensiske modstand.
Allerede dengang stod kampen i landområderne om adgangen til det sparsomme vand. Jøderne havde sat sig for at “få ørkenen til at blomstre”. Der skete også – med vand, som de hentede hos palæstinenserne – dengang som nu.
“Vi er nationen”
Omgivelserne så sabraerne som personificeringen af Israel. Sabraernes selvfølelse voksede, i takt med den opmærksomhed de fik, og udartede sig til en følelse af overhøjhed og en aggressiv zionistisk idealisme: “Det er os, der skaber nationen og dens fremtid”.
I 1930 var der cirka 8000 sabraer i landet svarende til cirka 10 procent af det samlede antal jøder i Palæstina. Men selv om de var få, så blev de normdannende, og i kraft af deres udadvendthed og mange aktiviteter blev de rollemodel for de efterfølgende generationer.
Mere end 75 års konflikt med palæstinenserne og med naboerne har formet de fleste israeleres karakter og deres syn på verden. Sabraerne har været skabelonen.
I skolebøger, tegneserier, film og musik skildredes sabraerne som helte, der var værd at efterligne. “Se, de dyrker jorden og er villige til at dø for at forsvare den”, var det budskab, børnene lærte.
Også hæren var hurtig til at adoptere sabra-figuren og gøre ham til symbol for kamptropperne, faldskærmssoldaterne og piloterne. Efter 1948 deltog hæren i påvirkningen og gjorde børn og unge drenge og piger det klart, at når de blev 18, så skulle de være soldat og ofre sig for staten Israel – jødernes hjem.
Den kvindelige sabra blev fremstillet som ligeværdig med manden. Som arbejdede side om side med ham i marken og deltog i kampen mod palæstinenserne.
Sandheden var en anden, for sabra-kulturen var – og er – ekstremt masochistisk og accepterer ikke ligestilling mellem kønnene. Sabra eller ej, så endte det med, at kvinderne tog sig af børn og hus og arbejdede som lærere eller sygeplejersker. En kamp der langt fra er slut. Nutidens israelske kvinder ligger lavest i OECD’s indeks over kønslig ulighed.
Den jødiske forfatter Arthur Koestler, der boede i Israel i 1948, nedskrev sine indtryk i “Israel, the native generation“, og som på mange måder var typisk for tidens opfattelse:
“De unge sabraer […] var den første tilkendegivelse af landets fremtidige profil […] I sin mentale fremtræden er den unge sabra frygtløs, næsten hensynsløs, modig, udadvendt og med foragt for intellektuelle gøremål […] Sabraens verdenssyn er provinsielt og chauvinistisk. Det kan næppe være anderledes i et lille, udsat pionersamfund, der er nødt til at forsvare sin fysiske eksistens og samtidig skal opbygge en stat på trods af næsten umulige vilkår. Det er ikke muligt at skabe en stat uden nationalisme.”
Glansbilledet krakelerer
Oz Almog, forfatter og forsker, skriver i “The Sabra – The creation of the new jew” fra 2000, “at den prestige, der omgav sabraerne, kulminerede imidlertid sidst i 40’erne under krigen mod og fordrivelsen af palæstinenserne”.
Kritiske røster og kunstnere så i stigende grad med skepsis på sabraernes angivelige heltemod. Så, at bag den, gemte der sig en betydelig kynisme og brutalitet. At den kække attitude dækkede over følelseskulde og aggressivitet mod “de andre” – først og fremmest palæstinenserne, men også mod den omverden, der ikke forstod – ville forstå – at erindringen om Holocaust legitimerer alt.
Med de store indvandringer fra de muslimske lande i 50’erne og siden fra Rusland skete der en påvirkning fra vestlige kulturer, og sabraerne mistede gradvis den opmærksomhed, de indtil da havde nydt godt af.
De nye indvandrere havde ikke oplevet århundreders jødeforfølgelser i Europa. Deres trængsler som jøder i de muslimske lande var af nyere dato og skyldtes primært, at der med etableringen af Israel opstod en modvilje mod jøder i de pågældende lande. De nye indvandrere så derfor på Israel med andre øjne end de europæiske jøder og sabraerne, og de distancerede sig fra den heltedyrkelse, som blev sabraerne til del.
Helt galt gik det efter Israels nederlag i forbindelse med Suez-krisen i 1956, Yom Kippur-krigen i 1970 og den brutale medvirken til massakrerne i flygtningelejrene i Beirut, Sabra og Chatilla i 1982. Tre begivenheder der dels viste, at den israelske hær ikke var så uovervindelig, som den havde bildt omverdenen ind, men også at den var ekstremt hævngerrig.
Nyt hamskifte: Fra venstrezionisme til neoliberalisme
Dette faldt sammen med en begyndende kritik af fagbevægelsen og Arbejderpartiet, der havde haft magten siden 1948. Anklagerne lød på, at de var degenereret, pamperiseret og ude af stand til at leve op til egne idealer.
Med neoliberalismens indtog i 70’erne skiftede magten til det yderste højre, og Begin, der havde været leder af terrorgruppen Stern, blev premierminister. Israel har siden da, bortset fra kortere perioder, været regeret af højrefløjen og af sabraer, der ikke har glemt den barske ophøjede attitude, både i forhold til palæstinenserne, men også i forhold til andre lande.
Sabraerne og deres efterkommere har dygtigt fastholdt myterne om, at jøderne er forfulgte, at de er omgivet af fjender til alle sider, og at alt, hvad de foretager sig, er selvforsvar. “Men vi overgiver os aldrig, vi vil kæmpe til det sidste og hellere dø for egen hån end at falde i fjendens hænder”. En holdning der manifesterer sig i det berygtede Hannibal-direktivet, der blev brugt 7. oktober, hvor den israelske hær dræbte egne landsmænd for at forhindre, at de blev taget som gidsler af Hamas.
Mere end 75 års konflikt med palæstinenserne og med naboerne har formet de fleste israeleres karakter og deres syn på verden. Sabraerne har været skabelonen. Dette har gjort, som sociologen Yagil Levy påpeger, “at nok er Israel et land, hvor der er civil kontrol over militæret, men ikke over militariseringen”.
Det militære udsyn og identitet og den livslange loyalitet over for militæret sidder så dybt i israelerne, at de ikke ser mulighederne for at indgå fred, selv når det er muligt. Israel evner ikke at udklække ledere, der søger fred med palæstinenserne og naboerne og dermed bringe Israels voksende globale isolation til ophør.
I stedet opsøges provokationen, som det eksempelvis skete i 2002, da daværende premierminister Ariel Sharon, omgivet af sikkerhedsfolk, besøgte muslimernes helligdom, Al Aqsa-moskeen. I infantil trods ignorerede han, at området ikke må betrædes af israelske politikere – og udløste dermed Den Anden Intifada.
Selvom ideen om kibbutzerne er væk, og venstrezionismen er død, så gør hæren, hvad den kan, for at holde myterne om sabraerne i live. I dag består de af et sammensurium af nostalgi, idealisme, soldatens pligt samt en tro på, at det kollektive kommer før individet, der forventes at ofre sig for landets skyld.
Rent fysisk manifesterer det sig, når unge rekrutter aflægger ed og modtager deres personlige våben, skrev Information den 4. juli. Det sker på Masada-bjerget – en lokalitet i Negev-ørkenen – hvor en gruppe jøder cirka 70 år før vor tidsregning, der havde gjort oprør mod den romerske besættelsesmagt, søgte tilflugt. Da romerne nærmede sig bjerget, valgte jøderne at dø som frie mennesker frem for at lade sig besejre.
Den ed, rekrutterne aflægger under det israelske flag, er som taget ud at sabraernes grønspættebog:
“Jeg sværger og forpligter mig på at opretholde troskab over for staten Israel, dens love og dens myndigheder, at påtage mig disciplinen fra de israelske forsvarsstyrker betingelsesløst at adlyde alle ordrer og instruktioner givet af autoriserede befalingsmænd og at hellige al min energi og endda ofre mit liv for beskyttelsen af hjemlandet og Israels frihed.”
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. juli 2024 | 07:19
