Læserbrev
Som talt ud af mit hjerte: religion skal ALTID være noget privat. Folk kan tro på hvad som helst, men udøvelsen af deres religion skal holdes inden for lovens rammer.
Log ind for at svareReligion skal tilpasse sig samfundet – ikke omvendt
Hvis man har det svært med at pleje nøgne mennesker (uanset årsag), så skal man ikke arbejde i sundhedssektoren. Ingen skal være i tvivl om, at vi ser det som en naturlig samfundsopgave at hjælpe mennesket med et bad – uanset om det er en mand eller en kvinde, skriver Kirsten Normann Andersen i denne blog.
|
Jeg blev både forstemt og vred, da jeg forleden læste, hvordan en social- og sundhedsassistentelev overvejede, om det “er haram” at hjælpe en mand i bad. For det første fordi det er en helt urimelig seksualisering af plejen af skrøbelige mennesker, uanset om det er i ældreplejen eller på hospitaler. Og for det andet – hvad er alternativet? At den svækkede ældre mand må undvære bad?
Hvis du tager en uddannelse i Danmark – som social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper, som sygeplejerske, som læge – så er det jobbeskrivelsen og de faglige krav og hensynet til patienten, der gælder. Ikke din egen religion. Punktum.
Spørgsmålet om det vil være haram for en muslimsk kvinde at hjælpe en mandlig medborger i bad, er ifølge BT stillet i et lukket religiøst forum. Spørgsmålet blev suppleret med flere lignende spørgsmål om, hvornår religion trumfer almene samfundskrav, rettigheder og ligestilling. Et venstreorienteret svar er: Aldrig!
Ikke en ny diskussion
Jeg ved godt, at de fleste, som søger uddannelse inden for sundhedssektoren er klar over, hvad jobbet indebærer, og at de fleste ansatte er i stand til at hænge deres religion i garderoben, før de træder ind på arbejdspladsen. Og sådan skal det naturligvis være. Når jeg alligevel giver spørgsmålet en tanke her – er det fordi, det ikke er en ny diskussion.
I min tid som formand for FOA i Aarhus, stødte jeg jævnligt på medlemmer, som oplevede religiøse sammenstød i forhold til de jobfunktioner, der blev forventet af dem. Gennem tiden er der gjort mange tiltag for at finde gode, pragmatiske løsninger.
Det vil føre til utryghed hos borgerne, hvis velfærdssamfundets hjælp på dagen er afhængig af hjælpens religiøsitet. Det går bare ikke.
Men nogle typer af opgaver og funktioner er altså et vilkår, tæt knyttet til selve faget og arbejdsindholdet. Her må religiøse hensyn ganske enkelt vige – ikke mindst når man betænker det pres, mange velfærdsarbejdspladser har, hvor tiden er knap, og hvor der er brug for, at alle trækker på samme hammel.
Set med mine øjne er der ingen veje udenom, at vi til stadighed insisterer på, at religion ikke trumfer vores roller i det offentlige rum. Det er ikke at knægte religionsfriheden, at du følger jobbeskrivelsen og udfører alle opgaver, der knytter sig til det job, du har uddannet dig til og får betaling for.
Religion er en privat sag
Vi må insistere på, at religion er en privat sag, som ikke involverer det offentlige rum – heller ikke vores velfærdsinstitutioner. Religion må aldrig trumfe demokrati eller de pligter, der følger med et ansættelsesforhold. Og det er hverken kolleger eller borgere, der må vige for religion – men derimod religion, som må vige for samspillet mellem kolleger og borgere.
Din tro må du udleve hjemme og i dit bedehus. Ikke på hospitalsgangen, ikke på plejehjemmet, ikke i andre menneskers hjem, når du er på arbejde i ældreplejen, sundhedssektoren, skolen eller andre offentlige velfærdsinstitutioner.
Konkret betyder det, at hvis man har det svært med at pleje nøgne mennesker (uanset årsag), så skal man ikke arbejde i sundhedssektoren. I forvejen er det for de fleste uhyre sårbart at være afhængig af andre menneskers hjælp til personlig pleje. Derfor skal ingen være i tvivl om, at vi ser det som en naturlig samfundsopgave at hjælpe mennesket med et bad – uanset om det er en mand eller en kvinde. Og den svækkede ældre eller patienten på sygehuset skal kunne regne med, at ansatte er i stand til at løse de nødvendige opgaver på en professionel måde.
Skal vi den snigende udbredelse af religiøse krav i det offentlige rum til livs, må vi turde tale om vigtigheden af det sekulære demokrati – og insistere på, at det netop er i det liberale, sekulære demokrati, at religionsfriheden kan trives. Du må tro og praktisere hjemme og i dit bedehus – men udenfor er du borger først, med pligter og rettigheder over for fællesskabet. Her trumfer din religion ikke samfundet.
At fravige det princip vil både øge polarisering og true et demokratisk samfund – der ret beset er forudsætningen for religionsfriheden, som jeg tror de fleste mennesker anerkender.
Og det vil føre til utryghed hos borgerne, hvis velfærdssamfundets hjælp på dagen er afhængig af hjælpens religiøsitet. Det går bare ikke.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
15. oktober 2024 | 07:56
