Stop investeringer i våben
Relationsarbejdet er den vigtigste byggesten i arbejdet med psykisk syge
Relationsarbejde handler om at opbygge et solidt fundament af tillid gennem vedholdenhed, så solidt, at det kan holde til de storme, der utvivlsomt vil opstå.
|
Under hans fødder vibrerer jorden fra vreden, der trampes ud gennem hans slidte, gennempryglede krop og sjæl.
Han er ikke mere end en skoledreng, der kravler rundt på væggene, og som modvægt til dette forsøger hans far at banke noget fornuft ind i ham.
Alt for tidligt i livet lærer han, at kærligheden skal man gøre sig fortjent til, og døden er en trofast følgesvend.
De mennesker, han knytter sig til på sin vej, dør i hans nærvær og indimellem også i hans fravær. Skylden sidder i huden som et skjold, mod alt det han vælter ind i, for livet på gaden er slidsomt og gør ham hård.
Han lever et liv på kanten. De hårde stoffer får ham til at glemme smerten fra de mange prygl, han fik og selv lærte at give fra sig for at overleve.
De bedste stunder har han bag tremmer, for her finder han roen og en plads øverst i hierarkiet. Her opnår han respekt ved at markere sig og sætte en tydelig grænse for, hvem han er.
The survival of the fittest. Kampen om overlevelse i et miljø der hele hans liv har hærdet ham.
Men kontrasten til livet på den anden side af de høje mure er markant. Her kommer regningen i mere end én forstand. Det er langtfra gratis at sidde sine synder af i et fængsel. Fængselsvæsenet skal have cool cash for den tid, man har været indsat. Og det er ikke småpenge. Og så er der sjælen, der har det, som om den er kørt over af en damptromle.
Der findes ingen kære mor i dette spil.
Hårdhed og frygt
“Jeg bliver ikke 60”, er noget af de første han kaster i min retning, og så sidder jeg der med ordene og forsøger at skabe en mening ud af dette.
Gennem vores tid sammen, vores uendelig mange samtaler og stille stunder lærer jeg at forstå betydningen bag hans ord.
Han vil aldrig blive det samme menneske herude sammen med os. De mange år i misbrugsmiljøet på Vesterbro samt årene bag tremmer har givet ham en hårdhed og en længsel efter at være “ham”. Ham der overlever og overlevede de andre. Ham der ikke lader sig kue, men som altid skal leve med de slag og oplevelser, livet har budt ham.
At råbe højt kan være en måde at gøre omgivelserne opmærksom på, at der er noget, der ikke fungerer.
De mennesker, der i bogstaveligste forstand stødte på ham gennem livet, forfølger ham. I hans drømme og i hans vågne timer. Fortiden er hans mareridt. Det kan være så skræmmende, at han ikke tør falde i søvn af frygt for at blive opsøgt i ly af natten.
Under hans hovedpude ligger en kniv. Og et boldtræ hviler op ad væggen ved hovedgærdet. Han ved godt, at skyggerne fra hans liv i misbrugsmiljøet altid er klar til at slå til, og muligheden for at flygte i tide er passé.
Kroppen er tydeligt præget af de tæsk, den har fået gennem tidens kampe af både politi og de øvrige forhindringer, der kommer hans vej forbi.
Jeg vader lige ind i hans hjerte med min ligefremhed og trang til at folde mennesker ud. For at forstå dem og derigennem kunne hjælpe dem.
En borger sagde engang i mit nærvær:
“Jeg er klar over, at det skaber utryghed, når jeg råber, men det er alt, jeg har tilbage”.
At råbe højt kan være en måde at gøre omgivelserne opmærksom på, at der er noget, der ikke fungerer.
At der skal ændringer til, men det er ikke alle, der har lyst, kan eller for den sags skyld tør at være i en relation, hvor det kun er råberiet, der er tilbage. Som den sidste rest af mod. Essensen af afmagt.
Vigtigt for hans trivsel
Men når hans fødder tramper vreden ud i rummet for at gøre opmærksom på, at han ikke kan rumme følelserne indeni. Så er omgivelserne nødsaget til at turde lytte.
Jeg lytter, og tiden til dette er lang, konstruktiv og uendelig vigtig for hans trivsel. Men i høj grad også vigtig i forhold til de sten, der skal stables op og i sidste ende skal blive vores relation.
Et solidt fundament bygget op af tillid gennem vedholdenhed, så solidt, at det kan holde til de storme, der utvivlsomt vil opstå.
I starten vil det være som et korthus, der kan vælte på et splitsekund, men med tiden vil det kunne balancere alene, og selv i kortere fravær fra hinanden vil det kunne stå uden at brase sammen.
Men det koster på kontoen at investere i et byggeri af den art, ikke mindst når der ligger et utal af ruiner efterladt gennem tiden.
Der er ingen garantier eller mulighed for at få “pengene” retur.
For hvem ved, om vores veje en dag vil skilles, fordi der altid vil være en risiko for dette, når der er tale om en relation mellem en borger og en ansat.
Vil det så vise sig at være spildt arbejde at have åbnet sig op og have delt sit inderste med en, der i sidste ende også bare viser sig at gå?
30. december 2021 | 07:28
