Økonomer vurderer
Rekruttering til velfærdsfag er stadig udfordret
Hvis vi skal have flere til at søge ind på sosu-uddannelserne, skal der gøres op med fordomme og sikres bedre vilkår ude på arbejdspladserne, skriver Kirsten Normann Andersen i denne blog.
|
Vi kommer til at mangle omkring 15.000 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter om ganske få år. Med udsigt til garanti for job kunne man godt forestille sig en større søgning til netop de uddannelser. Det er bare ikke tilfældet.
Mange års debat om nedskæringer, minuttyranni, for stramme standarder, lav løn og ikke mindst risiko for nedslidning har ikke ligefrem fået flere til at se i retningen af jobbet.
Og på trods af at jobbet er enormt givende med mulighed for gode relationer til de mennesker, som har brug for hjælpen, så mødes de unge ofte af rynken på næsen og fordomme om, at man “bare” vasker folk bagi! Det gør man også – men man gør også rigtig meget andet.
Først og fremmest hjælper man en medborger, som er for svækket til selv at gå på toilettet eller til at klare den personlige hygiejne – og alternativet til den hjælp er jo uoverstigelig.
Ingen kan forestille sig, at vi efterlader svækkede ældre til sig selv og deres egen skæbne. Alligevel kniber det fortsat med rekrutteringen af faglært arbejdskraft – og antallet af ufaglærte i ældreplejen stiger stadig. Så hvorfor overhovedet tage en uddannelse?
Udbredte fordomme
Senest bliver fordommene luftet i TV2’s socialrealistiske krimi “Løgnen”, hvor Sille, som indtil videre har været i praktik i hjemmeplejen, får tilbudt job som ufaglært hjælper og dermed en fast indkomst. Det får Silles mor til at advare Sille om, at det kan være svært at komme ind i “systemet” igen. Det har Silles mor ret i.
Netop det system er nemlig også blevet udstyret med rigtig mange regler, standarder og krav – som er skabt for at forhindre snyd – men som altså også rammer alle andre, som reelt har behov for hjælpen – altså det sikkerhedsnet, som blandt andet skal gribe nedslidte medarbejdere fra ældreplejen og fra de mange andre fysisk hårde jobs – men hvor mange har erfaret, at maskerne ærlig talt er blevet rigeligt store.
Et bedre renomme starter med forbedringer af vilkår – anerkendelse – medindflydelse og udviklingsmuligheder.
Og for en god ordens skyld – det er jo netop ikke Sille – og måske endda heller ikke hendes mor. Så hvad får Sille og hendes mor til at vælge offentlig forsørgelse frem for selvforsørgelse og frihed fra kommunalt formynderi? Svaret findes måske i Silles opfattelse af jobbet: “Et job for tyndhårede kommunedamer, som ikke kan andet.”
Det er heldigvis ikke sådan, at Arbejdernes Erhvervsråd definerer jobbet. Her benytter man sig til gengæld af den klassiske betegnelse “arbejderklasse” – som udgør cirka 40 procent af arbejdsstyrken – herunder også servicepersonale, rengøringsassistenter, butiksassistenter – og også social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, som udfører omsorgsarbejde i den offentlige sektor.
Og som Rune Lykkeberg definerer det i Information, hvor han anmelder “Løgnen”, – så har de det til fælles, at de ikke har lange uddannelser og overordnede positioner, men arbejder i stillinger med fysisk nedslidning og lav selvbestemmelse. De er i det store billede samfundets underordnede.
Behov for bedre vilkår
Jeg har altid undret mig over, at de, der har de hårdeste job, også får den ringeste løn. Det er en uretfærdig ulighed – som alene baserer sig på, at vi rangerer erhverv efter uddannelseslængde – hvor de der har den længste uddannelse, ofte får den højeste løn – og dermed mulighed for at købe sig til frihed og velvære.
Jeg er glad for, at en lønreform har gjort et lille forsøg på at rette op på de ulige lønforhold – men jeg er mig også pinligt bevidst om, at der fortsat er et stykke vej til større lighed for de mange, som sørger for, at hjulene drejer rundt i samfundet.
På sundhedsområdet handler det om anerkendelse. Vi kunne starte med en titelbeskyttelse til social- og sundhedshjælpere i form af en autorisation. Men vi kommer altså også til at prioritere efteruddannelse og muligheder for at udvikle sig i jobbet.
Det er ikke bedre at være på kontanthjælp. Men vi skal tage Silles fordomme alvorligt. Et bedre renomme starter med forbedringer af vilkår – anerkendelse – medindflydelse og udviklingsmuligheder.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. maj 2025 | 09:52
