anmeldelse
Regeringen udsulter det offentlige – men hvorfor?
Det går for godt i den private kapitalistiske økonomi i Danmark, og regeringen styrer sin økonomi efter, hvad det private erhvervsliv har brug for. Hensynet til den private sektor i Danmark begrænser udviklingen af den kollektive velfærd.
|
Den politiske scene er sat.
Folketinget åbnede i tirsdags et nyt folketingsår, hvor blandt andet finansloven for 2024 skal vedtages.
Venstres formand Jacob Ellemann Jensen var i medierne for at kommentere på de dårlige meningsmålinger op til åbningen. Han ikke bare lovede skattelettelser i det nye folketingsår, men endda betydelige skattelettelser.
Samtidig ser vi, hvordan kommunerne slås med nedskæringer i næste års kommunale budgetter på grund af en meget stram økonomisk ramme, som regeringen har lagt ned over kommunerne.
Trepartsforhandlingerne om et ekstra løft til dele af de offentligt ansatte afspejler også, at den offentlige sektor har været udsultet i mange år med et enormt arbejdspres på de ansatte og med personaleflugt til følge.
Det paradoksale er, at der faktisk er masser af penge i den offentlige sektor, men politikerne vil bare ikke bruge dem i den offentlige sektor, selv om der er hårdt brug for dem.
I ugen op til Folketingets åbning viste nye tal fra Danmarks Statistik, at den offentlige sektor i Danmark igen havde et stort overskud i 2. kvartal af 2023 på godt 23 milliarder kroner. Det er næsten lige så meget som overskuddet i 1. kvartal.
Data fra Danmarks Statestik
Dermed styrer overskuddet i den offentlige sektor igen mod et samlet overskud for hele året på omkring 90 milliarder kroner, som det har været tilfældet i tre af de fire foregående år med coronaåret 2020 som en undtagelse. Der var overskuddet kun syv milliarder kroner.
Men hvorfor bruger politikerne så ikke pengene til mere velfærd?
Kernen er, at det går for godt i den private kapitalistiske økonomi i Danmark, og regeringen styrer sin økonomi efter, hvad det private erhvervsliv har brug for.
Store dele af økonomierne i de andre EU-lande er presset med faldende produktion og øget arbejdsløshed i kølvandet på den høje inflation og centralbankens stigende renter.
Det er bare ikke situationen i Danmark, hvor specielt medicinalindustrien er med til at holde produktionen og beskæftigelsen oppe, så vi ser nye rekorder i beskæftigelsen til følge.
Den rekordhøje beskæftigelse ligger over det niveau, som økonomerne betegner som det strukturelle niveau. Det strukturelle niveau for beskæftigelsen vil i praksis sige den beskæftigelse, som økonomien kan bære, uden at der er basis for, at arbejdskraften vil presse lønnen højere op. Øget efterspørgsel på arbejdskraft giver basis for øget krav til lønnen.
I foråret opfordrede både Nationalbanken og de såkaldte vismænd i De Økonomiske Råd til, at finansloven ikke er med til at øge den samlede efterspørgslen i økonomien af hensyn til presset på arbejdsmarkedet i den private sektor.
Det betyder reelt ikke, at staten ikke kan bruge flere penge på den offentlige sektor, men den skal ifølge økonomiens logik så tilsvarende begrænse efterspørgslen andre steder i økonomien ved for eksempel at hæve skatterne.
Overskuddet i den danske økonomi afspejler sig også i et stort overskud på betalingsbalancen, som har vist et overskud på 200 milliarder kroner om året i flere år. Betalingsbalancen afspejler summen af opsparingen i den private og offentlige sektor.
Paradoksalt betyder det, at det ikke belaster den private sektor, at staten bruger penge på at indkøbe våben i udlandet og bagefter forære dem til Ukraine.
Til gengæld begrænser hensynet til den private sektor i Danmark udviklingen af den kollektiv velfærd, hvor behovet for behandling på sygehusene eller for uddannelse og pasning af børn ikke falder, fordi det går godt i den private sektor.
Der bør derfor rejses politisk krav om, at regeringen bevidst går ind og prioriterer, hvilke dele af det private erhvervsliv, som skal begrænses, for at vi kan prioritere et velfungerende velfærdssamfund samt en bæredygtig udvikling med hensyn til miljø og biodiversitet.
En del af baggrunden for, at politikerne får lov til at fokusere på den private sektor, ligger i det faktum, at hverken de selv eller økonomer efter 50 år med en stor offentlig produktion stadig ikke kan værdisætte den store udvikling og reproduktion af mennesker, der sker i den offentlige sektor, korrekt. Fordi det ikke er en vare.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
07. oktober 2023 | 06:00
