Verden rundt
Regeringen gør kommunernes budgetlægning næsten umulig
Regeringen sikrer hverken velfærden eller giver kommunerne mulighed for at bidrage massivt til den nødvendige grønne omstilling.
|
Det er i kommunerne, vores velfærd kommer til udtryk. I det sociale støttesystem, i den nære sundhed, i børn og unges liv i skole og fritid og i den fælles mulighed for at transportere sig.
Hver gang man på Christiansborg lover ét eller andet inden for de rammer, er det reelt i kommunerne, det skal udføres. Derfor er “kommunalpolitik” vigtig, og derfor er samspillet mellem stat og kommune helt afgørende.
Økonomiforhandlingerne for 2025 mellem finansministeren og Kommunernes Landsforening fandt sted i maj. Der fik kommunerne lovning på, at deres stigende udgifter, der både stammede fra en ændret demografi – især flere ældre – og ekstraudgifter på grund af for eksempel ukrainske flygtninge eller stormflodsskader, ville blive dækket. Altså i gennemsnit.
Men reelt er velfærden stadig skåret helt ind i benet. Aftalen gør, at man i de fleste kommuner kan stoppe med at save i selve benet, men desværre ikke, at man overhovedet kan gå i gang med genopretningen.
Der er adskillige eksempler på, at kommuner simpelthen har færre penge til rådighed, end de havde før økonomiaftalen.
Selvom statskassen bugner, vil der fortsat mangle penge i kommunerne til velfærd og til at sikre forebyggelse og tidlig indsats for mennesker, der har det svært. Årtiers nedskæringer på skoler, daginstitutioner og ældrepleje skulle rulles tilbage, men det bliver ikke muligt med årets aftale.
Og det, som ingen åbenbart fortalte ved offentliggørelsen af økonomiaftalen eller under den politiske behandling i Folketingets Finansudvalg, var, at tekniske justeringer af det såkaldte balancetilskud betyder, at finansieringen slet ikke ville følge med løftet af servicerammen.
Siden aftalen i maj er der så sket en del hovsa-justeringer. Regeringen lovede 3,2 milliarder kroner til velfærdsforbedringer, men de såkaldte “tekniske justeringer”, der først blev kendte for de enkelte kommuner i løbet af august, æder rigtig mange af pengene.
I løbet af sommeren blev det også igen klart, at udligningsordningen, der burde udligne mellem fattige og rige kommuner, ikke kan løse alle problemerne. Der er adskillige eksempler på, at kommuner – og det gælder både vandkantskommuner og Hovedstadens omegnskommuner, ja altså dem vest og syd for København – simpelthen har færre penge til rådighed, end de havde før aftalen.
Og sidste store chok for de kommunalbestyrelser, der var begyndt at forberede sig på budgetforhandlinger og troede, at de havde styr på forudsætningerne, kom, da det gik op for dem, at hele balladen om grundskyldssystemet ikke bare skabte forvirring for de enkelte boligejere, men sandelig også havde kæmpebetydning for de kommunale indtægter.
Alt i alt er budgetforudsætningerne for den enkelte kommune i år betydeligt mere usikre end de sidste mange år.
Så de store lovtaler, der var i maj om “den bedste aftale i mange år” og “endelig en aftale, der sikrer velfærden”, viser sig ikke at holde stik.
Dertil kommer alle de begrænsninger, der lovgivningsmæssigt er sat for kommunernes handlefrihed. Først og fremmest budgetloven (der er en afledt udgave af EU’s Finanspagt) sætter begrænsning for, hvor mange penge en kommune må bruge til drift – det såkaldte serviceloft. Og begrænsninger for hvor mange penge man må bruge til anlæg – anlægsloftet.
Desuden er der grænser for, hvor meget kommunerne må forhøje skatten.
Så kommuner kan være i den situation, at de har indtægter nok og penge i kassen, men de må ikke bruge dem til velfærdsforbedringer. Andre kommuner har alt for få indtægter og kan slet ikke udfylde servicerammen.
Hvis jeg derfor skulle komme med nogle radikale bud på, hvordan man kunne gengive kommunerne deres mulighed for at træffe beslutninger til gavn for deres indbyggere, ville det første være:
- Skrot budgetloven
Mindre kan også hjælpe på det. Man kunne give mulighed for, at kommuner kunne budgettere – og opfylde rammer over tre eller fire år. Det ville betyde, at man kunne “investere i velfærd”, så man kunne bruge penge til forebyggelse, til uddannelse og andet, der ville komme igen som indtægter på et senere tidspunkt. Man kunne investere i rettidig vedligeholdelse af kommunernes bygninger og anlæg, så man undgik de “negative vedligeholdelsesrenter” – den faktor, at det bliver dyrere at vedligeholde, hvis man venter et år.
For slet ikke at snakke om at man kunne investere i den nødvendige grønne omstilling. Hvilket er næsten umuligt at gøre for kommunerne, som det er nu.
- Ændre kommuneskatten
Man burde kunne beslutte i kommunerne, at man lavede “progressiv kommuneskat”, sådan at de rige kom til at betale en højere skatteprocent end de fattige. Det er stadig et godt princip, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste læs.
- Inddrage kommunens indbyggere langt mere
Hvis kommunerne fik flere frihedsgrader, ville det være helt oplagt at inddrage indbyggerne langt mere i processen.
Som det er nu, skyder kommunerne – med en vis ret – skylden for manglende velfærd og grøn omstilling på staten. Og staten skyder – med henvisning til det “kommunale selvstyre” – skylden på kommunerne.
Og det holder jo ikke i det lange løb.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
10. september 2024 | 11:46
