Verden rundt
Refleksioner fra sultestrejken
Der er tre budskaber, jeg oven på sultestrejken vil dele med resten af den danske solidaritetsbevægelse: At risikovillig, radikal aktivisme virker, at man i vores privilegerede position i verden er moralsk forpligtet til at udføre den, og at man har brug for et omsorgsfuldt fællesskab for at lykkes med den, skriver Nicholas Nyrop Vinthen fra Global Aktion.
|
Af Nicholas Nyrop Vinthen, politik-og kampagnemedarbejder i solidaritetsorganisationen Global Aktion og aktiv i Palæstina-solidaritetsbevægelsen.
Den 30. maj begyndte vi, fem aktivister fra Palæstina-solidaritetsbevægelsen, en sultestrejke for at stoppe dansk våbeneksport til Israel. Vi nåede at sultestrejke otte dage, indtil en læge truede med at tvangsindlægge én af os, hvis ikke vi stoppede.
Jeg var en af de sultestrejkende. Vi har det alle godt i dag og fortsætter kampen på andre måder. Men siden sultestrejken har jeg gjort mig nogle refleksioner, som jeg gerne vil dele, måske særligt for at inspirere andre aktivister til at overveje den mere yderliggående aktivisme. Derfor bliver Global Aktions blog i dag en smule anderledes, men hæng i!
Danmark er medskyldig
Lige nu er israelske F-35-fly på vingerne over Gaza med flere danskproducerede våbenkomponenter. De danskudrustede F-35-fly har kastet såkaldte megabomber på tætbefolkede områder og i områder, som israelsk militær ellers havde erklæret som “sikre zoner” for civile.
Det er måske især den risikovillige aktivisme, der kan rykke noget, fordi man viser, at man mener det alvorligt.
Megabomber vejer 900 kilogram og kan dræbe mennesker i et omfang på op til 365 meter, hvorfor Israels omfattende benyttelse af dem på hospitaler, moskéer, teltlejre og så videre er klokkeklare krigsforbrydelser, der i øvrigt har ført til titusindvis af dræbte civile. Drab som Danmark er aktiv medskyldig i.
Jeg er etnisk dansker født i Palæstina i 2001. Både min far og min mor arbejdede i Palæstina, da jeg blev født, og så med deres egne øjne den uretfærdighed, som palæstinenserne hver dag må udholde fra Israel. Vilkårlige fængslinger, vilkårlige drab, bosættelser, tortur, chikane og tvangsfordrivelser.
Efter fødslen tilbragte min forældre og jeg kun nogle måneder i Palæstina, før vi vendte hjem til Danmark, og foruden et længere besøg, jeg var på med min mor, da jeg var 10 år, har jeg ikke været tilbage siden. Jeg voksede op i trygge Danmark og lever i dag i fred og fordragelighed, mens palæstinensere på min alder nu under Israels folkemord bliver brutalt nedslagtet med Danmarks samtykke, og de andre forbrydelser fortsætter for fuld blæs.
Jeg har grædt
Jeg har grædt over det frygtelige i, at mit hjemland, Danmark, så aktivt bidrager til de uhyrlige massedrab i mit fødeland, Palæstina.
Jeg har grædt over, at mit smukke fødeland er i flammer, og at børn mister lemmer og liv på grund af danskproduceret våbenudstyr. Og siden våbeneksport til Israel suspenderes og bliver dømt ulovlig i flere og flere lande, er det mig fuldkommen umuligt at forstå, hvorfor den danske regering så stædigt insisterer på at fortsætte den danske våbeneksport til Israel og tilsyneladende hellere vil lade sig tvinge af domstolene til at stoppe end at gøre det selv.
Hvor bliver regeringens medmenneskelighed af?
Det var den ekstremitet, den umenneskelighed, den brutale apati, der drev mig og de andre aktivister til at vælge at sultestrejke for at stoppe regeringens medskyldighed i Israels forbrydelser.
Jeg selv følte en enorm desperation efter at gøre hvad som helst, der bare kunne rykke magthaverne en centimeter – det ville være det hele værd, fordi palæstinensernes lidelser er så ubærligt enorme. Og jeg følte et ansvar for at rykke mit hjemlands folkemorderiske politik, så mit fødeland stadig kan bestå.
Enorm bedrift
Selvom vi var tvunget til at stoppe, før regeringen gav efter, var det en enorm bedrift for os at få så mange forskellige nyhedsmedier til at skrive om, at danskudrustede fly har bombet tætbefolkede områder i Gaza. Det har højreorienterede og tabloidmedier som Berlingske og BT eksempelvis aldrig gjort før. Langt flere danskere fik på den måde afgørende information, som bidrager til at vende folkestemningen mod regeringens kurs.
Vi vidste gennem kilder på Christiansborg, at politikerne talte om os, og vi fik stillet kritiske spørgsmål til en lang række af politikere i regeringen, særligt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i en interaktion, vi fik filmet og sendt til pressen, der endegyldigt beviste, at Løkke ikke har nogen overbevisende svar på lovligheden eller menneskeligheden af dansk våbeneksport til Israel.
Man kan se videoen her.
Det nytter
For mig blev sultestrejken (endnu) et bevis på, at det nytter noget at sætte sin krop på spil i aktivistiske og politiske sammenhænge, lige meget om det er en sultestrejke eller andre yderligtgående aktioner/civil ulydighed, som vi eksempelvis for nylig har set i forbindelse med blokaderne mod Mærsk og Terma.
Det er måske især den risikovillige aktivisme, der kan rykke noget, fordi man viser, at man mener det alvorligt. Og det forpligter at være privilegeret.
Os aktivister i Danmark risikerer ikke tilnærmelsesvis det samme ved at sætte vores kroppe på spil eller blive arresteret, som andre palæstinaaktivister Jorden over gør. Eller som palæstinenserne risikerer, når de gør modstand mod besættelsesmagten. Vi har et ansvar for mennesker, der lider, særligt når vi er direkte impliceret i deres lidelse, og nogle gange kræver det ansvar at komme ud af sin komfortzone.
Mandela sagde om kampen mod apartheid i Sydafrika, at da almindelige, lovlydige demonstrationer mistede deres effektivitet, blev det nødvendigt at tage mere radikale midler i brug for at vinde.
Palæstinenserne kan ikke vente, hvis debatindlæg og demonstrationer alene ikke rykker noget – de udsættes for et folkemord lige nu. De sulter, de brænder, de bløder.
Så hvis regeringen, ATP, Mærsk, Terma, Northcom, Mydefence og SAAB Danmark stadig bidrager til palæstinensernes udslettelse, må vi tage radikale midler i brug for at få dem til at stoppe. Det betyder civil ulydighed, blokader, besættelser, strategisk hærværk, sulte- og arbejdsstrejker i kombination med almindelige demonstrationer og debatindlæg – hvad end der får tvunget dem til at stoppe.
Kærlighedsfyldt fællesskab
Det betyder ikke at være bange for at være upopulær. Men det betyder samtidig at have et kærlighedsfyldt fællesskab, der holder gejsten oppe og forhindrer udbrændthed.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg selv og de andre sultestrejkende havde gjort, hvis ikke vi havde haft nogle utrolige mennesker til at støtte os, til at købe vand og elektrolytter til os, til at transportere os, til at monitorere vores helbred, til at holde os med selskab og holde os godt kørende.
Det var noget af det bedste at opleve ved sultestrejken – hvor stærkt vi kan elske hinanden, hvor tætte bånd vi kan knytte, hvor meget vi kan være der for hinanden i et aktivistisk fællesskab, så kampen for et frit Palæstina kan fortsætte ufortrødent.
Det er de tre budskaber, jeg oven på sultestrejken vil dele med resten af den danske solidaritetsbevægelse: At risikovillig, radikal aktivisme virker, at man i vores privilegerede position i verden er moralsk forpligtet til at udføre den, og at man har brug for et omsorgsfuldt fællesskab for at lykkes med den.
Heldigvis er den danske solidaritetsbevægelse fyldt med modige, empatiske, fantastiske mennesker, og jeg er ikke i tvivl om, at vi i sidste ende vil vinde. Lad os derfor fortsætte kampen på enhver måde, der kan rykke magthaverne. For nederlag er ikke en mulighed.
Vi bliver ved og ved og ved, koste hvad det vil, indtil Palæstina er frit.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
12. juli 2024 | 06:27
