Læserbrev
Øhm….? I sidder i regering; sæt i gang! Stillede I krav til forbedring af forholdende i sundhedsvæsenet og trak støtten til regeringen, da den stoppede sygeplejerskernes strejke med lovindgreb?
Log ind for at svarePrivat velfærd er ikke bedre end offentlig velfærd
Mere frit valg mellem privat og offentlig velfærd vil blot forstærke de enorme udfordringer, vi oplever på velfærdsområderne, fordi det udhuler den offentlige velfærd.
|
Jeg tror, jeg vil starte denne klumme med en sjælden anerkendelse af Venstre og de øvrige borgerlige partier. For det er tilsyneladende lykkedes at give borgere indtryk af, at privat velfærd pr. definition altid er bedre end offentlig velfærd.
I årtier har det borgerlige svar på ansattes saglige klager over mangel på ressourcer været mere privatisering og effektivisering – godt hjulpet af CEPOS’ ublu fremhævelse af den private sektors fortræffelighed.
Mange borgere har tilsyneladende købt ind på ideen om, at så længe man bare har muligheden for at vælge et andet tilbud, så er alt godt. Og det betyder også, at borgerlige partier slipper afsted med at have ét eneste forslag til forbedringer af velfærdsområderne – nemlig mere frit valg (læs: mere privatisering).
Problemet er, at både konklusionen og løsningen er forkert. Det var forkert for 20 år siden – og det er om muligt endnu mere forkert i dag.
Frit valg forstærker udfordringerne
Der er ingen evidens for, at privat er bedre – og mere frit valg vil blot forstærke de enorme udfordringer, vi oplever på velfærdsområderne, fordi det udhuler den offentlige velfærd.
Det er især et problem, fordi det stadig er de offentlige sygehuse, som tager sig af de mest syge og mest komplicerede patienter.
Det er kommunerne, som har ansvaret for den hjemmesygepleje, som de fleste hjemmehjælpsmodtagere og beboere på plejehjem også har brug for.
Vi skal genskabe tilliden til, at vi vil prioritere velfærdsområderne. Det gælder ligeløn – men det gælder også arbejdsvilkår.
Det er den offentlige sektor, som uddanner velkvalificeret personale.
Det er den offentlige sektor, som sørger for beredskab, så vi kan modtages af kompetent personale på akutafdelingerne på sygehusene, hvis vi kommer til skade eller bliver akut syge.
Man skulle tro, at man med så vigtige samfundsopgaver, også ville nyde politisk anerkendelse og respekt. Men eksempelvis sygeplejerskers tydelige opråb er ikke blevet mødt med anerkendelse af det store flertal i Folketinget.
Borgerlige partiers svar på manglen på personale på sygehusene, på fødeafdelinger, i ældreplejen og andre steder er stadig mere privatisering. De har en blind tro på, at konkurrencen får de ansatte til at yde en ekstra indsats for at holde på patienterne (og deres job) til de vigtige specialiserede offentlige indsatsområder, som vi alle er så dybt afhængige af.
Et politisk ansvar
Men det er ikke de ansattes ansvar. Det er et politisk ansvar, og nu gør personalet det, som borgerlig økonomisk strategi tilsiger. De søger de stillinger, hvor de får den bedste løn og de bedste arbejdsvilkår.
Rigtig mange sygeplejersker og jordemødre har kapituleret overfor den manglende anerkendelse og søgt over i de private vikarbureauer, som har kronede dage – både på sygehusene og i ældreplejen.
Vikarbureauerne tjener godt – men det gør de ansatte også. Og den store efterspørgsel på vikarer ophæver de usikkerheder, som er forbundet med ansættelsesformen. I praksis betyder det, at ældre og syge oftere bliver mødt af vikarer i stedet for at fast og kendt personale. Det øger ikke kvaliteten – tværtimod.
Hen over sommeren kunne vi også lytte os til eksempler på, at man kunne få en væsentligt bedre løn på et privat sygehus. Berlingske havde endda hørt et eksempel på, at en sygeplejerske havde forbedret månedslønnen med 20.000 kroner. Så ved vi i det mindste, at de tjener godt på behandlingen. Måske er det endda for dyrt – men for borgerlige partier er privat tilsyneladende vigtigere end pris.
Vi ved også, at man slipper for mange vagter, for patienterne på de private sygehuse er planlagte og ikke-akutte patienter og mange kan klare sig med ambulant behandling.
Det giver færre aften, nat og weekendvagter. Også her er der gode chancer for fast arbejde. Flere og flere ældre øger de lange ventelister, så der er “kunder i butikken”, langt ud i fremtiden – og det kræver mere personale.
Det personale kan kun rekrutteres fra de offentlige sygehuse. Det betyder til gengæld, at man på de offentlige sygehuse har færre ansatte til at deles om de umage vagter – og patienterne er tilmed tungere.
Risiko for kollaps
Mangel på personale har hen over sommeren resulteret i nedlukning af sengepladser på de offentlige sygehuse – og det øger ventelisterne og giver flere “kunder” til de private sygehuse. Situationen på de offentlige sygehuse er alvorlig. Her kan man ikke bare afvise at tage nye patienter – men risikoen for kollaps er overhængende.
Vi har brug for at uddanne mere personale til velfærdsområderne – og ikke mindst til sundhedsområdet. Men med små ungdomsårgange er der rift om de unge på uddannelsesinstitutionerne, og i år så de unge desværre ikke sundhedsområdet som et attraktivt fagområde.
Hvis vi skal ændre på det, skal vi genskabe tilliden til, at vi vil prioritere velfærdsområderne. Det gælder ligeløn – men det gælder også arbejdsvilkår. Flere skal deles om de umage vagter. Teamet på de respektive afdelinger skal bestå af faste kolleger – og nok af dem. Man skal kunne regne med, at en fridag er en fridag – og det skal være muligt at holde ferie med familien. Men det haster!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. august 2022 | 08:53
