Læserbrev
Prisen for at redde bankerne
Under finanskrisen i 2008 var Danske Bank og en række andre banker ved at gå konkurs, men blev reddet af staten. Bankerne og skiftende regeringer har i årevis påstået, at redningen af bankerne gav overskud for statskassen. Det har Enhedslisten hele tiden afvist. Nu er vi blevet lidt klogere, efter at Rigsrevisionen har set på sagen.
|
Danske Bank og andre banker var ved at gå konkurs under finanskrisen i 2008. Det ved vi. Staten reddede bankerne. Det ved vi også. Men vi ved ikke, hvad redningen kostede skatteyderne. Bankerne og skiftende regeringen har i årevis påstået, at redningen af bankerne gav overskud for statskassen. Det har Enhedslisten hele tiden afvist. Store udgifter var udeladt i det smukkeserede regnestykke.
Det skulle heller ikke frem, at krisen ramte Danmark meget hårdere end vores nabolande på grund af den borgerlige regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen.
Enhedslisten har flere gange spurgt til centrale dokumenter, der kunne vise, hvad det kostede. Flere ministre nægtede, men da vi fik Rigsrevisionen til at se på sagen, blev vi lidt klogere. Ikke mindst da Finansministeriet pludselig fandt et afgørende dokument, der hidtil havde været hemmeligt. Der var en aftale mellem ATP og staten.
Men først lidt baggrund. Op til finanskrisen havde bankerne fundet en fed fidus. De kunne låne penge i USA til en lav rente og låne dem ud til danskerne til en meget højere rente. Fortjenesten var stensikker, så længe det gik godt.
Problemet var bare, at lånene i USA havde kort løbetid. Det vil sige, at de hele tiden skulle fornys. Men finanskrisen stoppede den trafik. Der var lukket for at låne nye dollar. Bankerne skulle derfor finde likvide dollar til at betale lån, der udløb, men det kunne de ikke. Det var enorme beløb, det drejede sig om. Danske Banker, særligt Danske Bank, skyldte dollar for 400 milliarder kroner.
Bankpakke 1
Her kommer staten ind i billedet. Hele den danske banksektor var ved at smelte ned. Roskilde Bank var kun den første, mange andre havde tvivlsomme forretninger, der truede deres eksistens, og problemerne bredte sig som ringe i vandet. Derfor måtte staten vedtage Bankpakke 1: Den garanterede for alle, der havde penge stående i bankerne, så folk ikke trak dem ud. Garantien gjaldt også dem, der havde lånt penge til bankerne. Samlet omfattede garantien 4.200 milliarder kroner, mere end to gange BNP (bruttonationalproduktet) dengang.
Gælden i USA var særlig giftig. Bankerne havde skrevet under på, at blev blot et af disse dollarlån misligholdt, kunne en stribe tilsvarende lån forfalde til øjeblikkelig indfrielse. En krav om straks at skulle indfri lån for milliarder at dollar kunne den danske valutakasse ikke umiddelbart honorere. Dermed var det ikke bare bankerne, men staten, der var i problemer.
Bankpakke 1 stillede, med bankens egne ord, ”potentielt store krav til Nationalbankens valutareserve”. Her kommer ATP-aftalen ind. ATP havde en masse værdipapirer i udenlandsk valuta, som de kunne sælge, med den effekt at valuta i store mængder kom ind i Nationalbanken. Vi taler om valuta for 110 milliarder kroner, der kunne veksles til dollar.
Der var bare én hage ved aftalen. ATP krævede som modydelse, at staten udstedte et 30-årigt statslån til en høj rente. Den slags lån havde Nationalbanken aldrig før udstedt, de var for dyre, mente man. Men efter aftale mellem ATP og daværende finansminister, Lars Løkke Rasmussen, udstedte banken lånet. Følgen var en renteudgift på 120 milliarder kroner frem til 2039. Renter de danske skatteydere betaler år efter år.
Hemmelig aftale
Det var nødvendigt at redde bankerne, ellers var følgerne for det danske samfund uoverskuelige, men hvorfor skulle aftalen med ATP og udgiften til lånet holdes hemmelig? Så hemmelig, at ministre på stribe afviste, at aftalen eksisterede og misinformerede Folketinget.
Den umiddelbare forklaring er, at det ikke måtte komme frem, hvor meget det kostede at redde bankerne. Det skulle heller ikke frem, at krisen ramte Danmark meget hårdere end vores nabolande på grund af den borgerlige regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen. Den tillod bankernes farlige fidus og førte en økonomisk politik, der måtte føre til krise. Men når økonomer advarede mod udviklingen, sagde Anders Fogh de berømte ord: Økonomerne skulle skrive lærebøgerne om.
Massearbejdsløshed og tabte værdier for milliarder var følgen af den holdning. Det er ikke ”kun” katastrofale krige, Fogh har ansvaret for.
21. maj 2022 | 07:13
