At være palæstinenser i Danmark betyder, at du altid bærer en del af dit hjemland med dig. For mig er det ikke kun en identitet, men en mission.
Jeg har familie i Gaza, og jeg er konstant vidne til de menneskelige tragedier og den uretfærdighed, som finder sted. Jeg ser børn, der vokser op i frygt, familier, der mister alt, og en befolkning, der bliver nægtet de grundlæggende rettigheder, som vi andre tager for givet.
Derfor står jeg på gaden. Derfor holder jeg mikrofonen og råber for retfærdighed. Det er en nødvendighed, ikke et valg.
Når vi organiserer demonstrationer for Palæstina i Danmark, skaber vi ikke kun en platform for os selv. Vi skaber en stemme for dem, der ikke har mulighed for at blive hørt.
De mennesker, der sidder fanget i Gaza eller på Vestbredden, har ingen vej ud, men vi her i diasporaen kan bruge vores frihed til at fremhæve deres lidelser.
Det at gå på gaden i København, Aarhus og andre byer i Danmark er en måde at vise solidaritet på. Vi er ikke kun palæstinensere, der kæmper for vores land, men vi er også danskere, der kæmper for menneskerettigheder.
Vi er alle forskellige, men vi er forenet i én kamp. For Palæstina. For frihed. For lige rettigheder.
Danskere, arabere, muslimer, jøder, kristne og mennesker fra alle baggrunde mødes for én sag: Retfærdighed og frihed for Palæstina.
Når vi går på gaden, er det ikke kun en symbolsk handling. Demonstrationerne sender en kraftfuld besked til politikere, medier og den brede offentlighed.
Vi kræver, at verdenssamfundet vågner op. Vi kræver, at Danmark tager et tydeligere standpunkt og ikke længere accepterer uretfærdighed med stilhed.
Aktivismen har mange ansigter. For mig er det at planlægge og stå på scenen og tale foran tusinder af mennesker den ultimative form for aktivisme samt at skrive. Det er en følelse, der er svær at beskrive. Når jeg står på scenen og kigger ud over en menneskemængde, der er samlet for retfærdighedens skyld, føler jeg styrke.
Den styrke kommer fra fællesskabet. Vi er alle forskellige, men vi er forenet i én kamp. For Palæstina. For frihed. For lige rettigheder. Jeg mærker folks håb, deres vrede og deres vilje til at kæmpe videre. Det er dét, der holder mig kørende.
Demonstrationerne har også en helbredende effekt for os i diasporaen. Mange af os lever med en konstant følelse af magtesløshed, når vi ser, hvad der sker med vores familier og venner i Palæstina.
Når vi samles, føler vi os mindre alene. Vi bliver mindet om, at vi ikke er de eneste, der bærer denne smerte og kamp.
For mig er kampen for Palæstina personlig. Min familie er i Gaza, og jeg ved, hvordan det er at leve med frygten for, at en bombe kan tage alt fra dem når som helst. Men det er ikke kun en personlig kamp; det er en kamp for universelle værdier. Frihed, retfærdighed og lige rettigheder er ikke kun for nogle få udvalgte. De er rettigheder, der tilhører os alle.
Det er vigtigt, fordi verden har vendt det blinde øje til alt for længe. Vi hører store ord om menneskerettigheder, men handlingerne udebliver. Når vi går på gaden, minder vi folk om, at dette ikke er en konflikt mellem to lige parter. Det er en kamp mellem en undertrykker og de undertrykte. Og hvis vi tier, bliver vi medskyldige.
Jeg kan ikke lade være, fordi jeg ved, at min stemme kan gøre en forskel. Når vi råber, når vi holder bannere op, når vi marcherer gennem gaderne, skaber vi opmærksomhed. Vi tvinger medierne til at dække sagen, vi presser politikerne til at tage stilling, og vi viser verden, at vi ikke vil give op.
Vi står over for en lang kamp. Intet ændrer sig fra den ene dag til den anden. Men hver demonstration, hver tale, hver artikel og hvert råb gør en forskel. Hver eneste handling, stor som lille, bidrager til den bølge, der en dag vil føre til frihed og retfærdighed for Palæstina.
Mit håb er, at vi fortsat kan bygge bro mellem det danske samfund og den palæstinensiske sag. At vi kan oplyse flere mennesker om, hvad der virkelig sker, og mobilisere endnu større støtte.
Som palæstinenser i Danmark føler jeg et ansvar for at holde denne kamp i live. Ikke kun for min egen skyld eller min families skyld, men for hele mit folks skyld. Jeg er stolt af at være en del af denne bevægelse, og jeg vil fortsætte med at kæmpe, indtil vi ser et frit Palæstina.
Hvis du endnu ikke har deltaget i en demonstration, så kom og vær med! Du vil opdage, hvor stærk solidariteten kan være, og hvordan vi sammen kan gøre en forskel.
For retfærdighed! For frihed! For Palæstina!
Denne er blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. februar 2025 | 11:07
Hvad er palæstinensernes holdning til kvinders retsstilling? Hvordan forholder de sig f.eks. til dette? = https://www.theguardian.com/global-development/2025/feb/19/off-air-one-by-one-the-taliban-are-removing-womens-voices-from-afghan-radio
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
