Kommentar
Overenskomster er fundamentet
Desværre falder medlemstallet i fagbevægelsen, og flere vælger de gule splittelsesorganisationer eller vælger at stå helt uden for enhver organisation. Det ser faretruende ud i forhold til at bevare "den danske model", skriver Karsten Hønge i denne blog.
|
Dette forår har netop vist vigtigheden af stærke fagforeninger og i det hele taget af at have et organiseret og reguleret arbejdsmarked. Nye overenskomster mellem fagforbund og arbejdsgiverne er i hus, og 850.000 lønmodtagere er omfattet af aftalerne. Det er styrken og vitaliteten i den, som vi stolt kalder “den danske model”.
Medlemmernes beslutninger gennem urafstemninger viser overenskomsternes solide fundament. Man kan altid ønske sig mere, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at netop Danmark er et af de lande i Europa, som hurtigst har genvundet reallønnen efter inflationsbølgen.
Det er medlemmerne af fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne, som ejer overenskomsterne, og det er parterne, som indtil næste fornyelse vedligeholder og forsvarer disse aftaler. Det giver tillid, ansvarlighed, dynamik og fleksibilitet.
Robust, men også sårbart system
Men dette geniale system fungerer kun, så længe både lønmodtagere og arbejdsgivere er organiserede. Vi har et robust system, men det er samtidig sårbart, for det står og falder med, at hver enkel lønmodtager tager det solidariske valg at stå sammen med sine kolleger i fagforeningen.
Desværre falder medlemstallet i fagbevægelsen, og flere vælger de gule splittelsesorganisationer eller vælger at stå helt uden for enhver organisation. Det ser faretruende ud.
I alle lande er der en direkte sammenhæng mellem fagforeningernes styrke og graden af velfærd for den brede befolkning.
Det truende kviksand stiger, og udviklingen skal ændres, hvis vores succesfulde model for arbejdsmarkedet skal overleve. Ordnede, regulerede og civiliserede forhold overlever kun, hvis lønmodtagerne melder sig ind i de overenskomstbærende fagforbund. Hvis udviklingen ikke vendes, bliver vi ramt frontalt af et godstog, for det er et hasardspil om de gode vilkår, som er opnået på arbejdsmarkedet og i velfærdssamfundet.
Det handler om fællesskab, lighed, fairness, solidaritet og samfundets sammenhængskraft. I alle lande er der en direkte sammenhæng mellem fagforeningernes styrke og graden af velfærd for den brede befolkning. Høj produktivitet og et finmasket samarbejde mellem parterne på arbejdsmarkedet, både det private og offentlige, er gåsen som lægger guldæggene til velfærdssamfundet.
Vi genkender dem på lang afstand. Især på de unaturligt lange tynde arme. Ærmerne er for korte, fordi de altid er i gang med at rage til sig, når de bøjet over bordet gafler alle de fordele, som andre har skaffet til fællesskabet på arbejdspladsen. Armene er tynde, for knokleriet med at skaffe goderne i overenskomsterne og i forhandlinger med politikerne, ja, det deltog de ikke i.
Solidaritet og samfundssind
Du ved, hvem jeg taler om, ikke? Det er de nærige kolleger, som falder under radaren, forsøger at gøre sig usynlige og som helst skifter samtaleemne, når de organiserede lønarbejdere igen-igen har lavet aftaler med forbedringer. Bagefter står de i kø for som de første at indkassere godterne.
De sidder bag på tandemcyklen med benene oppe, mens medlemmer af rigtige fagforeninger træder i pedalerne. Splittelsesorganisationer som Krifa, Det Faglige Hus, Frie Funktionærer og ASE Lønmodtager underminerer selve velfærdssamfundet, og så kan de ovenikøbet trække deres kontingent fra i skat. Først tager de “gule” røven på de organiserede lønmodtagere, og derefter tager de røven på skatteborgerne.
Hvis antallet af “free riders” vokser endnu mere, og de organiserede bliver et mindretal, falder “den danske model” sammen. Det ødelægger fleksibiliteten for lønmodtagerne og virksomhederne, og den dynamiske økonomi flader ud. Hvis først den kostbare porcelænsvase er smadret i tusind stykker, kan den ikke limes sammen igen og fungere som før.
Nye overenskomster, faglige uddannelser, efteruddannelse, et bedre arbejdsmiljø, kamp mod social dumping og så videre og så videre kommer ikke af sig selv. Det kommer kun, fordi vi har stærke fagforeninger, som presser på både over for arbejdsgiverne og politikere i Folketing og kommunalbestyrelser.
Medlemskab af en fagforening handler om fællesskab, hvor kontingent er noget, vi giver til hinanden. Det kalder vi solidaritet. Skat er noget, vi giver til hinanden. Det kaldes samfundssind. Faglig solidaritet og samfundssind er i familie med hinanden.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
22. april 2025 | 07:56
