Orbáns nederlag handler om mere end blot Ungarn
Vi bør være bedre til at bruge det, når den yderste højrefløj lider nederlag – ikke mindst når det sker for et styre som ungarske Viktor Orbáns, skriver Per Clausen.
Det vakte smil og jubel over store dele af Europa, da det stod klart, at Ungarns mangeårige leder, Viktor Orbán, havde tabt parlamentsvalget og dermed også regeringsmagten.
Fra venstrefløjen og helt over til dele af den “normale” højrefløj blev sejren hilst velkommen og indgød håb og optimisme.
Jeg skal da også gerne indrømme, at jeg var en af de mange, der fejrede den mere og mere autoritære Orbáns fald. Det gjorde jeg, dels fordi det generelt altid er en god dag, når en despot falder, dels fordi jeg havde en idé om, at det ville få betydning langt ud over Ungarns grænser.
Orbán-styret har med sine 16 år ved magten ikke mindst været et stadigt vigtigere symbol for det yderste højre.
Men hvorfor nu det? For sammenligner man politikkerne fra den kommende afløser, Orbáns tidligere allierede Peter Magyar og hans Tisza-parti med det afgående Fidesz, er der faktisk ikke så mange og åbenlyse forskelle at spore. Nej, det handler om den effekt, det ungarske styre har udøvet på det yderste højre i ikke bare Europa, men sågar også USA.
Det har det, fordi det ikke alene har tjent som symbol på, at det yderste højre kan have regeringsmagten, men også fordi det i massiv grad har støttet EU’s yderste højre med både penge og logistik.
Et eksempel er den kontroversielle ungarske MCC-tænketank, der anses som Orbáns forlængede arm, og som blev brugt til at sprede idéer og støtte det yderste højre mange steder. Alene deres Bruxelles-kontor har et årligt budget på 6 millioner euro – mere end 40 millioner kroner. Men den tænketank vil den nye regering nu fjerne fra statsbudgettet, og dermed indskrænkes, hvad der har vist sig som, et vigtigt værktøj for de såkaldte “patrioter” og deres partier – fra Dansk Folkeparti til Orbáns Fidesz.
Her stopper det dog ikke. For den kommende ungarske leder løftede i en tale kort efter valget lidt af sløret for, hvor stor støtten uden for landets grænser har været. Han sagde således direkte, at Ungarn ville stoppe med at blande sig i andre landes interne forhold. Derefter fulgte han op med eksempler, der måske nok vil være nye for mange; han nævnte Frankrig, Spanien, Slovakiet – og Balkan-landene.
Alene derfor handler resultatet også om andet og mere end situationen i Ungarn – og bør fejres som sådan, også selv om vi ikke kan forvente os de store ændringer i meget politik fra konservative Magyar.
Den yderste højrefløjs skrøbelige ego?
Men også på det symbolske plan er det vigtigt. For Orbán-styret har med sine 16 år ved magten ikke mindst været et stadigt vigtigere symbol for det yderste højre. Symbolet og eksemplet på at de kunne få magten, holde på den og sprede deres idéer, på at de sad med ved bordet, og på at de var en magtfaktor.
Det symbol er nu faldet, og det er vigtigt, ikke mindst fordi vi skal huske på, hvor skrøbeligt højrefløjens ego faktisk ofte er. De er afhængige af at tale sig selv op og elsker at skabe et (falskt) narrativ om, at de har fremgang overalt. Vi så et eksempel på dette efter det danske valg, hvor flere på det yderste højre var hurtige til at fokusere på DF’s fremgang som noget helt fantastisk (for højrefløjen).
Ja, selv Viktor Orbán var ude at kommentere på DF’s resultat med ordene:
– Tidevandet vender i Danmark, og patrioter vinder frem over hele Europa.
Fælles var det, at de fokuserede på, at Orbáns danske partikammerater mere end tredoblede deres stemmetal. Hvad de glemte i den forbindelse er, at det ganske vist skete – men fra et historisk lavpunkt for Dansk Folkeparti.
Tænker man på, hvor absurd DF var engang, er det straks mindre imponerende. For hvor de i 2015 nåede op på utrolige 21 procent af stemmerne, fik de ved valget i marts “kun” det noget mere beskedne 9,1 procent som resultat.
Selv hvis man kombinerer stemmeandelen for Bojes parti (Borgernes Parti, red.), DF og Støjbergs Danmarksdemokraterne, opnåede de tre partier sammenlagt et dårligere resultat (17 procent), end hvad DF gjorde på egen hånd for lidt over 10 år siden.
Sådan kan man finde andre eksempler fra andre lande som eksempelvis Holland, hvor det yderste højre er mildt på retræte.
Det er eksempler, vi skal huske, og som vi skal bruge, for når det yderste højre og deres grimme venner mener, fremtiden tilhører dem, og påstår, de ikke gør andet end at vinde frem, er det godt at have eksempler, der klart viser det modsatte.
Dermed ikke sagt at vi ikke skal tage faren fra højrefløjen alvorligt, for det skal vi. Men, vi bør også være bedre til at bruge det, når den lider nederlag – og ikke mindst når det sker for et styre som Orbáns.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19% af 750.000 DKK
139.989 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
