Udtalelse
Opgør med svinelandbruget
Modstanden mod svineproduktionens forurening må fortsætte, skriver Henrik Herløv Lund.
|
Ved folketingsvalget blev landbruget et større tema, og det var der mange grunde til – men først og fremmest landbrugets massive, men for dem selv udgiftsfrie forurening.
Hvad der så kommer ud af valget, er desværre måske en anden sag?
Men det er afgørende vigtigt at fastholde debatten og presset.
Landbruget en kæmpe miljøbelastning
Det er en velkendt kendsgerning, at landbruget sidder på 60 procent af Danmarks areal, som for 70 procents vedkommende bruges til at dyrke dyrefoder. Hvilket i sig selv skaber det store problem, at natur og biodiversitet fortrænges til meget lidt plads.
Hertil kommer, at industriel svineproduktion gennem de seneste årtier er accelereret helt vildt, en svineproduktion på speed.
Svinelandbruget producerer nu 40 millioner svin om året – og planlægger at vokse med yderligere ti millioner.
Den helt overhåndtagende dyreproduktion i lille Danmark skaber massiv forurening og ødelæggelse af miljøet.
Den enorme gylleproduktion og det store gødningsforbrug til produktion af foder til alle disse svin resulteret i en kaskade af kvælstof, nitrat og ammoniak ud i landbrugenes omgivelser. 70 procent af udledt kvælstof kommer fra landbruget.
Alt for meget heraf ender i vores vandløb, søer og kystvande med de velkendte, men tragiske konsekvenser i form af algevækst, iltsvind, fedtemøg og er for 70 procents vedkommende årsag til det døde hav.
Vandmiljøet er blevet en kloak for svineindustrien.
En trussel mod rent drikkevand
Andre dele af denne forurening fra landbruget gødning ender i grundvandet og drikkevandet og oven heri kommer så forurening af samme fra landbrugets igennem årtier udstrakte brug af sprøjtegifte på markerne.
Til sammen udgør disse forureninger en alvorlig trussel mod menneskers og dyrs sundhed: Nitratindtag medfører risiko for kræft, ammoniak for luftvejssygdomme og sprøjtegifte for diabetes – blandt andet.
Hertil kommer truslen fra cocktaileffekten af alle disse forureninger. En rapport fra Miljøministeriet og forskere har for nylig fastslået, at rensning af drikkevandet vil koste 6 – 18 milliarder kroner.
Landbruget er en mega trussel både mod drikkevand og samfundsøkonomi.
“Den grønne Trepart” tilsigter heroverfor at skabe mere plads til natur og reducere gødningsudledning gennem udtag af 390.000 hektar landbrugsjord, hvilket i sig selv er positivt.
Men bortset fra spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang dette realiseres samt ikke mindst, om det i sig selv er tilstrækkeligt, så truer landbrugets planer om at udvide med yderligere ti millioner mere svin med at neutralisere disse tiltag.
Også en stor klimabelastning
Den grønne Trepart har også som erklæret hensigt at reducere landbrugets klimabelastning gennem udledning af drivhusgasser.
Men afgiften er med 125 kroner per ton udledt CO2e i 2023 seks gange lavere end for industrien og indfases tilmed først i 2030, så den positive effekt på udledningen af landbrugets klimagasser bliver i bedste tilfælde minimal.
Det er afgørende vigtigt at fastholde debatten om og presset mod svinelandbruget.
Og det er ikke forureneren – landbruget – der betaler: Landbruget friholdes, idet skatteborgerne får lov at betale.
Ifølge planen selv 44 milliarder kroner, men ifølge uafhængige eksperter mellem 50 og 60 milliarder. Aftalen er dermed for lidt, for sen og for dyr. Og tilmed freder Den grønne Trepart reelt svinelandbruget.
Det store miljø- og klimaproblem er jo antallet af dyr i landbruget, men Den grønne Trepart rummer ingen grænse for antallet af dyr i landbruget, men indbefatter tværtimod en “opmuntring” til svineproduktionen i form af en økonomisk præmie per slagtet svin (i Danmark).
Landbrugets nærmeste lider – dyr og mennesker
Landbruget vil gerne fortælle en historie om, at “vi skaber fødevarer til danskerne”. Men intet er længere fra sandheden. Ikke bare anvendes størstedelen af landbrugsarealet til produktion af dyrefoder, men størstedelen af den enorme svineproduktion går til eksport.
Hvor det danske landbrug ikke konkurrerer på kvalitet, men på lav pris. Prisen herfor betaler ikke mindst grisene i svinelandbruget.
De spærres inde i kæmpe dyrefabrikker med meget lidt plads, hvilket ifølge landbruget nødvendiggør halekupering og – for søernes vedkommende – ovenikøbet fiksering store dele af tiden, hvorfor de får brok, sår og så videre.
Og fordi svinene er fremavlet til at føde flere grise, end de har patter, pumpes de alt for mange smågrise med penicillin, men alligevel dør (naturligvis) dagligt 25 – 30.000 af dem.
Også mennesker i landbrugets vold lider under svinelandbruget. I landdistrikterne lider de under, at de små gårde forsvinder, og at gårdene bliver lagt sammen til industrier uden mennesker – ud over de få, der betjener maskinerne. Landdistrikterne er reelt blevet til industriområder, men uden at det giver særligt mange arbejdspladser lokalt – slagterierne for eksempel ligger langt væk eller er sågar flyttet til lavtlønslande.
Og oven i kæmper landdistrikterne med store gener i form af gylle stank, nitrat – og algebelægninger, sprøjterester, tung trafik fra maskiner og store, døde monokulturmarker uden liv, mens fugle og insekter forsvinder.
Landbruget på støtten
Landbrugets interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, vil gerne som modbillede fremstille landbruget som en hjørnesten i samfundsøkonomien.
Men landbruget som primærerhverv beskæftiger kun under to en halv procent af arbejdsstyrken i Danmark (og tilmed for en betydelig dels vedkommende underbetalte udlændinge på korte ophold) og bidrager med kun 1,2 procent af BVT meget lidt til værdiskabelsen i Danmark.
Selv inklusiv de store landbrugsselskaber bliver det kun til 3,1 procent af BVT og 3,8 procent af beskæftigelsen. Tilmed er landbruget i sig selv en dårlig forretning, der i lange perioder kun er blevet holdt oppe af massiv offentlig støtte.
Og landbruget er en underskudsforretning for samfundet: De årlige udgifter til landbruget andrager omkring 15 milliarder, mens landbruget årligt kun betaler omkring 6,5 milliarder kroner i skatter.
Hertil kommer de af landbruget ubetalte, men massive omkostninger for samfundsøkonomien, som foranlediges af landbrugets mange skadevirkninger, “eksternaliteter”: Miljøforringelse, klimaforandringer, sundhedsskader, tab af biodiversitet/natur og så videre.
Opgjort i dagens priser løber disse omkostninger herved op i yderligere mellem 22,5 og 31,5 milliarder kroner årligt – oven i statsstøtten.
Uforholdsmæssig stor politisk indflydelse
Man kan undre sig over, at landbruget har fået lov at udvikle sig sådan. Landbruget af i dag er en industri, men andre industrivirksomheder i Danmark er kraftigt reguleret – også af EU – og har stort set fået styr på deres forurening ved kilden.
Landbruget derimod har kunnet smyge sig udenom.
Det skyldes ikke mindst, at landbruget i forhold til sin reelt lille økonomiske betydning har en uforholdsmæssig stærk politisk indflydelse.
Landbruget – og ikke mindst de store svinebaroner – finansierer en stor og stærk lobbyorganisation, Landbrug & Fødevarer, som har fået sig selv centralt placeret i det politiske system.
Men nok så vigtigt har landbruget oveni en “politisk arm”, partiet Venstre, der i kraft af sin centrale placering i den borgerlige lejr og på Christiansborg effektivt har beskyttet landbruget mod regulering og mod at skulle betale for sin forurening.
Tilmed har landbruget nu fået en yderligere beskytter i Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne.
Sker der noget?
Svinelandbruget er blevet en gøgeunge i Danmarks rede, der fortrænger og ødelægger alt omkring sig. Der er altså et kæmpe behov for et opgør med svinelandbruget og dets politiske beskyttere.
Men som folketingsvalget faldt ud uden et rødt flertal til at gennemsætte det, er det et stort spørgsmål, om der kan skabes et flertal for denne “nødvendige miljøpolitik”.
Derfor er det afgørende vigtigt udefra at fastholde debatten om og presset mod svinelandbruget.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. marts 2026 | 05:35
