Om at diskutere Ukrainekrigen
Putin bærer selvfølgelig ansvaret for at have sendt militær ind i Ukraine. Ingen tvivl om det. Men invasionen kom ikke ud af den blå luft, den havde en forhistorie. Den er det vigtigt at kende, hvis vi overhovedet skal finde en vej ud af denne situation.
Vi er nu i fjerde måned med krig i Ukraine. Og vi er længere væk fra freden end nogensinde. Tværtimod synes det at blive stadig vanskeligere at se en udvej af tragedien.
Jeg kommer desværre ikke i denne globale kommentar med en sikker opskrift på freden. Det ville have gjort mig mere fortjent til Nobels fredspris end mange af dem, der tidligere har modtaget den.
Putin bærer selvfølgelig ansvaret for at have sendt militær ind i Ukraine. Ingen tvivl om det. Men invasionen kom ikke ud af den blå luft, den havde en forhistorie. Den er det vigtigt at kende, hvis vi overhovedet skal finde en vej ud af denne situation. Især USA bærer også en stor del af ansvaret for tragedien.
Jeg mener, at vi må forvente, at vores politikere, debattører og eksperter debatterer på et oplyst og rationelt grundlag. Hvordan kan vi ellers træffe rationelle beslutninger? Lad mig her nævne bare et par udbredte misforståelser om forhistorien.
Forhistorien
For det første: Rusland under Putin har ikke på noget tidspunkt ønsket at indlemme hele Ukraine i et fornyet Russisk Imperium eller Sovjetunionen 2.0. En sådan ambition kan ikke påvises, omend der kan være passager i nogle af hans taler, der måske kan tolkes i forskellige retninger.
Temaet for Rusland i forhold til Ukraine er først og fremmest Ukraines NATO-tilhørsforhold. Der har Putins side til gengæld været forbilledlig klar.
Første gang, Ukraines NATO-medlemskab formelt kom på banen, var i april 2008 på NATO-topmødet i Bucharest, Rumæniens hovedstad.
Putin var inviteret med – han var rasende over invitationen til Ukraine og Georgien om NATO-medlemskab. Han advarede om, at det ville ende galt. Få måneder senere var der krig i Georgien.
I øvrigt er det ganske interessant, at kun 17 procent af den ukrainske befolkning i 2008 så NATO som en beskyttelse, omtrent halvdelen af befolkningen så det som en trussel, viser World Gallup.
Det var altså amerikanerne, der insisterede på ukrainsk NATO-medlemskab, ikke den ukrainske befolkning, der pressede på nedefra. Hvis ikke amerikanerne havde insisteret, havde Krim formentlig været en del af Ukraine i dag, ligesom der næppe heller ville have været krig.
Maidan, Minsk II og det uløste problem i Donbass
Næste kapitel kom med Maidan-oprøret i februar 2014. Det var uden tvivl teknisk set et kup, uanset hvor mange buzz words man fylder på om civilt samfund, værdighed, retssamfund og demokrati.
Maidan-kuppet satte fut i NATO-integrationen, samtidig med at den udgrænsede mange af de politiske kræfter, der havde været imod NATO, især fra den østlige del af landet.
I februar 2015 indgik Tyskland, Frankrig, Rusland, Ukraine og de to østlige udbryderrepublikker Donestsk og Lugansk en aftale om en fredelig løsning på krigen i Donbass: Minsk II. Minsk II var en vigtig aftale, hvis indhold ofte fordrejes i medierne.
For Rusland handler det om NATO-medlemskab og om den vedvarende krig i Donbass, ikke om Putins verdensfjerne drømme om en stor fortid.
Fra Putins side var der tale om en aftale, der skulle sikre de to republikkers genintegration i Ukraine! Forudsætningen var, at Ukraine skulle ændre sin forfatning, så den gav mulighed for autonom status blandt andet for disse to områder.
Den daværende ukrainske præsident, Petro Poroshenko, forsøgte at få en ny forfatning igennem i parlamentet. Men flere ekstremistiske bevægelser og partier demonstrerede voldsomt og bragte en bombe til sprængning ved indgangen til parlamentet, ligesom de truede med at dræbe præsidenten, hvis han fortsatte i dette spor.
Siden dengang har ingen ukrainsk præsident bare forsøgt at efterleve de ukrainske forpligtigelser, selvom aftalen blev ophøjet til FN-politik. Tyskland og Frankrig har ikke på noget tidspunkt presset Ukraine til at efterleve aftalen. Putin er på hjemmefronten blevet kritiseret for at være for naiv ved at tro på Tyskland og Frankrig.
Sammen med NATO-medlemskabet er det uløste problem i Donbass en krig med 14.000 dræbte, heraf mange østukrainske civile, den væsentligste årsag til Putins endelige beslutning.
Endnu en blind plet
Lad os kigge på endnu en for mange i Vesten blind plet, nemlig udbygningen af NATO-strukturer i Ukraine. NATO har efter 2015 uddannet i snit cirka 10.000 ukrainske soldater hvert år. Der er hvert år blevet gennemført flere militærøvelser med NATO og den ukrainske hær. Og fra 2017 begyndte USA – under Donald Trump i øvrigt – at levere tunge våben til Ukraine. Tyrkiet begyndte at sende avancerede droner og mere af samme skuffe.
I marts 2021 erklærede den ukrainske regering, at den ønskede at genindlemme ikke bare Donbass, men også Krim med militær magt.
Og den 16. februar 2022, altså nogle dage før Putins beslutning om at sende tropper ind i Ukraine, lancerede den ukrainske regering en offensiv i Donbass med en voldsom stigning i antallet af bomber, blandt andet mod civilbefolkningen, oplyser OSCE.
For Rusland handler det om NATO-medlemskab og om den vedvarende krig i Donbass, ikke om Putins verdensfjerne drømme om en stor fortid.
Det undskylder ham ikke, det er ikke et forsvar for Putins politik. Men hvis vi ikke tager det med i betragtning i en kommende fredsordning, kan vi risikere det, der er langt værre, nemlig den store krig, og det med nogle våben vi knapt har set anvendt endnu, og hvis konsekvenser ingen normale mennesker ønsker at tænke til ende.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
