På trods af god udvikling
OK24 – det bliver et slagsmål på de indre linjer
Ved trepartsaftalen accepterede fagtoppen, at alle resultater forlods er blevet sammenkædet. Det bliver derfor spændende at følge, om solidariteten mellem højt- og lavtlønnede holder ved OK24.
|
Kommende overenskomstforhandlinger er altid set på med stor spænding.
Bliver arbejdernes krav om højere løn, en kortere og mere familieorienteret arbejdstid og større tryghed i ansættelsen nu endelig indfriet, eller kommer kapitalens modsatrettede interesser om øget fleksibilitet og maksimering af profitten til at præge resultatet?
Ender det hele med et resultat, hvor medlemmerne i de enkelte faggrupper får lov til selv at bestemme, om et indgået forlig er godt nok, eller vil man ofre en del af sit eget indbetalte fagforeningskontingent på at forsøge at kæmpe sig til mere?
Eller fratages man denne mulighed, fordi alle forlig sammenkædes og dermed umuliggør en enkelt gruppe at tage denne kamp?
At den frie forhandlingsret i 3-parten blev afløst af et diktat om sammenkædning gør, at vi har bevæget os ind på en meget farlig vej, hvor fremtidig politisk indblanding kan vise sig at blive yderligere markant.
Ja – her ved de offentlige forhandlinger ved OK24 er det sidste spørgsmål jo af den mest opsigtsvækkende årsag jo allerede afklaret, da man ved de netop gennemførte 3-partsforhandlinger (3-parten) har accepteret, at alle resultater forlods er blevet sammenkædet.
FH Danmark og de enkelte fagforeninger, som var en del af disse forhandlinger, nævner alle, at det ikke er et ønske, de har stået bag, og at det simpelthen var et krav fra politikere og arbejdsgivere, hvis man ønskede at få del i de milliarder, som 3-parten gav.
Og selvom alle deltagere bedyrer, at man fik afvist endnu værre krav, og at man kun sagde ja med armen vreden om på ryggen, så blev resultatet altså, at medlemmerne skal acceptere, at deres forlig – uanset om det er godt eller skidt – skal indgå i en fælles afstemning.
Det, at man gennemfører 3-parten lige op til en overenskomstforhandling, og i teksten herfra kæder resultaterne sammen med indholdet i de kommende overenskomstforlig, er et klokkerent indgreb i vores besungne danske arbejdsmarkedsmodel.
En model, som siden Septemberforliget i 1899, har slået fast, at det alene er arbejdsmarkedets parter – uden nogen form for politisk indblanding – som aftaler løn og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked.
Og at man samtidig forlods pålagde de enkelte fagforeninger, at den frie forhandlingsret nu blev afløst af et diktat om sammenkædning, gør, at vi har bevæget os ind på en meget farlig vej, hvor fremtidig politisk indblanding kan vise sig at blive yderligere markant.
Politikerne har altid haft magten til at afslutte en konflikt og ophæve et resultat til lov, men denne magt er trods alt først blevet taget i brug, efter parterne har gennemført egne og suveræne forhandlinger.
Nævnes skal måske også, at vi forud for indførelsen af den nuværende arbejdsmarkedspension tilbage i tiden og forud for forhandlingerne i 1991 havde drøftelser mellem arbejdsmarkedets parter og Folketinget, som meget gerne så en sådan model indført i overenskomsterne.
Men beslutningen blev trods alt udformet og indført alene af arbejdsmarkedets parter.
Ved de seneste OK-forhandlinger på det offentlige område har man forsøgt at samle alle fagforeninger og stå sammen – skulder ved skulder.
Naturligvis for samlet set at opnå det for alle bedste resultat og sikre sig imod, at nogen blev efterladt som taberne, der stadig stod på perronen, når toget var kørt.
Resultatet af dette sammenhold er blevet udlagt forskelligt af flere af de involverede fagforeninger, og de opnåede resultater har også været af skiftende karakter.
Men nu sættes sammenholdet på endnu nogle store interne prøver.
Vil de – som blev tilgodeset ved 3-parten – stille sig tilfreds med det, de fik herfra, og overlade en større del af kagen til dem, som ikke fik noget.
Og hvor nogle af disse grupper – blandt andre hele flokken af 3F’s medlemmer i form af rengøringsassistenter og driftsfolk – ved udarbejdelse af Lønstrukturkomitéens rapport blev udråbt som dem med det største efterslæb.
Eller vil de – som fik noget ved 3-parten – påberåbe sig, at de til gengæld måtte give store indrømmelser på blandt andet arbejdstiden, og derfor mene, at man skal se 3-parten og OK24 som to helt forskellige forhandlinger.
Ja – det bliver spændende af følge forhandlingerne og se de indgåede forlig.
Og hvordan vi som fagbevægelse kan sikre os en fremtidig styrke ved at stå sammen i stedet for at blive splittet. Fordi det sidste altid kun har været til gavn for arbejdsgiverne, der jo i dette tilfælde også er det Folketing, som i sidste ende både fastsætter lønrammen og har magten til at gribe ind og afslutte en konflikt. På det samme resultat de fra starten har fastsat den samlede lønramme på.
Jeg ønsker god forhandling til alle – og med håb om udvist solidaritet med de lavestlønnede.
Dette har trods altid været den grundlæggende holdning i fagforeningen.
Som den gamle arbejderdigter Carl Scharnberg så fint udtrykte det:
“Hvis solidaritet er noget, man blot ønsker, når man selv trænger til den, så findes solidariteten ikke mere”.
Det bliver spændende at se resultatet.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
12. februar 2024 | 13:00
