OK23 forliget stiller store krav til arbejdsgiverne – så det skal de nu leve op til
Tiden er kommet til, at de ansatte, som har skabt overskuddet, nu også får deres rimelige del heraf i form af klækkelige lønstigninger. Viser det sig, at arbejdsgiverne medregner allerede opnåede OK-stigninger i de lokale lønforhandlinger, så venter to svære år.
|
For nylig stemte et meget stort flertal af fagforeningens medlemmer ja til de nye overenskomster.
Konsekvensen af et ja fra hele 79 procent er blandt andet, at arbejdsgiverne undgik den for dem frygtede storkonflikt, som der hele foråret har været lagt op til.
Vi skal selvfølgelig erkende, at der i de enkelte forlig kunne ses flere forbedringer. Forhøjelser på frit valg, arbejdsmarkedspension og mindsteløn, fire ugers ekstra betalt barsel og 100 procent betaling ved uddannelse i alle overenskomster. Hertil forhøjet løntillæg for udenlandsk arbejdskraft i byggeriet, fjernelse af de forhadte nultimerskontrakter inden for HK-området og en pæn lønstigning for transport på normallønsområdet. Disse forhold tæller naturligvis positivt i regnestykket.
Men der er ingen tvivl om, at de meget omtalte medlemsfordele, som naturligvis kun skal tilfalde fagforeningens medlemmer – altså dem som betaler til festen – manglede. Det vil derfor stadig være et stort ønske og krav de kommende år.
Høje lønstigninger ved de lokale lønforhandlinger vil være et mål, som skal opfyldes. Og det gælder alle faggrupper.
De grafiske arbejdere har gennem mange år haft disse specielle medlemsfordele, som er kendetegnet ved, at de alene gælder for medlemmer af fagforeningen, samtidig med at arbejdsgivernes udgift er den samme for alle ansatte. Både de ansatte som er medlemmer af fagforeningen, og de gule som usolidarisk har valgt at deltage i festen uden deltagerbetaling. Disse medlemsfordele er tilkæmpet gennem mange års godt fagligt arbejde og med truslen om en konflikt, hvis et forlig ikke kunne indgås.
Og disse forhold kæmper vi naturligvis for at bevare og udbygge. Men ingen er vel i tvivl om, at manglen på medlemsgoder i de nye overenskomster for andre faggrupper skaber utilfredshed og ikke gør hverdagen for vores tillidsfolk lettere.
Herudover er det et faktum, at den høje inflation og dermed forringelse af vores medlemmers realløn stiller rigtig store krav om yderligere forbedringer ved de kommende lokale lønforhandlinger, som tillidsfolkene nu står overfor på de enkelte arbejdspladser.
Jeg har med stor interesse læst, at Dansk Industri nærmest pålægger sine virksomheder at understøtte vores overenskomster som en fortsat minimallønsoverenskomst, hvilket dog kræver høje lokale stigninger.
Lever de lokale arbejdsgivere ikke op til dette, kan det ikke alene betyde en ændring af hele overenskomsten, men også stor utilfredshed blandt de medlemmer, som de næste to år skal have forhandlet stigningerne hjem lokalt. En utilfredshed, som flere arbejdsmarkedsforskere mener let kan medføre stor uro på arbejdspladserne.
Derfor vil høje lønstigninger ved de lokale lønforhandlinger være et mål, som skal opfyldes. Og det gælder alle faggrupper – altså ikke kun de faglærte, men også den store gruppe af ufaglærte arbejdere, som ofte spises af med mindre stigninger.
Her skal der udvises solidaritet arbejderne imellem på den enkelte arbejdsplads. Rigtig mange virksomheder har oplevet kæmpe overskud de seneste par år. Det gælder både indenfor byggeriet, industri, handel, transport og landbrug.
Nu er tiden så kommet til, at de ansatte, som har skabt overskuddet, nu også får deres rimelige del heraf i form af klækkelige lønstigninger. Og så skal jeg i øvrigt opfordre til, at man ikke medregner allerede opnåede OK-stigninger i de lokale lønforhandlinger.
Der er ingen grund til, at man som arbejdsgiver udnytter dette middel for på denne måde at spise sine ansatte af med for lave lønstigninger.
Så kan man nemlig frygte det værste for de kommende to år.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. april 2023 | 09:26
