Læserbrev
Offentlig pengerigelighed og nødvendighedens politik
Normalt er inflationstider karakteriseret ved stor pengeudpumpning, men i lang tid efter finanskrisen har vi haft pengerigelighed uden inflation.
|
I Danmark oplever vi lige nu et enestående fænomen: Stigende kasseoverskud på de offentlige finanser samtidig med at det fiktive råderum stadig begrænser statens gavmildhed.
Vi er langt fra Keynes, ifølge hvem regeringer kunne have budgetunderskud, finansieret ved låntagning eller pengeskabelse for at sætte gang i økonomien i nedgangstider. Nu skændes der om, hvorvidt vi er i en opgangsperiode eller på vej ned.
Det nye er, at statens kontopenge ikke betyder så meget. Dels kan den danske stat låne, hvad den vil. Dels sættes de pengeteoretikere i skammekrogen, der argumenterer for, at Nationalbanken bare kan poste penge ud til nyttige investeringer, så længe inflationen ikke stiger. Det er ikke dér, vi er.
Den løse pengepolitik har fået utilsigtede konsekvenser, der nu kommer de velpolstrede staters kasser til gode.
Normalt er inflationstider karakteriseret ved stor pengeudpumpning, men i lang tid efter finanskrisen har vi haft pengerigelighed uden inflation. Da prisstigninger så satte ind kort før Ukraine-krigens begyndelse, reagerede vestlige centralbanker, som om netop pengemængden var problemet, og svarede med det velkendte trick at hæve renten. I USA er basisrenten nu næsten 5 procent efter at have ligget på omkring 0 indtil april 2022. Men da prisstigningerne jo ikke mindst skyldtes forsyningsproblemer, fordi verdenshandlen gik i bakgear, fortsatte inflationen ufortrødent med et let fald på det sidste.
Det danske kasseoverskud skyldes fortrinsvis højere indtægter fra indkomstskat og moms. Staten har også fået mere i skat fra de frigivne feriepenge samt af pensionsafkastet. Alene i 4. kvartal var der et overskud på 19 milliarder kroner, mens nettoformuen steg med ikke mindre end 148 milliarder kroner til næsten 463 milliarder kroner i 2022. For da obligationsrenterne steg, faldt statsgælden, og dermed øgedes nettoformuen. Riget fattes i sandhed penge!
Selskabsskattebetalingen er endog vokset en smule. De store profitter, der har skubbet til inflationen, bliver altså til en vis grad beskattet, og de rige bruger også penge. De er med til at sætte fut i den øvre del af boligmarkedet. En rigmand har givet ikke mindre end 68 millioner kroner for Uffe Ellemanns cirka 350 kvadratmeter rækkehus med Øresundsudsigt, der dog forstyrres af et nybygget monstrum i glas og beton tegnet af BIG. Ind imellem oplever området kloakoverløb, men hvad gør man ikke for adressen, når man har latterligt mange penge?
Pengemarkedet spejler statens finansbevægelser. I perioden med lave renter steg private bankindlån. Da bankerne ikke kan lide at have penge liggende, investeres de typisk i ’risikofrie’ statsobligationer. De faldt imidlertid i kursværdi med rentestigningen, og så blev bankernes obligationsbeholdninger tilsvarende mindre værd. Så meget at nogle mellemstore banker i USA ikke havde kontanter/lånemuligheder nok, da kunderne ville hæve deres penge. Nogle banker blev reddet, andre købt op. Crédit Suisse, der længe havde været i vanskeligheder, blev lagt ind under en anden schweizisk bank, UBS. Finanseksperter forsikrer, at smitten ikke vil brede sig til banksystemet i EU. Danske Bank?
På den måde har den løse pengepolitik fået utilsigtede konsekvenser, der nu kommer de velpolstrede staters kasser til gode.
Tilbage til grundspørgsmålet: Er der en – pervers – underliggende logik i regeringens tilbageholdenhed? For situationen viser, at selv ærligt tjente skattekroner i et rigt land som Danmark ikke er afgørende. For i virkeligheden drejer det sig om knappe ressourcer: arbejdskraft og naturressourcer. Det andet er støj. Medmindre landene – som selv USA – er stærkt forgældede, for når de skal genfinansiere, er det til højere renter. Der er mange faldgruber.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
15. april 2023 | 06:00
