Økonomi er mere et trosspørgsmål end en videnskab. Det var konklusionen i et radioprogram for nylig hvor en af de førende danske økonomer skulle forklare hvorfor han havde taget så grueligt fejl omkring den krise i dansk økonomi med over 100.000 arbejdsløse som vi efter hans forudsigelser skulle stå i nu. I virkeligheden var verdensøkonomien som en humlebi. Den burde ikke kunne flyve men fordi det betydende flertal af de økonomiske aktører blev ved med at tro på den kunne flyve så fløj den stadig og var ikke nødlandet i en slem recession. Det er de samme økonomer som konstant snakker om nødvendighedens politik som altid går den forkerte vej og favorisere arbejdsgiver over lønmodtager og marked over solidarisk velfærdsstat som Karen Helveg forklarer. Men tror du de vil tage konsekvensen af deres erkendelse og indrømme at når flertallet af befolkningen tror på at et stærkt velfærdssamfund bedst klare krisen så er det nok det der er det rigtige. Nej nej nu må vi hellere forstå at deres høje lønninger og lange studier giver dem det bedste grundlag til videnskabeligt at forudsige og indrette samfundet efter deres videnskabelige modeller !!!
Økonomer og deres modeller
Det er en gammel kritik, at modellerne er uhyre konservative. Sådan er de lavet, sådan bliver de opdateret med udvalgte studier, der som bekendt ikke indeholder effekterne af et godt sundhedssystem og uddannelse. Det bliver formentlig ikke ændret.Christine Lagarde, chef for Den Europæiske Centralbank, ECB, er kommet ud med en kritik af økonomernes modeller, som hun sætter ind i en sociologisk sammenhæng. Økonomer er en ensartet kaste af mænd, der bruger deres matematiske kaudervælsk til at tyrannisere en bestemt opfattelse af økonomien igennem og kommer med samme type anbefalinger.
ECB har gennem tiden stået for en hård finanspolitik og har skiftevis ført en stram og en løs pengepolitik. Ja, den har ført – eller har krævet – forskellig politik over for forskellige lande. Da Grækenland i 2015 var i sin værste krise, klemte ECB det på adgangen til kredit- og pengemarkedet. Om Christine Lagarde vil ændre den form for adfærd, er uklart, men hun mener, at ECB skal være i stand til bedre at forudse, hvilke kriser der vil komme ud fra empiriske studier og viden. Økonomiske modeller, der går ud fra, at ligevægten automatisk genoprettes, hvis der kommer uligevægt, er per definition uegnede til forudsigelser i vores turbulente verden. Oven i købet er det modeløkonomerne selv, der indfører små ’stød’. Det er ikke virkelighedens chok, de prøver at efterligne.
Regnemodellen Makro kan forudse, næsten alt andet lige, hvilke konsekvenser en rentenedsættelse på en halv procent vil have på BNP, eksport og meget andet indtil 2090. Det bliver nok svært at efterprøve, om den får ret.
Sådan kritik fra toppen hører man ikke i Danmark. Her tror vi på amerikanske topuniversiteters prestige-økonomer. Finansministeriet er ved at indføre en ny model, Makro. Den skal være mere databaseret end den gamle Adam-model og er opdateret med hensyn til funktionsmåde og software. Ændringerne af økonomisk interesse er få og små. Den grundlæggende teori er den samme, men dens skabere praler med, at modellen som noget nyt har delt husholdningerne op efter aldersgruppe med forskellige økonomiske betingelser. Makro kan forudse, næsten alt andet lige, hvilke konsekvenser en rentenedsættelse på en halv procent vil have på BNP, eksport og meget andet indtil 2090. Det bliver nok svært at efterprøve, om den får ret. For eksempel kommer der jo nok renteændringer igen inden 2090.
Den indbyggede arbejdsmarkedsmodel er stadig en søgemodel, hvor arbejdsgiverne annoncerer efter arbejdskraft, og arbejdsløse søger arbejde. Modellen overser, at danske arbejdsløse er jaget vildt, og at vi i øvrigt har overenskomster.
Til det formål har Finansministeriet en særlig dagpengemodel. Den bruges til at se på konsekvenser af ændringer i dagpengesystemet. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) ønskede adgang til den, men det kunne de ikke få. Fuld af gåpåmod har AE lavet en rekonstruktion og fundet frem til, at ministeriets beregninger overvurderer effekten på arbejdsudbuddet af at sænke dagpengene og overdriver de udgifter, staten vil få ved at hæve dem.
De tal serveres for politikere, der eventuelt skulle ønske dagpengeændringer. Med udsigten til drastiske udgiftsstigninger, bliver dagpengeforhøjelser så godt som umulige. På den anden side, hvis dagpengene sænkes, og der ikke kommer det ventede arbejdsudbud, så kan det altid bortforklares. Dermed bliver der – meget fikst – heller ikke skabt empirisk materiale, der kan ’bevise’ modellens forudsigelser. I hvert fald fodres ’resultaterne’ uden videre ind i Makro med de indbyggede fejl.
Det er en gammel kritik, at modellerne er uhyre konservative. Sådan er de lavet, sådan bliver de opdateret med udvalgte studier, der som bekendt ikke indeholder effekterne af et godt sundhedssystem og uddannelse. Det bliver formentlig ikke ændret. Det kan regering og finansministerium stole på, at den ortodokse danske økonomstand heller ikke presser på for.
Noget af det her dæmrer for befolkningen, der efterhånden ikke mere har tillid til økonomer. Faren ved det er, at tilliden til ordentligt intellektuelt arbejde også fordufter.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.