Åbent brev
Nu skyder S også den universelle velfærd ned
Nu handler det åbenbart ikke længere om at forsvare fællesskabsinstitutionerne og sikre det nødvendige skattefinansierede økonomiske fundament til genopretning af velfærden. Nu er det i stedet tid til "enhver er sin egen lykkes smed."
|
“Jeg synes, at det er fornuftigt, hvis det er det, der skal til for at sikre, at vi kan fastholde en kvalitet hele vejen rundt i vores velfærdssamfund.”
Jeg røg ned af stolen, da indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) afleverede det budskab i DR’s “Debatten” under årets Folkemøde som svar på spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokratiet er enig i Moderaternes krav om, at den enkelte ældre skal kunne købe de ydelser, de gerne vil have ud over det, de får fra det offentlige.
Moderaternes vej til disse tilkøbsydelser går via en højere opsparing i den enkeltes arbejdsmarkedspension, der giver flere penge i pension, som herefter kan bruges til at købe mere eller bedre ældrepleje, hvis behovet får praktisk bistand og personlig pleje opstår med alderen.
Socialdemokratiet er tilsyneladende med på at tage et opgør med velfærdssamfundet i den form, som vi kender i dag med universelle ydelser til alle, grundlæggende rettigheder og fælles finansiering.
Det er ikke overraskende, at Moderaterne i dag peger på, at den enkelte selv skal betale for en del af sin ældrepleje.
Det blev formuleret allerede, da det nystiftede parti for et år siden fremlagde sit partiprogram.
Elitens velfærdsmodel
Her folder Moderaterne de tanker om “privat velfærd” ud, som Lars Løkke Rasmussen som Venstre-statsminister overtog fra Liberal Alliance, da partiet i 2016 droppede kravet om topskattelettelser, mens de satte sig til rette i ministerbilerne.
Det nye i “privat velfærd” var ikke skatteyderfinansierede ydelser leveret af private virksomheder, men derimod at den enkelte selv køber sig til velfærdsydelser eller supplerende ydelser efter det gamle mundheld “det er sundere at være rig og rask end fattig og syg”.
“Privat velfærd” er i realiteternes verden blot en omskrivning for privat velstand, og derfor passer Moderaternes tanker om eget ansvar og brugerbetaling som fod i hose til elitens himmelflugt væk fra almindelige danskeres levevilkår.
Det danske samfund bygger på det modsatte. På universel velfærd, hvor vi uden at skele til pengepungen giver alle lige muligheder og lige adgang til velfærdsydelser og i fællesskab spænder et sikkerhedsnet ud under dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs.
Fællesskabet får dog i Moderaternes pensionstænkning ansvaret for at oprette og indbetale til en almennyttig pensionskasse for dem, der midlertidigt eller varigt er uden for beskæftigelse.
Det var da også Kaare Dybvads forudsætning for at nikke til Moderaternes krav, at der blev holdt en hånd under dem, der i dag ikke er omfattet af arbejdsmarkedspensionsopsparing.
Ældre skal betale ved kasse ét
Moderaternes tanker om “privat velfærd” gælder også ældreplejen. Ikke lige rundt om hjørnet, fordi “de, der i de kommende år får behov for ældrepleje, har en berettiget forventning om, at det offentlige stiller ordentlige plejevilkår til rådighed. Det må der her og nu afsættes de fornødne ressourcer til.”
Men på sigt skal alle tage hånd om sig selv med en obligatorisk plejeopsparing i tilknytning til pensionsopsparingen.
Og Moderaterne gør sig ingen illusioner om genopretning af en presset og nedslidt velfærd. Tværtimod skal det “være muligt at tilkøbe mere hjælp, hvis det skattefinansierede tilbud er utilstrækkeligt. Både offentlige og private aktører skal kunne tilbyde tilkøbsydelser, som betales af egen lomme eller af plejeopsparingen.”
Og “plejeopsparingen skal kunne bruges til betaling for hjemmehjælp og tilkøbsydelser på offentlige og private plejehjem.” Også her skal staten oprette et statsligt opsparingssystem for dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Og så skal private plejehjem have “optimale betingelser”, mens kommunale skal omdannes til selskabslignende foretagender.
Socialdemokratiet bøjer af
Socialdemokraterne vil næppe nikke til alle dele af Moderaternes “private velfærd”, men i bund og grund er partiet tilsyneladende med på at tage et opgør med velfærdssamfundet i den form, som vi kender i dag med universelle ydelser til alle, grundlæggende rettigheder og fælles finansiering.
Det må være konsekvensen af indenrigs- og boligministerens tilslutning til Moderaternes krav om privat finansiering af en del af velfærden “hvis det er det, der skal til for at sikre, at vi kan fastholde en kvalitet hele vejen rundt i vores velfærdssamfund.”
Det er noget af et sporskifte siden valgkampen i 2019, hvor Mette Frederiksen til i det mindste min tilfredshed talte om genopretning af den velfærd, som gennem årtier var blevet økonomisk udpint med alt for ringe vilkår for børn, elever, syge, socialt udsatte, handicappede, ældre og for de velfærdsansatte.
Nu handler det åbenbart ikke længere om at forsvare fællesskabsinstitutionerne og sikre det nødvendige
skattefinansierede økonomiske fundament til genopretning af velfærden. Nu er det i stedet tid til “enhver
er sin egen lykkes smed.”
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19. juni 2023 | 11:00
