På trods af fredsaftale
Nordisk koalition for klimaretfærdighed sætter olieudfasning på Norges valgdagsorden
Valget, Norge står overfor, er civilisatorisk. Enten klynger vi os til illusionen om uendelig vækst og giver plads til, at den yderste højrefløj kan udnytte social angst, eller vi begynder det demokratiske arbejde med at mobilisere for en verden hinsides BNP, bygget på omsorg, faglig organisering og global miljøretfærdighed, skriver Scientist Rebellion.
|
Norges image som klimaleder slår kæmpe revner. I sidste uge eksploderede protester over hele landet, da regeringen tildelte over 200 nye olie- og gaslicenser uden nogen udfasningsplan for fossile brændstoffer. Det, der længe har været et tabu – fremtiden for Norges olieindustri – er nu umuligt at ignorere.
Hundredvis af aktivister – fra Extinction Rebellions afdelinger i flere europæiske lande herunder Norge samt Den Grønne Ungdomsbevægelse – blokerede Mongstad-raffinaderiet, lukkede Oslos finansdistrikt ned, forstyrrede driften af DNB (Norges største bank- og finanskoncern, red.) og den 1,6 billioner dollar store Oliefond.
Den eneste grønne olie er den olie, der forbliver i jorden.
Aktivisternes krav er klart: Alle partier skal fremlægge en troværdig, videnskabsbaseret plan for hurtigt at udfase fossile brændstoffer.
Regeringen er stadig på kollisionskurs med klimarealiteten. Statsminister Jonas Gahr Støre udstedte nye licenser på trods af klimavidenskaben, mens energiminister Terje Aasland insisterer på, at Norge vil forblive en langsigtet leverandør af olie og gas.
Flagskibsprojekter som Longship markedsføres som løsninger, men drives af de samme selskaber, der udvider udvindingen globalt: Equinor, Shell og Total. Samtidig holder Oliefondet, som allerede kritiseres for at finansiere folkemord mod palæstinensere, milliarder i fossile obligationer, og DNB fortsætter med at finansiere projekter som East African Crude Oil Pipeline (EACOP) og andre afrikanske olieprojekter, der fører til fordrivelse og miljøødelæggelse.
Dette er ikke en holdbar vej. Det er en modsætning i kernen af vores økonomiske system. Ved at prioritere ’billig’ fossil energi frem for menneskeligt arbejde, underminerer kapitalismen de socioøkologiske grundlag, som dens egen sociale reproduktion afhænger af.
Kræver udfasningsplan
Aktioner gennemført af den nordiske klimaretfærdighedskoalition Nordic Climate Justice Coalition er bevidst forstyrrende: Blokering af Norges største raffinaderi, nedlukning af Oliefondets hovedkvarter og arrestationer i Oslo. Aktivisternes budskab er urokkeligt: Den fossile æra skal slutte, og alle partier, der stiller op til valget, skal fremlægge en fair og hurtig udfasningsplan i overensstemmelse med klimavidenskaben!
Dette krav river hul i årtiers forsømmelse. Politikere har gemt sig bag myten om “ren norsk olie”, men der findes ingen ren tønde. Afbrændingen af olie producerer langt flere udledninger end selve udvindingsprocessen og fortsætter ødelæggelsen af økosystemer og menneskeliv. Som aktivister minder os om: Den eneste grønne olie er den olie, der forbliver i jorden.
Samtidig tjener olie- og gasselskaber rekordoverskud, mens familier med lave indkomster verden over står over for en leveomkostningskrise. Hvis selv et af verdens rigeste lande ikke kan fremlægge en plan for at begrænse olieafhængighed og materialeforbrug, hvordan skal andre så kunne gøre det samme?
Fanget i et narrativ om grøn vækst
Efter pres fra gaden er klimadebatten kommet ind i valgpolitikken. Over en fjerdedel af vælgerne rangerer klima blandt deres topprioriter. Selv hos vælgere fra Arbeiderpartiet og Høyre er en flertal imod arktisk boring. De Grønne har tilbudt betinget støtte til Støre som statsminister, hvis han forpligter sig til en udfasning i 2040.
Alligevel hænger de store partier fast i fantasier om grøn vækst. Som statssekretær Elisabeth Sæther formulerer det: “Dette er ikke et enten-eller.” Ifølge denne logik kan Norge udvide olie og gas, reducere udledninger og lede global klimapolitik samtidig. Det lyder beroligende, men det er løgn. Enten konfronterer Norge de strukturelle årsager til fossil afhængighed, eller det dømmer fremtidige generationer til ustabilitet.
Der kan ikke være udfasning af fossil udvinding uden demokratisk planlagt reduktion af fossil efterspørgsel.
Nødvendigheden af nedvækst er den ubehagelige sandhed, politikerne ignorerer. Ingen omstilling vil lykkes, hvis den kun bygger på at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energi, mens vækstøkonomien lades urørt. Historien viser, at nye energikilder altid er blevet lagt oven i de gamle og har skabt mere ressourceforbrug, ikke mindre.
Desuden bliver olie ikke kun brændt af, men også omdannet til petrokemikalier: plastik, lægemidler, maling og elektronik. Medmindre efterspørgslen efter mindre nødvendig og fossilintensiv produktion reduceres, vil udfasning af olieudvinding i Norge blot flytte udvindingen til imperialistiske magter og autokratiske regimer andre steder, hvilket underminerer menneskerettigheder og global stabilitet.
Europas lov om kritiske råmaterialer afslører faren: Eksplosivt stigende efterspørgsel efter lithium, kobolt og sjældne jordarter i “grøn væksts” navn. Denne kurs intensiverer udvinding i det globale syd, øger øko-imperialistiske modsætninger og truer langvarig fred.
Sand sikkerhed kræver det modsatte: At skære ned på ressource- og energiefterspørgsel, prioritere tilstrækkelighed frem for endeløs akkumulation og omstrukturere økonomier mod omsorg, sundhed og uddannelse – sektorer, der opretholder liv i stedet for at ødelægge det.
Krydspunktet mellem miljø- og arbejderbevægelser
Oliedirektører hævder, at job- og klimaindsats ikke kan gå hånd i hånd – en bevidst strategi for at vælte omkostningerne ved den grønne omstilling over på arbejderne. Fagforeninger må forudse og imødegå denne taktik.
Den virkelige uansvarlighed ligger i at binde norske arbejderes levebrød til en industri, der må lukke. Det, arbejdere fortjener, er forudsigelighed: En grøn jobgaranti finansieret gennem Oliefondet der sikrer, at ingen lades i stikken under omstillingen. Derudover er det nøglen til at opbygge tillid og mobilisere arbejdere i klimakampens forreste rækker at give fagforeninger magt til at lede omstillingsplaner for strandede aktiver.
Valget, Norge står overfor, er civilisatorisk. Enten klynger vi os til illusionen om uendelig vækst og giver plads til, at den yderste højrefløj kan udnytte social angst, eller vi begynder det demokratiske arbejde med at forestille os og mobilisere for en verden hinsides BNP, bygget på omsorg, faglig organisering og global miljøretfærdighed.
Nordic Climate Justice Coalition har allerede vist vejen frem. Fornægtelsens tid er ovre. Det, der er tilbage, er at beslutte: Vil Norge bruge sin enorme rigdom og kapacitet til at lede en retfærdig omstilling, eller vil det stille sig på siden af dem, der profiterer på miljømæssigt barbari?
Svaret vil påvirke ikke kun valget i 2025, men selve livets fremtid.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. september 2025 | 06:01
