Artikelserie
SF har stemt for, at der skal bruges ufattelige mængder milliarder på oprustning; det kommer til at gå ud over ældreplejen.
Log ind for at svareNej tak til brugerbetaling i ældreplejen
Der kommer konstant mere og mere brugerbetaling i ældreplejen. Det gælder eksempelvis madlavning og tøjvask, hvor kommunernes og de private aktørers kreativitet er stor, når det gælder om at pålægge borgerne ekstraomkostninger.
|
Brugerbetaling sniger sig konstant ind af bagdøren i ældreplejen. Stort set hver gang private leverandører spiller en rolle på området, så myldrer det frem med nye regninger til både borgere og patienter.
Alene i ældreplejen er der masser af eksempler. Når en kommune eksempelvis beslutter sig for at udlicitere vasketøj – så opgaven ikke længere skal håndteres af det faste personale, så følger der en regning med til borgeren for ”produktionsomkostninger.”
Det samme sker indirekte på madservice, hvor også flere krav om mange forskellige diæter er en meromkostning, som lægges på den samlede produktion, så borgere med almindelig fuldkost, pludseligt også betaler for andre borgeres behov for særlige diæter eller kost med en særlig konsistens.
Vi er klar til at tage en hvilken som helst mislyd eller skævhed op i aftalekredsen
Lige nu er en del kommuner i gang med at indføre robotstøvsugere – hvilket kan være klogt nok, fordi det kan aflaste et alt for presset personale. Men kæden hopper af, når borgere selv skal finde ud af at købe den rigtige model, som faktisk også kan gøre rent. De bedste er som bekendt også ofte de dyreste.
Og endeligt har private leverandører i ældreplejen i mange år haft mulighed for at give ældre mere hjælp mod betaling.
Det er en glidebane, som skaber en enorm ulighed. For uanset hvordan vi vender og drejer det, så betyder det, at borgere, som har økonomisk overskud – får forrang for patienter og borgere, som ikke selv er i stand til at betale.
Den nærliggende løsning er naturligvis at beslutte, at velfærd er et anliggende for den offentlige sektor. Det synspunkt deler jeg selv, men det er der ikke flertal for. At fortsætte som nu vil imidlertid blot skubbe endnu mere til den skæve udvikling, hvor private leverandører udvikler flere nye forretningsmodeller, som der kan tjenes penge på.
Som vi hidtil har arbejdet med privatisering, så har det i høj grad været op til den private virksomhed selv at definere, hvilke opgaver man ønskede at byde ind på. I hjemmeplejen har virksomhederne kunnet prioritere, at de alene ville tage sig af praktisk hjælp, som er let at planlægge og derfor også let at organisere. Men det har også resulteret i en skæv fordeling af opgaver, hvor kommunerne har stået tilbage med de tungeste og dyreste plejeopgaver.
På private plejehjem har bestyrelserne haft mulighed for at prioritere de mest velfungerende ældre – mens kommunerne oftere har stået tilbage med de tungeste demente borgere.
Og endeligt har vi ikke haft den fjerneste mulighed for at kontrollere, hvilke ydelser den private ældrepleje har gjort til tilkøbsydelser.
I ældreforhandlingerne har jeg derfor selv været fortaler for, at når vi har private leverandører i ældreplejen, så skal de bidrage på samme vilkår, som dem der gælder for kommunerne. Alt andet er konkurrenceforvridende.
Derfor har vi nu aftalt, at private leverandører skal være i stand til at levere alle de ydelser, som en borger er visiteret til. Og – sammen med Liberal Alliance har vi været med til at presse på for kontrol af, at tilkøbsydelser skal være ydelser, som ligger ud over det, som der allerede er betalt for.
Helst havde jeg også set, at kommuner også skulle have mulighed for at tilbyde tilkøbsydelser – så vi på alle områder fik lige vilkår. Konkurrence er nemlig intet bevendt, hvis den ikke foregår på lige vilkår. Det fik vi dog ikke flertal for.
Nu skal ældreloven ud og virke i praksis. Jeg forventer ikke, at alt bare kører i olie. Vi har eksempelvis noteret os kritik fra de private erhvervsorganisationer, som beklager, at nogle virksomheder ikke vil være i stand til at levere alle ydelser hos de ældre.
Det er jo egentligt i sig selv et paradoks, for hvis nogen har insisteret på privatisering igennem de sidste 20 år – så har det i særdeleshed været Dansk Industri og Dansk Erhverv – som i øvrigt løbende har erklæret, at den private sektor kan gøre alting bedre og billigere. Nu får de så chancen, selv om de ikke tog imod opgaven med kyshånd.
Men vi får også syn for, hvordan kvalitet prioriteres før fortjeneste – til gavn for borgeren. Og vi er klar til at tage en hvilken som helst mislyd eller skævhed op i aftalekredsen – med henblik på at rette fejl og mangler.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
22. juli 2025 | 13:57
