Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
NATO opruster langs den østlige flanke
Invasionen i Ukraine bruges af NATO som et påskud til en massiv oprustning i landene fra Baltikum til Sortehavet. En oprustning der automatisk vil få russerne til at følge trop, skriver Arne Lund.
|
Ifølge NATO står alliancen med Ruslands invasion af Ukraine over for den mest komplekse sikkerhedssituation siden Den Kolde Krig. Samtidig udfordrer Kina USA’s regelbaserede verdensorden. Det øger muligheden for, at den globale balance ændres drastisk – med de implikationer dette vil få, såvel globalt som for NATO-landenes sikkerhed, værdier og livsvalg.
At der tillægges universalvåben så stor værdi viser, at der ikke har været nogen klar strategi fra begyndelsen af.
I dag består NATO’s strategi af afskrækkelse ved hjælp af forstærkning, baseret på roterende troppers tilstedeværelse i Baltikum og Polen (med cirka 1.000 soldater i hver enhed). Enheder der kan forstærkes, hvis kriser opstår.
Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at berolige befolkningerne i Baltikum og Polen. De forlanger en langt større og mere slagkraftig, permanent militær tilstedeværelse.
På NATO-topmøder i Bruxelles i marts og i Madrid i juni 2022 blev det besluttet indledningsvis at stationere fire multinationale kampgrupper i Bulgarien, Ungarn, Rumænien og Slovakiet. Dermed fordobles antallet af kampgrupper i Østeuropa til otte, inklusive de fire der i dag er stationeret i Polen og Baltikum.
På Madrid-mødet var der enighed om, at Rusland er den væsentligste og mest direkte trussel mod medlemslandenes sikkerhed og mod fred og stabilitet i det transatlantiske område.
Landene forpligtede sig til at stationere yderligere tropper til forstærkning af NATO’s østflanke og til at opgradere bataljonerne (500-1000 soldater) til brigader (5.000-10.000 soldater), hvor og når det er påkrævet. Beredskabet skal kunne forsvare områderne samt afskrække og forhindre angreb.
Europæerne skal betale mere
Kravet om, at de europæiske NATO-lande skal øge deres militære bidrag, tog fart, da Donald Trump var USA’s præsident: “Hvorfor skal vi betale for europæernes sikkerhed, når de yder mindre end USA?”
Da Joe Biden afløste, nedtonede USA kravet, hvilket dog stadig kan, eventuelt med en republikansk præsident i 2024, få fornyet styrke og endda blive skærpet.
Uviljen i Det Republikanske Parti om fortsat støtte til “europæernes krig” i Ukraine er voksende, og der er et udtalt ønske om at omdirigere bevillingerne til Østasien.
Bedre blev det ikke efter den franske præsident Emmanuel Macrons besøg i Kina den 10. april. På en pressekonference sagde Macron: “Har vi en interesse i at fremskynde sagen om Taiwan? Nej. Det værste ville være at tro, at vi europæere skal være medløbere i dette spørgsmål og tilpasse os til en amerikansk rytme og en kinesisk overreaktion.”
Det fik den fremtrædende republikanske senator Marco Rubio, der i 2016 tabte kapløbet om at blive USA’s præsident, til at skrive på Twitter, at på trods af hans opbakning til USA’s støtte til Ukraine, så “er USA nødt til at gentænke situationen, hvis ikke europæerne bakker os op i konflikten med Kina. Så er vi nødt til at fokusere på Taiwan og den trussel, Kina udgør, og så må vi bede europæerne om selv at klare Ukraine.”
Flere NATO-medlemslande vender sig imod Macrons opfattelse af, at “NATO er hjernedød” samt den franske præsidents opfordring til, at Europa i langt højere grad gør sig uafhængig af USA. Flere medlemslande ser dette som en begyndende splittelse i NATO, hvilket vil svække alliancen og være til fordel for russerne.
Hertil kommer, at mange NATO-lande ikke tror, at Europa kan klare sig uden USA’s militære opbakning – at Frankrigs cirka 200 kernevåben ikke vil kunne matche russernes langt over 6.000 kernevåben.
Flere europæiske NATO-lande satser på at øge andelen af BNP brugt på militæret til tre procent. Det ville her i landet svare til en stigning fra de nuværende knap 30 milliarder kroner om året til cirka 85 milliarder kroner.
Den 1. marts spurgte Børsen Mette Frederiksen: “Hvad nu hvis kravet ikke længere hedder to procent, men tre procent?”
– Så går Danmark med. Det gør vi da, svarede statsministeren.
Med et samlet militærbudget der er 15-20 gange større end det russiske, skulle NATO-landene vist være klædt på til opgaven.
Indtil nu har flere NATO-lande afvist, at deres tropper permanent lægges ind under NATO’s overordnede kommandostruktur. Også dét er ved at ændre sig, og i dag er Ungarn det eneste land, der modsætter sig NATO’s militære overhøjhed. De styrker, der stationeres langs NATO’s østflanke, vil fremover være underlagt USA’s og NATO’s hovedkvarter i Polen.
Det permanente beredskab på jorden
Tropperne skal være i konstant beredskab og skal med timers eller dages varsel kunne rykke ud, hvis der opstår konflikter i området. Tropperne skal ikke knyttes til faste baser, da russerne vil kunne anse dette som en provokation. I stedet roterer soldaterne i intervaller på tre til seks måneder, hvorefter de afløses af nye tropper.
De to britisk-ledede bataljoner i Estland er de første, der opgraderes til brigader, men det stopper ikke her. Målet er, at brigaderne med tiden bliver til divisioner (7.000-20.000 soldater), et krav de baltiske lande rejste forud for mødet i Madrid.
USA placerer hovedkvarteret for det 5. armékorps i Polen, og det vil danne basis for den kommende udvidelse af enhederne i Østeuropa.
Baglandsstyrkerne forstærkes med to eskadriller af kampfly i England samt yderligere luftforsvar i Tyskland og Italien. USA øger sine styrker i Europa fra 20.000 soldater til tæt på 100.000 soldater.
NATO-landenes bidrag til udstationeringen i Østeuropa
| Land | Bidragende NATO-lande | Nuv. styrke | Ny styrke | Type |
| Estland | DK, F, UK, IS | 2.200 | 10.500 | infanteri, panser, fly |
| Letland | CN, ALB, CZ, I, PL, SLO, E | 4.000 | 7.500 | Infanteri, artilleri, panser, ingeniør, fly |
| Litauen | D, B, SLO, IS, L, NL, N | 3.700 | 17.200 | Infanteri, panser, luftforsvar |
| Polen | US, CRO, R, F, UK, B, PL, US | 11.600 | 122.000 | missiler, hovedkvarter luftforsvar, infanteri |
| Slovakiet | SK, D, NL, SLO | 1.100 | 13.500 | Infanteri, luftforsvar |
| Ungarn | H, CRO, US | 900 | 21.400 | Infanteri, panser |
| Rumænien | F, B, PL, US | 1.650 | 27.400 | missiler, infanteri, luftforsvar, panser |
| Bulgarien | BG, US, AL | 4.700 | 75.000 | Infanteri, panser |
| I alt | 29.850 | 294.500 |
1) I Polen og Rumænien opstilles Aegis-affyringsramper, til atombærende Tomahawk-krydser-missiler. Officielt for at kunne opfange missiler – fra Iran.
2) Ungarn afviste før invasionen i Ukraine en permanent stationering af NATO-tropper, men er siden blevet presset til at modtage et par hundrede soldater, der stationeres i landets vestlige del og kommer under Ungarns egen ledelse. I de andre østeuropæiske lande er de fremmede tropper underlagt NATO’s kommando.
3) Sammenlagt med de otte NATO-landes egne hære kommer det samlede antal soldater i Østeuropa op på cirka 800.000 soldater.
Der er opstillet følgende forsvars- og angrebsstrategier:
Første styrke på cirka 100.000 soldater, der kan indsættes inden for 10 dage. Soldaterne kommer hovedsagelig fra Polen, Norge og Baltikum.
Anden styrke skal være kampklar i løbet af 10-30 dage og består af soldater fra Tyskland og Benelux.
Tredje styrke skal kunne indsættes efter 30 dage, men indenfor et halvt års tid og kommer fra de øvrige europæiske NATO-lande.
Parallelt med kamphandlingerne på jorden aktiveres det luftforsvar, soldaterne er afhængige af, samt missilangreb (kort- og langdistance) mod mål inde i Rusland.
NATO’s “stay-behind” (bliv tilbage, red.) grupper skal bekæmpe indtrængende russiske tropper bag fronten.
Alt i alt er målet at opbygge en forsvars- og afskrækkelsesstyrke, der disponerer over så mange kampmidler og -muligheder, at den kan reagere på en hvilken som helst trussel, uanset hvorfra den kommer.
Det permanente beredskab i luften
I det østeuropæiske luftrum er der døgnet rundt 30 overvågnings- og kampfly i luften. Her deltager 16 NATO-lande. Danmark har stationeret fire F16-jagere i Baltikum.
Også fly og piloter roterer hver tredje måned, så heller ikke det anses for at være en permanent tilstedeværelse. Hertil kommer jagerfly fra de to til tre USA-hangarskibe, der permanent befinder sig i Middelhavet.
Flere steder langs NATO’s østgrænse afholdes jævnligt skydeøvelser med missilaffyringer, der skal simulere angreb på mål inde i Rusland. Årligt gennemføres cirka 40 manøvrer langs østflanken.
NATO’s mål er at opgradere og integrere den nuværende luftpatruljering med missilforsvaret; det kræver tilførsel af flere ressourcer herunder at opdatere piloterne til skærpet opmærksomhed på en mere aggressiv russisk adfærd.
De fleste fly og hovedparten af luftforsvaret vil fortsat være placeret i Vesteuropa for at kunne forblive intakt i tilfælde af et russisk angreb. Patriot-missiler, der kan nedskyde fly, krydsermissiler og ballistiske missiler, opstilles i Polen og Rumænien for at sikre et effektivt luftforsvar i forreste frontlinje.
Det maritime beredskab
Foruden forstærkningerne af landtropperne i de syv østeuropæiske lande er der tillige øget fokus på russernes maritime interesser. Også her forsøger NATO at inddæmme Rusland.
Fra Sortehavet er der kun passage gennem Bosporus, der kontrolleres af Tyrkiet. Hvis Sverige, ligesom Finland, ender med at blive optaget i NATO, vil Østersøen blive et næsten rent NATO-hav, hvor Rusland kun har to havne: Skt. Petersborg og Kaliningrad-enklaven.
NATO er opmærksom på, at Østersøen kan udvikle sig til et konfliktområde.
Anderledes er det med adgangen til Det Nordlige Ishav, som er helt under Ruslands kontrol – i form af landbaserede baser og flådehavne. Her er især isfrie Murmansk, hvor Ruslands atomubåde er stationeret, vigtig.
Endelig er der den russiske stillehavshavn Vladivostok, der opgraderes til flådehavn set i lyset af Indo-Pacific-regionens stigende strategiske betydning.
NATO’s permanente flådegrupper vokser fra to til fem, hvilket skal øge evnen til at patruljere og sikre de territoriale farvande i Østersøen og Sortehavet.
I Østersøen består styrken af den britisk ledede Joint Expeditionary Force med deltagelse af de ti nordligste NATO-lande. Det danske bidrag er 3-5 fregatter, der i dag er udstyret med luftforsvarsmissiler. I det kommende militærforlig afsættes midler til langtrækkende angrebsmissiler placeret på fregatterne.
NATO anser russernes militære opbygning i Østersøområdet som et udtryk for, “at Rusland forsøger at skabe den internationale orden på egne betingelser.”
At Rusland helt legitimt håndhæver princippet om havenes frihed over for en stedse mere aggressiv modpart falder ikke USA/NATO ind.
I modsætning til USA, der anser Det Sydkinesiske Hav for at være amerikansk interessesfære, så ønsker russerne blot at sikre sine sejlruter ud til verdenshavene, mens USA ønsker at kontrollere andre landes adgang til verdenshavene.
Både Rusland og NATO afholder flådeøvelser i Østersøen. NATO med de årlige Baltops-øvelser mellem Bornholm og Kaliningrad. Heri deltager blandt andet amerikanske krigsskibe, der er udstyret med krydsermissiler (rækkevidde: 2.500 kilometer).
NATO er opmærksom på, at Østersøen kan udvikle sig til et konfliktområde, men reflekter ikke over, hvordan skibstrafikken kan sikres fredelige forhold for at opretholde landenes økonomiske samkvem. NATO ser kun konflikter.
NATO gør sig ej heller overvejelser over, hvordan russerne opfatter NATO’s årlige flådemanøvre, Operation Sea Breeze, i Sortehavet med deltagelse af alle NATO-landene samt Egypten, Tunesien, Brasilien, Japan med flere.
Sidste år sejlede to NATO-skibe ind i russisk territorialfarvand – uden at det udløste en storpolitisk krise. Læserne bedes erindre det postyr, det vakte i oktober 2022, da to russiske fregatter sejlede rundt ved Læsø. “Putin truer os direkte”, lød mediernes fortolkning.
Spørg Clausewitz
NATO’s sikkerhedsdebat lider, ifølge den tyske historiker Christian Müller fra Potsdam Universitet, af en grundlæggende mangel på strategi.
Ét af de tydeligste udtryk for, hvor slemt det står til, er de endimensionelle militære og politiske betragtninger, der manifesterer sig, når det drejer sig om våbenleverancer til Ukraine. Uanset om det drejer sig om artilleri, tanks, luftforsvar eller kampfly, så tillægges hver enkelt våbenart afgørende betydning. En game changer på nutidsdansk og som noget, der vil kunne ændre krigen til fordel for Ukraine, og som vil kunne bringe krigen til afslutning.
Müller henviser til den tyske militærteoretiker Clausewitz (1770-1831), der påpeger, at der i krige ikke findes noget universalvåben med evnen til at skabe fred.
Men når det første universalvåben slår fejl, da bringes det næste universalvåben i spil, og de samme forhåbninger knyttes dertil. Parterne overser bevidst, at der historisk set ikke er belæg for den slags forventninger. Müller råder NATO-landene til at nærstudere Clausewitz.
Problemet med denne eskalationsstrategi er, at NATO-landene med leveringen af kampfly til Ukraine ikke har andre og mere slagkraftige våbentyper tilbage på hylderne end kernevåben. Og dem har man vel ikke tænkt sig at levere?
At der tillægges universalvåben så stor værdi viser, at der ikke har været nogen klar strategi fra begyndelsen af. Hverken af krigens forløb eller hvad det er, man vil opnå. Er det Ukraines befrielse for den russiske invasion? Er det en svækkelse af Rusland? Eller er der andre skjulte dagsordener? Noget lignende skete for USA/NATO i Irak og Afghanistan – og hvem kan da undre sig over, at det derfor gik galt?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19. april 2023 | 06:28
