Når samfundet slår ring om os
I pandemiens kølvand må vi stille krav om opgradering af vores offentlige sundhedsvæsen på alle parametre. Det kræver et opgør med private profitinteresser, medicinalindustriens indflydelse og regnearksstyring af kvalitet og processer.Her omkring 1. maj stiller emnerne for denne blog sig i en pæn, lang kø: Nemlig.com og hvordan atypiske jobs bliver typiske. Det danske klassesamfund version 2.0 som dokumenteret i den nye bog “Rige børn leger bedst”. Og på den baggrund: Nødvendigheden af et opgør med dette samfund, skabe et andet samfund, socialismen. Eller hvad med dette tema: Skammen over imperialismens – også den danskes – felttog i Afghanistan 20 år efter.
En positiv coronatest
Men jeg tager fat et helt andet sted og i et helt andet spørgsmål, der handler om omsorg og nærhed i sundhedssystemet. Om hvad et sundhedsvæsen kan, når det er bedst – og hvad det helst skulle kunne hver eneste dag året rundt.
For kort tid siden blev jeg testet positiv for corona. I forbindelse med mit arbejde i Kommunistisk Partis og Arbejderens kontorer bliver jeg helt rutinemæssigt testet to gange om ugen. Og så, en helt almindelig tirsdag formiddag hvor prøvesvaret skal tjekkes, springer sveden frem på panden, da der står PÅVIST.
“Hvis du er smittet med covid-19, skal du hurtigst muligt ringe til coronaopsporingen…” står der lidt længere nede i prøvesvaret.
Coronaopsporingen alias Styrelsen for Patientsikkerhed er nem at få fat i. Der udvises stor opmærksomhed og forståelse i en situation, hvor barnebarnet skal hentes hjem fra skole, og to forretningsforbindelser, en kæreste og en politisk kampfælle skal advares. Styrelsen tilbyder at stå for at kontakte disse nære kontakter og tage sig af at vejlede dem. Dejligt at kunne overlade det til professionelle.
I fællesskab finder vi ud af, hvor lang tid tilbage jeg har kunnet smitte, og jeg bliver mindet om at meddele i smittestop-app’en, at jeg er testet positiv, så folk, som jeg har stået i kø med i supermarkedet, advares. Jeg får konkret og grundig vejledning i, hvad det betyder at være i isolation, nemlig at være isoleret inden for hjemmets fire vægge. Punktum! Og så bliver der spurgt til, hvordan jeg har det, mine symptomer og så videre. Alt sammen meget respektfuldt og uden at være fortravlet.
Systemet fungerer
Der er nu gået mindre end to timer, siden sms’en med besked om prøvesvaret er tikket ind.
Kort efter ringer egen læge. Den primære sundhedssektor har allerede modtaget besked fra sundhedsmyndighederne om, at jeg er testet positiv. Min læge vil derfor tjekke, at jeg nu får kontaktet smitteopsporingen, så mine nære kontakter kan blive advaret, og smitten inddæmmes. Der bliver også her spurgt ind til, hvordan jeg har det, og hvilke symptomer jeg har.
Midt på aftenen ringer Styrelsen for Patientsikkerhed. De har haft svært ved at opspore en af mine nære kontakter. Det viser sig, at telefonnummeret er forkert. Det fikses.
Hvis der er noget at samle op på efter pandemien, så er det netop erfaringerne fra det samlede sundhedssystems håndtering af en omfattende sundhedskrise.
Da jeg vågner næste morgen – altså inden der er gået 24 timer – er der tikket en besked ind i min e-Boks fra Region Hovedstaden. Her får jeg tilbud om som smittet at deltage i et videnskabeligt forsøg, der sammenligner kvaliteten i forskellige test. Da jeg på mail har svaret positivt, går der under en time, før der er ringet tilbage og lavet en klar aftale om, hvornår “sundhedspersonale i rumdragter” kan komme i mit hjem.
Samme formiddag ringer Styrelsen for Patientsikkerhed. Man vil lige tjekke op på samtalen i går. Hvordan går det med de nære kontakter? Har du nye spørgsmål? Hvordan har du det?
Og endelig:
Selvsamme dag – altså kun godt et døgn efter mit prøvesvar – ringer de fra sundheds- og omsorgsforvaltningen i min kommune. Her får jeg tilbud om at komme på patienthotel, hvis mine boforhold er ringe. Jeg får tilbudt hjælp med madudbringning og med at hente ting på apoteket.
Dag tre rykker en rummand og en rumkvinde ind i min lejlighed, og jeg deltager i det forsøg, jeg dagen før har sagt ja til.
Og dag fire ringer de igen fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Denne gang med grundig information om, hvad jeg skal gøre, når jeg skal ud af isolationen efter syv dage (sprit dørhåndtaget på din hoveddør af, vask hænder, tag rent tøj på). Igen mulighed for at stille spørgsmål. Der er tid og ro.
Sådan skal det bare være.
Sådan skal det være overalt
Sådanne oplevelser er et konkret bevis på, hvad det betyder, når sundhedstjenesten rykker tæt på. Når samfundet og fællesskabet slår ring om os og viser omsorg.
Det er netop sådanne ressourcer, denne nærhed og omsorg, der er brug for i hele vores sundhedssystem. Ikke kun når det handler om covid-19, men i det hele taget.
Det er det, vi mener, når vi siger, at sundhed bør være en menneskeret. At det er staterne og ikke private interesser, der skal have ansvar for befolkningers sundhed. At der skal være sundhed for alle tæt på, hvor man bor og arbejder.
Og det er derfor, at vi i pandemiens kølvand må stille det indlysende krav om at opgradere vores offentlige sundhedsvæsen på alle parametre. Det kræver et opgør med private profitinteresser, medicinalindustriens indflydelse og regnearksstyring af kvalitet og processer.
Hvis der er noget at samle op på efter pandemien, så er det netop erfaringerne fra det samlede sundhedssystems håndtering af en omfattende sundhedskrise. Det bliver en kamp at holde fast i det fokus! For lur mig: Når hverdagen melder sig, og covid-19-regningen for alvor udskrives, kan sådanne erfaringer nemt gå i glemmebogen – eller blive lagt i syltekrukken.
Det må ikke ske.