Udtalelse
Når penge åbner døre
Med oprettelse af Rød-Grøn Erhvervsklub er SF vendt på en tallerken, når det gælder de erhvervsklubber, som partiet tidligere har talt ganske stærkt imod, skriver Dennis Kristensen.
|
Dén nyhed havde jeg alligevel ikke set komme, da også SF ved udgangen af sidste år hoppede med på den pengevogn, der blandt de politiske partier kaldes for erhvervsklubber.
Det er lukkede klubber, hvor et ganske højt kontingent giver udvalgte interesseorganisationer og private virksomheder mulighed for at mødes med toppolitikere og høre deres tanker om aktuelle emner og samtidig rette lobbyismen for egne mærkesager den modsatte vej, uden at det kan ses på partiernes oversigter over økonomiske tilskud.
Socialistisk Folkepartis oprettelse af Rød-Grøn Erhvervsklub er nu igen kommet i søgelyset efter offentliggørelsen af klubbens medlemmer.
Klubben er som andre partiers erhvervsklubber et tilbud til organisationer, brancheforeninger og virksomheder om at deltage i eksklusive orienterings- og debatmøder med partiets topfolk mod et årligt kontingent på 24.500 kroner, som lige sniger sig under grænser for støtte til politiske partier med oplysningspligt om giveren, når erhvervsklubben giver beløbet videre til SF.
Samtidig kan erhvervsklubbens medlemmer yde et direkte partitilskud af samme størrelse til SF, uden at partiet skal offentliggøre givernes navn. Dermed åbner konstruktionen for, at organisationer og virksomheder kan doble deres støtte til partiets politiske aktiviteter op til lige under 50.000 kroner og alligevel bevare deres anonymitet.
Det er dog ikke hvem som helst, der lukkes ind i klubbens varme.
Ifølge partiets egne oplysninger er der adgangskontrol ved indgangsdøren, hvor de, der står med de knap 25.000 kroner i hånden, kontrolleres for ”blandt andet menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og klima, skatteforhold samt aktiviteter inden for bestemte brancher. Alle medlemmer, der er optaget i foreningen, lever op til disse kriterier”.
Og partiets næstformand afviser, at klubbens medlemmer kan købe sig til politisk indflydelse på partiets politik: ”SF modtager gerne støtte fra Rød-Grøn Erhvervsklub for at have bedre økonomiske muligheder i valgkampe på linje med andre partier. SF modtager gerne økonomisk støtte fra forskellige kilder, så længe det sker åbent og efter gældende regler”.
Med oprettelse af denne støtteforening er SF vendt på en tallerken, når det gælder de erhvervsklubber, som partiet tidligere har talt ganske stærkt imod.
Baggrunden for kovendingen er umiddelbart forståelig nok.
Partiernes medlemskrise
De politiske partier har de seneste 65 år styrtblødt medlemmer og har dermed mistet mange medlemskontingenter. I alt mere end fire ud af fem medlemskontingenter.
De fem partier, der i 1960 var repræsenteret i Folketinget, rummede tilsammen 599.173 medlemmer. Heraf tegnede Socialdemokratiet sig for 259.459 eller godt 43 procent af det samlede antal medlemmer.
I 2024 var det samlede medlemstal bag 12 folketingspartier faldet dramatisk til 104.611 (uden oplysninger fra Moderaterne). Socialdemokratiet var fortsat det medlemsmæssigt største med 27.029, som dog nu var reduceret til knap 26 procent af alle folketingspartiers medlemmer.
Dermed gik der også langt færre kontingentkroner til de enkelte partier, som for en dels vedkommende dog fortsat fik økonomisk støtte fra branche- og arbejdsgiverorganisationer og virksomheder.
I perioden besluttede LO (i dag FH) at droppe de økonomiske tilskud til Socialdemokratiets valgkampe, som dog fortsat blev støttet økonomisk på forskellig vis af enkelte LO-forbund.
Til gengæld kom Folketinget sig selv til undsætning i 1965 med økonomisk støtte til partigrupper i Folketinget til kontorhold og ansættelser. Støtten blev udvidet i 1987 til en generel partistøtte ved både folketings-, regionale og kommunale valg baseret på antallet af stemmer.
I år udgør støtten 40,25 kroner per stemme ved folketingsvalget, som må bringe den maksimale statslige del af partistøtten op i nærheden af 150 millioner kroner.
Fagbevægelsen kom også i økonomisk klemme
Det handler om penge i politik, og for fagbevægelsen tillige om sløret partistøtte.
Arbejdsmarkedets parter har i en længere årrække centraliseret deres opgavevaretagelse, og ikke mindst for fagbevægelsens vedkommende er der tillige sket en betydelig professionalisering med ansættelse af eksperter på mange områder.
Centraliseringen har sjældent gået hånd i hånd med decentrale besparelser.
På udgiftssiden er det i de seneste årtier gået hurtigt. En arbejdsløshedsforsikring, der er blevet dyrere for en ringere dækning. En efterlønsordning, der blev forkortet. En fradragsret for faglige kontingenter, der er blevet reduceret. En åbning for tværfaglige arbejdsløshedskasser, og et frit fagforeningsvalg, der har bragt priskonkurrence på banen, som de overenskomstløse er dømt til at vinde.
Og en indtægtsside hvor store dele af fagbevægelsen har oplevet medlemstilbagegang og dermed tab af kontingenter.
Under Schlüter-regeringerne i 1980’erne begyndte LO at forhandle med den borgerlige regering uden om Socialdemokratiet med fælleserklæringen fra 1987 om forbedring af konkurrenceevne, jobskabelse og øget pensionsopsparing – det, der senere blev til indførelse af arbejdsmarkedspensioner – som det tydeligste eksempel.
Tætte bånd mellem Socialdemokratiet og den klassiske del af fagbevægelsen er ellers en del af arbejderbevægelsens historie.
Disse historiske bånd blev skåret over, da LO i 1995 fjernede bestemmelsen i lovene om, at Socialdemokratiet var repræsenteret i LO’s forretningsudvalg. Og året efter besluttede Socialdemokratiets kongres at fjerne LO’s repræsentation i partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse.
Og modsat greb Nyrup-regeringen i 1998 ind i efterlønsordningen uden om fagbevægelsen.
LO dropper partistøtten
I forlængelse af fjernelsen af de formelle bånd blev også de økonomiske bånd kappet, da LO’s hovedbestyrelse besluttede at lægge op til at stoppe LO’s økonomiske støtte til Socialdemokratiets valgkampe forud for en ekstraordinær kongres i 2003, som formulerede grundlaget for en fornyelse af LO.
LO’s partistøtte til først og fremmest Socialdemokratiet udgjorde på dette tidspunkt omkring otte millioner kroner om året.
Forslaget gav anledning til voldsom diskussion i fagbevægelsen, men blev dog vedtaget på den ekstraordinære kongres.
FOA støttede forslaget.
I de heftige debatter i LO’s forretningsudvalg sagde formanden Hans Jensen på et tidspunkt til min overraskelse, at vi tog grundigt fejl, hvis vi troede, at der have været et reelt samarbejde mellem Socialdemokratiet og LO i det seneste årti.
Ophøret af de økonomiske blodtransfusioner til Socialdemokratiet gav dengang anledning til megen ballade indendørs mellem LO og Socialdemokratiet og også en del ballade udendørs i offentligheden. Og balladen blev ikke mindre af, at partiet reelt finansierede en hel del af sit partisekretariat af de midler, som LO gennem årene havde givet til valgkampe.
Når Hans Jensen på trods af voldsom modstand lagde op til at stoppe partistøtten, så var det i mine øjne en uhyre fornuftig vurdering af, hvor fagbevægelsen befinder sig i nutiden. Desværre fulgte ikke alle forbund trop, når det gjaldt deres egen pengekasse.
Socialdemokratiet valgte i 2014 at følge i en del af de borgerlige partiers fodspor og oprette en erhvervsklub, hvis kontingentindtægter kunne kanaliseres videre til partiet.
Hvis vi vil fastholde enhedsfagbevægelsen i Danmark, hvor vi ikke vil have forskellige fagbevægelser opdelt efter politiske holdninger, religiøse overbevisninger eller etnisk baggrund og så videre, så skal vi ikke tage patent på medlemmernes stemmeafgivelse.
Forinden stak resterne af det socialdemokratiske vi-ejer-fagbevægelsen-gen dog hovedet frem, da partiets topfolk ikke ville mødes med medlemmer af LO’s øverste ledelse, som ikke havde en medlemsbog i baglommen, da partiet i 2012 ønskede at få LO med på en trepartsaftale, der blandt andet skulle indeholde afskaffelse af en eller flere helligdage.
I FOA, som med mig på formandsposten, ikke kunne præstere dette adgangskort, blev vi naturligvis vrede over disse hemmelige drøftelser, hvor fire ud af de tre kongresvalgte i den øverste ledelse af LO mente, at de sammen med formanden kunne tegne LO uden FOA’s deltagelse.
Alligevel gentog forløbet sig et par år efter i forhandlingerne om en beskæftigelsesreform.
Og da Socialdemokratiet på samme tid tilbød FOA og en del andre organisationer og virksomheder et medlemskab af partiets nystiftede “Erhvervsforum Vækst DK”, som tilbød deltagelse i orienteringsmøder med socialdemokratiske topministre, blev det alligevel for absurd.
Socialdemokratiet mente åbenbart på samme tid, at partiet selv at vælge, hvem der tegnede LO, og at FOA kunne komme lidt ind i varmen for et årligt kontingent på dengang 15.000 kroner.
Af samme grund sagde FOA da også nej tak.
Vi skal fastholde enhedsfagbevægelsen
Fagbevægelsen skal i mine øjne søge at påvirke politiske beslutninger, der påvirker arbejdsmarkedet, arbejdslivet og arbejdspladsen på både Christiansborg og på rådhuse og regionsgårde, men det skal være argumenter og dokumentation, der skaber indflydelse. Fagbevægelsen skal ikke købe sig til indflydelse med medlemmernes penge.
Hvis vi vil fastholde enhedsfagbevægelsen i Danmark, hvor vi ikke vil have forskellige fagbevægelser opdelt efter politiske holdninger, religiøse overbevisninger eller etnisk baggrund og så videre, så skal vi ikke tage patent på medlemmernes stemmeafgivelse. Så skal vi ikke aflevere medlemskontingenter videre til et eller flere politiske partier – hverken direkte eller indirekte.
Tages medlemmerne som gidsler for økonomisk støtte til partier, som det enkelte medlem under ingen omstændigheder vil stemme på, så er det jo i virkeligheden en opfordring til medlemmer, der tænker anderledes politisk, til at melde sig ud.
Og det er da pokkers til signal at sende fra en fagbevægelse, der vil samle alle.
22. september 2026 | 13:29
