Når omsorgstrætheden lammer os
Der er en fare for, at vi som omsorgspersoner bliver kørt af sporet rent mentalt, at vi bliver fyldt op rent arbejdsmæssigt og oplever at blive udbrændt. Vi skal fyldes op for at have noget give af.På stuen ligger hun så spinkel og skrøbelig, og alligevel dog så utrolig stærk.
Hendes krop er afpillet. Jeg tør dårligt tage fat i det, der er tilbage, af frygt for, at hun smuldrer mellem mine fingre.
Et langt og rigt liv er levet her, hun har foldet sig ud på livets mange scener. Hun har danset sig gennem det meste.
Men er der noget, hun mangler, noget hun ikke har fået gjort?
Så velbesøgt af omsorgsfulde pårørende der kæmper deres for at holde hende fast i den sidste rest af det liv, hun har tilbage.
De roser hende, hepper på hende, og de holder fast i hende.
Omsorg hver eneste arbejdsdag
Jeg er i et fag, hvor det ikke er implicit at få noget igen. Hvor den omsorg, jeg hver dag yder til de mennesker, jeg møder, ikke kan forventes at være gensidig.
Velvidende at dette er vilkårene i mit arbejde, er mit udgangspunkt altid vedholdenhed, rummelighed og åbenhed i mødet med borgeren.
Autencitet er min trædesten på vejen til at skabe en tillidsfuld relation med mere dybde end blot det flygtige og dog heller ikke så dybt, at det kommer alt for tæt på. Dybde med en vis distance.
Et begreb, jeg er stødt på i mit arbejde, er “omsorgstræthed”.
Jeg er i et fag, hvor det ikke er implicit at få noget igen. Hvor den omsorg, jeg hver dag yder til de mennesker, jeg møder, ikke kan forventes at være gensidig.
I dette ligger der en fare for, at vi som omsorgspersoner bliver kørt af sporet rent mentalt, at vi bliver fyldt op rent arbejdsmæssigt og oplever at blive udbrændt.
Hendes blik er fjernt, og rejsen mod uberørte og ukendte steder er påbegyndt, men først skal hun give slip på det, hun har. Det gør fysisk ondt at dø, at få vristet sig fri af sin krop og legeme. At krænge sorgerne og bekymringerne, men i høj grad også glæderne af sig.
Vi kan sjældent dø, uden at smerten trænger sig på.
Jeg står klar til at lindre hendes sjæl, den bekymring hun måtte bære undervejs. Men den hjælp lindrer ikke til fulde, for smerten bærer hun alene.
Som da hun for længe siden blev født, hvor hun kæmpede sig til verden. Da var det en anden smerte end den, der nu har lagt sig i sygesengen ved hendes side. Men en smerte.
Venten på døden
Øjeblikket kræver min tilstedeværelse, mit nærvær, min omsorg, min erfaring.
Vi står der sammen, bøjet over sengen, hendes pårørende og jeg.
De takker for min tid. Nu er tiden blevet det væsentligste.
For alle os i rummet her …
Hvad har jeg dog gjort, mumler hun. Sammenbidt og dog alligevel så kontrolleret i et bravt forsøg på at komme igennem det, der lige nu er ved at tage livet af hende.
Endelig virker den smertestillende og det beroligende, så hun igen kan holde ud at vente på at blive hentet.
Hun sidder på perronen og venter på det sidste tog. Toget der skal køre hende til endestationen. Billetten, som hun krampagtigt holder fast i, er en enkeltbillet. Det ved hun godt. På perronen står hendes kære og vinker med tårerne løbende ned ad kinderne. Så langt fra klar til at hun tager afsted.
På stationen er ingen køreplan, her er der kun et at gøre, og det er at vente.
Da jeg går derfra efter endt arbejdsdag, er hun i mine tanker. Jeg ønsker hende alt godt på sin vej. Jeg håber, hun er stærk nok til at rejse. Og jeg håber, at hendes kære får lov at følge hende på vej.
“Når man arbejder som socialpædagog, putter man omsorg i alt. Vi vil de her mennesker det bedste og har et stort håb om, at de flytter sig derhen, hvor vi og de ønsker det. Men vi har ikke uendelige mængder af omsorg og empati. Derfor er det helt afgørende at være bevidst om, at vi skal fyldes op for at have noget give af.”
Ovenstående citat er taget fra en artikel i Socialpædagogen fra den 3. august 2021 skrevet af pædagog, forfatter og cand.pæd. Anne-Mette Sohn Jensen.
Anne-Mette skriver endvidere, at det centrale ved compassion (aktiv omsorg) er, at man føler med vedkommende frem for at føle som vedkommende – altså at man ikke overtager følelserne, som om de var ens egne, men holder dem ovre hos borgeren, da det er borgerens smerte, man som socialpædagog skal hjælpe med at se udefra og håndtere.
Udenfor regner den stille regn. Den skyller mine tanker bort for en stund, for jeg ved, at der er en ny arbejdsdag i morgen.