Læserbrev
Når isen smelter
Det er som om, der sker noget nyt. I land efter land verden over rejser folk hovederne og markerer, at de har fået nok.
|
Det er otte år siden, det blev afsløret. Men alligevel dukker det op den ene gang efter den anden som en epokegørende nyhed, der rydder avisernes forsider: USA har spioneret mod sine allierede i Europa! Og det er sket ikke blot én gang, men det er fast rutine.
Nu er der så kommet en ekstra krølle på historien: Spionagen er foregået ved, at de amerikanske spiontjenester har tappet danske telekommunikationskabler med den danske militære efterretningstjenestes assistance og billigelse.
Selv om regeringen og dens forsvarsminister slår syv kors for sig og nedsætter undersøgelseskommissioner og lader hoveder rulle, skal man ikke tage fejl: Skiftende danske regeringer har vidst besked hele tiden, også før Edward Snowden blæste i sin fløjte og flygtede til Rusland.
Og de har alle som én klappet hælene sammen og pareret ordre, sådan som det har været rutinen i årtier, når herrens røst lød over verdenshavet.
Politisk istid
Den Europæiske Kontrarevolution for efterhånden over tredive år siden lagde Europa i dvale. Under den samlede vægt af USA og EU sænkede en politisk og åndelig istid sig over verdensdelen. Det gjorde ingen forskel, at de to kontrarevolutionære magtblokke, selv om de skulle forestille at være allierede, havde så lidt indbyrdes tillid, at de fandt det nødvendigt at spionere mod hinanden.
Også på resten af verden satte den indtrufne lammelse sit mærke. De tilbageværende socialistiske lande dukkede hovederne og tilpassede sig. De få, der ikke gjorde, blev ramt af sanktioner. Også den kommunistiske bevægelse i Europa dukkede sig og tilpassede sig; i stedet for at gå til modstand blev den splittet i fragmenter, og dér befinder den sig stadig, tredive år efter.
I Israel gik folk, både jøder og arabere, på gaden og forlangte et stop for den permanente krigsførelse mod landets oprindelige indbyggere, palæstinenserne.
Men nu er det, som om der sker noget nyt. I land efter land verden over rejser folk hovederne og markerer, at de har fået nok. Det kan være med stemmeblyanten som i Chile, hvor man har valgt en forfatningsgivende forsamling.
Pinochets makværk af en forfatning fra forrige årtusind havde holdt sig langt ud over sin tid i den kulde, der strålede ud fra Europa, men nu ser det omsider ud til, at den er på vej ned i den skraldespand, hvor den hele tiden har hørt hjemme. For de borgerlige, der ville holde fast i den, blev fejet til side af både en ny og den gamle venstrefløj.
Med stemmeblyanten foregik det også i nabolandet Peru, hvor præsidentvalget blev vundet af en kandidat fra et parti, der definerer sig som marxistisk-leninistisk, omend resultatet var så snært, at det i skrivende stund endnu ikke er erklæret officielt.
Netanyahu blev væltet
Og i Israel gik folk, både jøder og arabere, på gaden og forlangte et stop for den permanente krigsførelse mod landets oprindelige indbyggere, palæstinenserne. Det fik den samlede opposition i Knesset, fra det yderste højre til det yderste venstre, til at gå sammen om at vælte den Netanyahu-regering, der i årtier har legemliggjort krigspolitikken.
Et af de tilbageværende socialistiske lande, der i tredive år har kæmpet for sin overlevelse mod USA’s blokade og ”sanktioner”, er Cuba, og i denne måned vil FN’s generalforsamling endnu en gang vedtage en resolution vendt mod USA’s blokade.
Dansk-Cubansk Forening har bestemt, at torsdag den 17. juni skal være aktionsdag mod blokaden i Danmark. Der vil være gadeaktioner i flere byer, og der vil være møder og andre kampagneaktiviteter. Set i den globale sammenhæng hører denne aktionsdag måske til de mindre begivenheder, men den trækker i samme rigtige retning.
Til de mindre ting hører også, at Danmarks Kommunistiske Parti er i færd med at genoptage de forbindelser med Kinas Kommunistiske Parti, der har været afbrudt i mere end et halvt århundrede. Og dog: Danmarks Kommunistiske Parti hører til de mindre af de kommunistiske partier; men det kinesiske parti er verdens største. Så helt lille er den sag ikke.
Og måske er det indledningen til, at splittelsen i den kommunistiske bevægelse bliver overvundet. Sker det, vil det være rigtig stort.
15. juni 2021 | 09:32
