Boganmeldelse
Når EU tryller med vores løn og arbejdsforhold
Tryllekunst handler ikke om magi. Det handler om timing, distraktion og illusion. At få publikum til at kigge ét sted hen, mens man laver sit træk et helt andet sted. Det er præcis sådan, EU's mindstelønsdirektiv føles lige nu, skriver Sine Bilfeldt.
|
Jeg har altid haft en svaghed for korttricks. Ikke fordi jeg er nogen stor tryllekunstner – men fordi jeg engang arbejdede som bartender, og et enkelt trick kunne sikre mig både drikkepenge og en gratis brandert efter fyraften.
Det starter altid på samme måde, som alle kender det:
– Tag et kort. Kig på det. Husk det.
Så blander jeg kortene, spreder dem ud over bordet og smalltalker, mens folk følger med. De er helt sikre på, at de ved, hvor deres kort ligger. De kan se det. De kan næsten pege på bunken.
Pludselig er det ikke længere os selv, men Bruxelles, der bestemmer spillereglerne på det danske arbejdsmarked.
Så beder jeg dem vælge et tal mellem ét og ti. Jeg tæller langsomt ned, skaber spænding, og lige inden det sidste kort kigger jeg op og spørger:
– Vil du vædde en øl på, at det næste kort er dit?
De siger altid ja – selvfølgelig gør de det. For de har jo selv set kortet ligge der. Og dér trækker jeg det frem fra en helt anden bunke. Hokus-pokus, øllen er min.
Jeg har vundet mange genstande på det trick. Og det sjove er, at folk bagefter ofte bad mig lave det igen – selvom de lige var blevet snydt. Og hver gang blev de narret på præcis samme måde.
For tryllekunst handler ikke om magi. Det handler om timing, distraktion og illusion. At få publikum til at kigge ét sted hen, mens man laver sit træk et helt andet sted.
Helt ærligt – det er præcis sådan, EU’s mindstelønsdirektiv føles lige nu.
Vi blev distraheret
De fleste har efterhånden helt glemt, at det var 18. januar 2023, at annullationssøgsmålet blev indsendt. Det går ud på at få EU-domstolen til at annullere direktivet – fordi det åbner døren for, at EU kan fastsætte løn via lovgivning, i stedet for at vi selv kan regulere gennem de overenskomster, der udgør kernen i den danske model.
Hvis direktivet bliver gennemført, risikerer vi, at det ikke længere er arbejdsgivere og fagforeninger, men dommere i Luxembourg, der bestemmer, hvordan vores løn- og arbejdsforhold skal se ud.
Dengang i 2023 fyldte det overskrifterne, men siden er sagen blevet skubbet og udskudt så mange gange, at de fleste har glemt, at det overhovedet eksisterer.
Siden da har vi fået udmeldinger, pressemeddelelser, vurderinger og rapporter på stribe. I november 2024 kunne vi læse, at Danmark “allerede lever op til mindstelønsdirektivet”.
I januar 2025 kom generaladvokaten så med sin udtalelse – og anbefalede en fuld annullation af direktivet.
Stærke ord. Men stadig ingen dom. Bare endnu en udskydelse.
Og som i et ethvert godt tryllenummer blev vi distraheret fra det vigtige, som vi ikke måtte opdage. Vi talte om noget andet. Vi diskuterede andre EU-spørgsmål. Vi blev distraheret. Hver gang vi troede, at nu kom afgørelsen, blev kortene blandet på ny.
Indtil nu.
Dommen vil falde
For den 11. november falder dommen.
Men næsten ingen ved det. Fordi der er gået så lang tid, fordi det er blevet skubbet igen og igen, fordi vi glemte, hvad vi egentlig skulle have fokus på.
Det er et pragteksemplar på en tryllekunst: Når publikum tror, de har fanget tricket, ryster du lige kortene endnu en gang – og så har de mistet overblikket.
Timingen? Den er næsten absurd. Dommen falder kun få dage før kommunalvalget.
Uanset hvordan udfaldet bliver, kan hverken fagbevægelse eller politikere nå at forholde sig til konsekvenserne, inden vi står i stemmeboksen.
Ingen af os når at lure, hvordan kaninen kom ned i hatten, før tryllekunstneren allerede har taget den under armen og forladt scenen.
Mindstelønsdirektivet ser måske uskyldigt ud – som et enkelt kort i bunken. Men vi ved godt, hvad det betyder: Når EU først kan trække det kort op af hatten, følger de næste hurtigt efter. Pludselig er det ikke længere os selv, men Bruxelles, der bestemmer spillereglerne på det danske arbejdsmarked.
Derfor har Danmark anlagt sagen – ikke som en formalitet, men som et forsvar for arbejdernes ret til selv at forhandle løn og vilkår i stedet for blot at blive reduceret til publikum i vores eget arbejdsmarked.
EU sætter rammerne
Men sagen handler ikke kun om mindsteløn. Den handler om magt.
Om at EU flytter beslutninger væk fra os – væk fra fagbevægelsen, væk fra Folketinget – og op til en domstol i Luxembourg.
Vi har set det før: Når kommunerne tvinges til nedskæringer under EU’s budgetlov. Når lokale opgaver sendes i udbud, fordi udbudsreglerne kræver det. Når klimapolitikken bliver et regnestykke, hvor de store finder smuthuller, mens de små betaler prisen.
Gang på gang sker det samme: EU laver trækket, mens vi stirrer på den forkerte bunke kort. Vi tror, vi har styr på, hvor vores kort ligger, men i virkeligheden har de allerede lagt det et andet sted. Når vi endelig opdager det, er spillet for længst afgjort.
Netop derfor er timingen for domsafsigelsen så snedig. Når dommen falder få dage før kommunalvalget, bliver vi lullet ind i forestillingen om, at EU ikke har noget med vores lokale valg at gøre. At vi “bare” stemmer om asfalt, daginstitutioner og ældrepleje.
Men det er en illusion. For selv de mest lokale beslutninger ligger allerede i de rammer, EU har sat.
Når kommunen lægger budget, sker det under budgetlovens rammer.
Når der købes ind til velfærden, sker det efter udbudslovens regler.
Når der ansættes personale i ældreplejen, er deres vilkår påvirket af EU’s arbejdsmarkedslovgivning.
Så ja – EU er med helt ind i stemmeboksen, som tryllekunstneren der står bag din stol og kigger dig over skulderen, mens du vælger dit ‘helt unikke’ kort.
Når dommen falder den 11. november, vil vi først senere forstå dens fulde konsekvenser. Det er netop pointen: EU’s maskineri kører videre, uanset om vi når at diskutere det.
Det er et demokratisk problem, når så store beslutninger træffes uden tid og rum til offentlig debat.
Derfor er modstand mod EU’s greb om vores økonomi og arbejdsmarked ikke et levn fra fortiden, men en nødvendig stemme for fremtiden.
For spørgsmålet er simpelt:
Vil vi selv bestemme over vores velfærd, arbejde og forhandling af arbejdsforhold – eller vil vi lade os blænde af illusioner, mens EU igen trækker kaninen op af hatten, og vi bagefter står tilbage og klør os i håret?
Hokus pokus – EU i fokus. Tak for i aften, mine damer og herrer. Og for resten:
Hvis du allerede har glemt, hvilket kort du trak, da du begyndte at læse, så virker tricket, præcis som det skal. For i sidste ende er det ikke os, men EU, der sidder med kortbunken.
Skål – og tak for skænken.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. september 2025 | 06:29
