27 års indsats har slået fejl
Når alliancen bliver en trussel: EU’s øjeblik til at gentænke forholdet til USA
USA vil, som Trump selv formulerer det, styre Venezuela og landets olieindustri. Samtidig erklærer han, at USA's dominans på den vestlige halvkugle aldrig igen ville blive betvivlet. Det er præcis den samme logik, der nu rettes mod Grønland, skriver Mrutyuanjai Mishra.
|
EU står ved et historisk brudpunkt. Ikke fordi verdensordenen bryder sammen af sig selv, men fordi den stormagt, der i årtier har udgivet sig for at være dens garant, nu åbent underminerer den.
Donald Trump siger det, som det er, og lader høflighed og diplomatiske nuancer stå tilbage på hylden. Efter USA’s bortførelse af Venezuelas præsident Nicolás Maduro, gennemført uden konsultation med allierede og uden respekt for folkeretten og FN’s traktater, gjorde Trump det klart, at USA handler alene og udelukkende ud fra egne interesser.
USA ville, som Trump selv formulerede det, styre Venezuela og landets olieindustri. Samtidig erklærede han, at amerikansk dominans på den vestlige halvkugle aldrig igen ville blive betvivlet.
Det er præcis den samme logik, der nu rettes mod Grønland.
Hvad er værdien af en alliance, hvor den stærkeste part åbent truer med at annektere den svagestes territorium?
I den forgangne uge erklærede Donald Trump, at USA vil handle i Grønland, uanset hvad grønlændere og danskere måtte mene, hvilket tydeligt illustrerer administrationens tilgang til suverænitet og internationale normer. Som han sagde til medierne:
– Vi kommer til at gøre noget i Grønland, hvad enten de kan lide det eller ej. Hvis vi ikke handler, vil Rusland eller Kina overtage.
Udtalelsen er blevet citeret bredt af en række troværdige amerikanske medier og efterlader ikke meget plads til fortolkning.
Denne logik kan strækkes til at passe på Venezuela, Iran, Cuba og Colombia – og nu også Grønland. Fællesnævneren er ikke truslen fra andre stormagter, men USA’s egen forestilling om, at hele den vestlige halvkugle er et amerikansk interessesfære, hvor suverænitet er betinget og midlertidig.
Det er netop derfor, Trump insisterer på at omdøbe Monroe-doktrinen til det, han selv kalder Donroe-doktrinen: En åben erklæring om, at USA alene skal bestemme i den vestlige halvkugle – politisk, militært og økonomisk – uden hensyn til folkeretten, FN’s traktater eller selv nære allieredes suverænitet.
I Trumps version af verden handler det ikke om at bygge alliancer eller samarbejde. Nej, her styres verden med frygt – alle skal være bange for Trump. Budskabet er ikke samarbejde, men tvang. Trumps nærmeste rådgiver, Stephen Miller, sagde det endnu mere brutalt:
– Ingen kommer til at kæmpe militært mod USA om Grønlands fremtid.
Essensen af Trumps udenrigspolitik er enkel: Hvis du ikke kan slå igen, har du ingen reel forhandlingsposition.
Det er vigtigt at understrege, at Trumps linje ikke er uimodsagt i USA. En håndfuld samvittighedsfulde republikanske senatorer, sammen med et stort flertal af Demokraterne, har åbent taget afstand fra enhver idé om at anvende militære midler mod Grønland eller Danmark. Flere har kaldt tanken absurd, ulovlig og i direkte strid med USA’s egne alliancer og traktatforpligtelser. Problemet er, at disse indvendinger i stigende grad ikke betyder det, de engang gjorde.
USA er i dag et dybt dysfunktionelt demokrati. Kongressen er lammet af polarisering, domstolene er politiserede, og præsidentmagten er udvidet gennem nødret, eksekutive dekreter og permanent krisestemning. De klassiske demokratiske kontrolmekanismer og magtbalancer, bedre kendt på engelsk som “checks and balances“, eksisterer stadig på papiret, men fungerer i praksis ufuldstændigt og ofte slet ikke, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Derfor er det ikke betryggende, at “nogle i Washington er imod”. Når en amerikansk præsident gentagne gange truer med at anvende militær magt mod et allieret lands territorium, er det ikke overdrevet at tage ham alvorligt. Det er nødvendigt at handle med forsigtighed.
Tavshed i Folketinget – ét parti undtaget
Netop derfor er den politiske tavshed i Danmark bemærkelsesværdig. Indtil videre er det kun Enhedslisten, der klart og tydeligt har markeret, at USA ikke skal have ubegrænset adgang til danske militærbaser.
Det rejser et ubehageligt spørgsmål: Hvorfor tier resten?
Danmark har indgået aftaler, der giver USA vidtgående – i praksis næsten ubegrænsede – militære rettigheder på dansk territorium. Disse aftaler blev indgået under helt andre internationale forudsætninger, med et andet USA og med en grundlæggende tillid til amerikansk tilbageholdenhed. Den tillid eksisterer ikke længere.
Alle partier bør derfor åbent tage stilling og arbejde for at annullere eller genforhandle aftaler, der giver USA fri adgang til at etablere og operere baser i Danmark uden fuld dansk politisk kontrol.
Samtidig skal det nævnes, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt, Grønlands minister for udenrigsanliggender, i denne uge skal mødes med USA’s udenrigsminister Marco Rubio samt flere amerikanske senatorer, der også rejser til København for at drøfte forholdet til Danmark og Grønland, et møde der tydeligt viser, at gryden holdes varm i Washington.
Grønland bør åbne sig mod EU og Canada
Grønland bør aktivt invitere andre EU-lande samt Canada til at deltage i et fælles europæisk og nordamerikansk sikkerhedssamarbejde.
Franske, tyske, italienske og spanske militære bidrag vil ikke svække Grønlands sikkerhed – de vil styrke den ved at sprede magten, mindske afhængigheden og sende et klart signal: Grønland er ikke et amerikansk protektorat, men en del af en europæisk og multilateral orden.
Canada er en særlig vigtig aktør i Arktis, både strategisk og som eksempel på et land, der har arbejdet relativt respektfuldt med oprindelige folk og sikret dem rettigheder, som Grønland kan finde inspiration i. Danmark bør derfor intensivere sit samarbejde med Canada for at styrke både Grønlands sikkerhed og regionens multilaterale stabilitet.
Donroe-doktrinen: Fra alliancer til dominans
Trump har selv døbt sin tilgang “Donroe-doktrinen” – en rå og forvrænget omskrivning af Monroe-doktrinen fra 1823.
Hvor den oprindelige doktrin både hævdede amerikansk selvstændighed og lovede ikke-indblanding i andre regioners interne forhold, er Trumps version renset for enhver begrænsning.
Dette er ikke isolationisme. Det er imperialisme i sin mest nøgne form.
USA trækker sig ikke ud af verden – tværtimod. Washington bomber Iran, presser EU økonomisk, blander sig i europæisk politik, truer alle verdens stater med øgede tariffer og truer sine egne allierede militært. Trumps verdenssyn følger én enkel logik: Kan du påføre mig reel skade? Hvis ikke, må du bøje dig.
EU’s egentlige sårbarhed
EU må stille sig selv et grundlæggende spørgsmål: Hvad er værdien af en alliance, hvor den stærkeste part åbent truer med at annektere den svagestes territorium?
USA har i årtier haft en konsekvent strategisk interesse i Europa: At forhindre et tæt samarbejde mellem Rusland, Tyskland og Frankrig. Et EU med adgang til billig energi, industriel styrke og strategisk autonomi ville være en direkte konkurrent til amerikanske virksomheder og amerikansk geopolitisk dominans.
Det er ikke nyt – Trump siger det blot højt
EU bør ikke være blindt fjendtligt over for Rusland. EU’s interesse er stabilitet, sikkerhed og en afslutning på krigen i Ukraine. Hvis EU kun taler med den ene part i en konflikt, reducerer det sig selv til tilskuer. Det er tid til at lytte til Italien og Frankrig: Både premierminister Meloni og præsident Macron har for nylig påpeget, at EU bør genåbne dialogen med Rusland – især nu.
Set i lyset af den nuværende historiske situation er det tid til at tænke lidt Machiavellisk: Rusland har ikke truet med at annektere noget fra EU, og deres handlinger handler primært om at holde afstand til NATO. Et mere pragmatisk samarbejde med Moskva vil gøre det vanskeligere for Trump eller andre stormagter at forsøge at tilegne sig Grønlands territorium eller udnytte dets ressourcer.
Grønland og historien, der ikke må gentages
Killers of the Flower Moon, instrueret af Martin Scorsese, bygger på dokumenterede historiske begivenheder og viser, hvordan oprindelige folk i USA, de amerikanske indianere, blev systematisk udnyttet, og hvordan deres land gradvist blev overtaget, primært på grund af olie og andre værdifulde ressourcer.
Filmen burde ses af alle grønlændere i dag – især dem, der drømmer om et bedre liv under USA’s herredømme. Den fungerer som en advarsel: Grønland har store naturressourcer, men hvis Trump og hans milliardær-venner får uhindret adgang, er det ikke sikkert, at grønlænderne i fremtiden selv vil kunne bestemme over deres egen jord og ressourcer.
Danmark har begået fejl i rigsfællesskabet, men velfærd, sundhed, uddannelse og sociale rettigheder er ikke ligegyldige detaljer – og det er netop disse rettigheder, Grønland har sikret sine borgere.
Men kan de være sikre på at bevare dem under Trump, og hvad med deres natur? Bliver Grønland udnyttet og efterladt med miljømæssige ødelæggelser, der vil ramme dem om få år?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14. januar 2026 | 06:58
