I strid med grundloven?
Når alkohol eller stoffer bruges til at dulme en psykisk lidelse
Mange beboere på bosteder for psykisk syge bruger alkohol eller stoffer for at gøre det lettere at holde tilværelsen ud. De færreste bosteder er klædt på til at klare den opgave.
|
Man ser hende ikke så meget, andet end når hun henter sin medicin til de faste tider.
Det sker, at hun glemmer det, for mange års overforbrug af alkoholens dulmende virkning har gennemhullet hendes hukommelse.
Lysten til livet er voldsomt svingende, og efterhånden har hun en del selvmordsforsøg bag sig.
“Hver tredje beboer på bosteder for psykisk syge i København drikker for meget, ryger hash eller tager hårde stoffer som kokain, amfetamin og heroin.
295 af de 964 beboere på kommunens bosteder for psykisk syge har et skadeligt misbrug oven i deres psykiske lidelse.
Det viser en undersøgelse foretaget af Københavns Kommune, der også viser, at omfanget af misbruget er stabilt eller svagt stigende.
De (psykisk syge, red.) prøver at dulme deres psykiske lidelse med stoffer og alkohol. Vi skal til at kigge på, hvordan vi kan blive bedre til at håndtere det. Vi skal bygge specialiserede enheder til psykisk syge misbrugere, men der går nogle år, før de er klar, siger Mikkel Warming.”
Ovenstående citat er taget fra en artikel i Kristeligt Dagblad tilbage i 2009.
Inderst inde er håbet om et andet liv
Dags dato har selvsamme avis en artikel omkring selvsamme problematik, der stadig er gældende på de socialpsykiatriske bosteder i Københavns Kommune, og det er ikke blevet mindre.
Et lille skrøbeligt menneske på ydersiden der let kan forvirre omgivelserne til at tro, at kampgejsten er opbrugt.
Men indeni kæmper de mangeartede følelser i forhold til, hvor livet har båret hende hen.
Folder man hende ud gennem samtalens nysgerrige blik fanget på en god dag, så indeholder hun en palette af farverige forhåbninger og ønsker til, hvordan livet også kan være.
Desværre lægger alkoholen en altoverskyggende hånd på hende, så hendes kræfter til at flytte sig et andet sted hen svinder. Troen på, om hun nu også kan andet end at drikke sig ihjel, dominerer i perioder hos både hende selv og omgivelserne.
Som ansatte på et bosted i socialpsykiatrien er vi borgernes håb, når de ikke selv formår at have dette.
Vi skal støtte op omkring mulighederne for at kunne ty til andre løsninger end at indtage for store mængder alkohol eller andre former for euforiserende stoffer.
Et stort motivationsarbejde
At få et menneske ud af et mangeårigt misbrug kræver et stort stykke motivationsarbejde.
Det betyder, at vi skal kunne sætte noget andet i stedet for eksempelvis alkoholen, der jo oftest er en kompensation for det, der er svært, og det, der skal glemmes.
Ensomhed, manglende netværk, splittede familieforhold og/eller symptomer grundet en psykisk lidelse er alle elementer, der kan være gode at drukne i et misbrug.
Hvad skal vi som bosted sætte i stedet for det ødelagte familieliv, ensomheden og håbløsheden?
De fleste bosteder er ikke klædt på til at håndtere denne målgruppe af misbrugere, da det kræver en massiv indsats samt en særlig viden om misbrug.
“Det er svært men muligt at behandle misbrug. Trangen til det stof, man er afhængig af, er så stor, at der skal mere end almindelig karakterstyrke eller støtte fra omgivelserne til for at undgå tilbagefald. Det er ofte nødvendigt med fuldstændig afholdenhed. Og helt grundlæggende skal man selv være motiveret for at stoppe.”
Citat fra Psykiatrifondens hjemmeside.
Endnu en indlæggelse på psykiatrisk for at blive afruset, en frisk start og et kortvarigt ønske om forandring til det bedre.
Hjemme på bostedet venter det samme, som hun forlod i den brandert, der gerne skulle være den sidste.
Her venter ensomheden og alt det uforløste hengemt i krogene og er klar til at overmande hende, når hun er allerlængst nede.
For hvert mislykket forsøg på at blive misbrugsfri lægger omgivelserne et år oven i tvivlen på, at det nogensinde vil ske. Misbrugeren selv lægger to år oven i tvivlen for hver gang.
Det betyder i den sidste ende, at jo flere gange det ikke lykkes at slippe misbruget, jo mindre vil man kunne etablere troen på, at livet kan være noget andet.
Brug for flere ressourcer
Forholdene på bostederne er tilsvarende det, artiklen fra Kristeligt Dagblad beskriver tilbage i 2009.
På bostederne ses stadig en stor del af borgergruppen, som kæmper med dobbeltdiagnoser til stor skade og frustration for både dem selv, deres bofæller og de ansatte.
For at skabe forandring og støtte op omkring denne problemstilling, der fylder massivt på mange bosteder, er man som kommune nødsaget til at forholde sig til, hvordan man placerer borgerne.
For som det er nu, er der tale om et sammensurium af mennesker med dobbeltdiagnoser, misbrugsfri borgere og andre diagnoser i en stor pærevælling.
De fleste bosteder er ikke klædt på til at håndtere denne målgruppe af misbrugere, da det kræver en massiv indsats samt en særlig viden om misbrug.
Vi kommer ikke uden om, at der er nødt til at ske en øgning i de ressourcer, der tildeles dette område.
Ind ad døren træder en personale, kalder hendes navn. Intet svar. I køkkenvasken ligger resterne af en dåse makrel. Luften er tung og sødlig. Hun ligger i sin seng blandt tomme øldåser, og på bordet står en halvtom flaske rom.
26. august 2021 | 07:20
