anmeldelse
Militarisering er ikke uundgåelig – det er et valg, vi som borgere kan og skal udfordre!
Med Lissabontraktaten i 2009 blev EU’s fælles forsvarspolitik for alvor fastlagt. I dag betyder det blandt andet, at EU har mulighed for at sende militære styrker til konfliktzoner uden FN’s godkendelse. Siden afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold i 2022 har vi i Danmark aktivt bidraget til denne udvikling, både økonomisk og militært.
|
Uanset hvad ens politiske holdning er, så kan vi vist alle sammen blive enige om, at vi hver dag bliver bombarderet med billeder af krig, når vi tænder for fjernsynet. Og uanset hvad, kan man ikke undgå at forholde sig til det. Jeg forsøger at sætte mig ind i tingene, men ender med den samme konklusion, som dem der ikke gør: Verden er af lave.
For nylig var jeg inde og se dokumentaren “No other country”, der viser situationen på Vestbredden indefra gennem to unge journalisters øjne – en israeler og en palæstinenser. Jeg tog mig selv i at blive så ked af at se så store uretfærdigheder foregå, at min vrede tog over.
Vreden over det israelske militærs handlinger og vreden over at jeg sidder her og absolut intet kan gøre ved det. Og endnu mere – vreden over at der stadig er folk, som ikke ser den samme uretfærdighed, som jeg ser i nyhederne og så den dag i biografen.
EU’s transformation til en militærunion betyder, at vi i stigende grad accepterer militarisering som et nødvendigt onde, selv når det er på bekostning af vores værdier.
Men det er ikke kun i biografen, og det er ikke kun i Mellemøsten. Det er nærmest umuligt at have overblik over, hvor mange steder krige raser, og hvor meget elendighed der findes, men denne uoverskuelighed må ikke blive en undskyldning for passivitet.
I min frustration over at se den totalt passive politiske indsats i konflikten i Mellemøsten nåede jeg til at tænke, at der ikke kan være en anden udvej end væbnet kamp, for tydeligvis forstår israelerne ikke andet end det. For når selv FN afgør, at Israel skal stoppe de overgreb, der sker, sker der stadig ingen handling, så hvis FN ikke engang har magt til at stoppe tingene, hvordan skulle noget andet end militær magt så kunne?
Fjendebilleder holdes intakt
Jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en kronik, der forsøger at promovere vold eller våben, men en beretning om, at selv en pacifist kan blive presset ud på et tankesidespor i sin afmagt.
Heldigvis kom jeg da hurtigt tilbage på rette spor igen, og jeg begyndte at tænke over baggrunden for konflikterne. Ikke de historiske data eller juraen, men den menneskelige baggrund, for hvad er det, der er med til at lade hadet gro så stærkt i mennesker? Det er frygt.
Overordnet kan man i Mellemøsten se en gennemtrængende frygt. Palæstinenserne frygter at blive fordrevet fra deres hjem eller slået ihjel, og i min optik giver den frygt rigtig god mening. Men hvad med israelerne? Frygten for udryddelse er gået igennem generationer, især siden Anden Verdenskrig – også med god grund.
Den politiske og militære linje fra Israels side bliver blåstemplet af den frygt, og den siver ned i skolerne, i kulturen og i den enkelte person, som så begår umenneskelige handlinger med begrundelsen om, at “det er dem eller os”. Frygten på begge sider resulterer i had og i vold.
Det samme ser vi med Rusland og Ukraine – stærkt bakket op af Vesten. Samme rationale på begge sider, det er dem eller os, og jeg tør godt vædde min gamle studenterhue på, at både Putin og Zelenskyj arbejder ud fra den parole. Men “dem” og “os” er fætre og kusiner, “dem” og “os” har samme kulturelle og sproglige baggrund, “dem” og “os” har samme frygt og de samme følelser.
Men fjendebilledet skal holdes intakt, og frygt smitter. Fjendebilledet og frygten for “dem”, uanset hvem de er, er dét, der begrunder, at vi skal bruge endnu mere af vores BNP til krigsførelse, og nu er det ikke længere kun i NATO, men også i EU. Det har været under opsejling længe, at EU skal være en militær union allerede i år.
Med Lissabontraktaten i 2009 blev EU’s fælles forsvarspolitik for alvor fastlagt. I dag betyder det blandt andet, at EU har mulighed for at sende militære styrker til konfliktzoner uden FN’s godkendelse.
EU som global magtfaktor
Siden afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold i 2022 har vi i Danmark aktivt bidraget til denne udvikling, både økonomisk og militært. EU’s militarisering handler ikke kun om forsvar – det handler om at blive en global magtfaktor, og nu er vi underlagt EU’s mål om at være en militær union.
Og når vores egen statsminister erklærer, at “det ikke længere er fredstid i Danmark”, ser vi, hvordan frygten bruges til at ændre prioriteterne i den danske politik.
Polens oprustning viser, hvordan frygten driver landene i EU mod en stadig mere aggressiv forsvarspolitik. De investerer nu mere i militæret end noget andet EU-land, og deres tilgang bliver brugt som model for resten af EU. Det skaber en dominoeffekt, hvor andre lande føler sig pressede til at følge trop, og Danmark er klassens duks og står forrest i køen, klar til at være det gode eksempel.
Derudover ser vi, hvordan det nylige præsidentvalg i USA puster til frygtens flamme i Danmark, for kan vi nu stole på NATO og USA? Skal vi nu beskytte Grønland som geostrategisk område mod både russerne og amerikanerne? Vi må hellere skære ned på velfærden og opruste mere.
Vend vreden den rigtige vej
Men hvad koster det os som samfund? Hver krone, der bruges på våben, er en krone, der kunne bruges på at løse klimakrisen, skabe bedre sundhedsvæsen og bekæmpe social ulighed. EU’s transformation til en militærunion betyder, at vi som borgere i stigende grad accepterer militarisering som et nødvendigt onde, selv når det er på bekostning af vores værdier.
Selv om den politiske situation i verden er frygtindgydende, kan vi vælge at holde hovedet koldt og holde fast i det allervigtigste: “Dem” bliver defineret af frygt. Vi er alle sammen mennesker, og det er ikke menneskets natur at slå ihjel. Mere frygt, mere had, flere våben – uanset om det er NATO, EU, Hamas, Putin, eller Zelenskyj, der har adgang til dem – løser intet i det lange løb.
Vend vreden den rigtige vej og ikke imod det medmenneske over for dig, der er lige så gennemsyret af frygten som du, for vi har stadig muligheden for at vende udviklingen! Det kræver, at vi stopper med at se mere krig som løsningen på vores frygt.
Militarisering er ikke uundgåelig – det er et valg, vi som borgere kan og skal udfordre!
29. januar 2025 | 06:17
