Militærudgifternes himmelflugt
Det militær-industrielle kompleks er i sin kerne en støtte til yderligere kapitalkoncentration. Derved nyder komplekset både godt af og undslipper nogle af globaliseringens konsekvenser.Militæret vil blive tilført den nette sum af 190 mia. kroner ekstra over de næste 10 år. Forsvarsforliget fra juni sidste år lagde 143 mia. til militærudgifterne for at få dem op på 2 procent af BNP, hvoraf 20 procent skal gå til nyt materiel. Forligsteksten bekræfter både Danmarks forhold til NATO til næsten evig tid og som deltager i EU’s forsvarssamarbejde, og der tales højstemt om udvikling af den danske forsvarsindustri.
I marts vedtog forligskredsen yderligere 40-50 mia. til at styrke forsvaret inden 2028. De skal finansieres ved lån på 36 mia. kroner og besparelser, mens finansieringen af sidste års forlig tages fra det økonomiske råderum. Den nye bevilling skal bruges til at opbygge den brigade på 6.000 M/K, som Danmark har en NATO-forpligtelse til at stille op med.
Til de ca. 27 mia. kroner, Danmark hidtil har brugt på militæret om året, føjes nu op mod 19 mia. kroner. USA har til sammenligning spenderet 858 mia. dollars (næsten 6 billioner = 6.000.000.000.000 kroner) i 2023.
Gennem de aktuelle krige, hvor udstyr ødelægges til idel fordel for MIK, øges efterspørgslen efter våben eksponentielt og dermed militariseringen.
Lad os se nærmere på det militær-industrielle kompleks (MIK), som USA’s republikanske præsident, Dwight D. Eisenhower, advarede imod i sin afskedssalut i 1961. Hvilken rolle indtager militærindustrien i nutidens kapitalistiske økonomi?
Militærindustrien er beskyttet mod mange af de regler, som andre industrier er underlagt. Den er ikke en del af EU’s indre marked, så forbuddet mod statsstøtte gælder ikke. Og industrien har da også en god og sikker aftager: Staten, direkte eller indirekte via aftaler om underleverancer. Danske Terma har gode kontrakter med Lockheed Martin, fordi Danmark køber F-35 fly. Derudover kan producenterne stort set sætte priserne, som de vil.
Det siges, at MIK bidrager til forskning og udvikling af nye teknologier til gavn for den civile industri, såsom ‘fredelig’ udnyttelse af atomkraft. Hvorfor kunne regeringer ikke investere direkte i fredelig teknologiudvikling, når de alligevel står bag den krigeriske?
Militæret belaster naturligvis de nationale budgetter, og i mere udviklede velfærdsstater er der en direkte konkurrence om offentlige penge. Er der beskæftigelseseffekter? Ja, MIK hyrer højtspecialiserede folk. Til gengæld foregår de fleste produktioner i isolerede enklaver, selvom det nu om dage er et globaliseret kompleks, og der i stigende grad skabes værdikæder på tværs af landene.
De store militærindustrier har udgangspunkt og hovedsæde i de militært stærkeste lande. Ifølge SIPRI (Stockholm International Peace Research Institute) er de fem største militære korporationer amerikanske, dernæst kommer britiske BAE og så tre kinesiske fulgt af en russisk gigant. Et fransk og et italiensk firma når op blandt de 20 største. Mindre lande køber fra de store, hvilket ikke godskrives i NATO’s 2 procent krav.
MIK er altså i sin kerne en støtte til yderligere kapitalkoncentration. Derved nyder komplekset både godt af og undslipper nogle af globaliseringens konsekvenser, ja, de forskellige parter kappes ivrigt om at ekspandere på ikke mindst det afrikanske ‘marked’, som russerne indtil videre har bedst fat i. Kontrakterne er ofte rammen om videre samarbejde.
Eisenhower advarede mod MIK’s lobbymagt. Men ud over at industrien er afhængig af tunge og kritiske metaller samt det petrokemiske kompleks og er ekstremt klimaskadelig, er den største fare sammenfletningen mellem stat og kapital. Gennem de aktuelle krige, hvor udstyr ødelægges til idel fordel for MIK, øges efterspørgslen efter våben eksponentielt og dermed militariseringen. Prins Joachims udnævnelse til forsvarsindustriattaché i USA er i den sammenhæng nærmest et komisk bidrag til salgsfremstødet for dansk militærkapacitet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.