Mennesker kommer sig ikke af systemer – de kommer sig af håb
Peer-støtte giver mennesker med psykiske vanskeligheder håb, skaber bedring og giver kommuner mulighed for at sætte mennesker før systemet. Alligevel tøver en del kommuner med at bruge det, skriver Mia Kristina Hansen i denne blog.
|
Jeg tror ikke på, at vi mangler viden. Jeg tror, vi mangler mod til at handle på den.
I mange år har jeg arbejdet tæt på mennesker med psykiske vanskeligheder. Mennesker, som alt for ofte bliver reduceret til diagnoser, forløb og paragraffer. Mennesker, der får at vide, hvad der er galt med dem, men alt for sjældent får støtte til det, de drømmer om.
Vi har bygget et system, der er godt til behandling, men mindre godt til håb. Medicin og sundhedsfaglig hjælp er vigtige, men det er ikke nok. For recovery (at få det bedre – red.) handler ikke kun om symptomreduktion. Det handler om at genvinde troen på sig selv, finde mening i hverdagen og opleve, at livet kan bevæge sig fremad igen.
Her spiller peers en afgørende rolle.
Peer-støtte er støtte mellem mennesker med levede erfaringer med psykiske kriser og sårbarheder. Det er ikke afgørende, at erfaringerne er ens, det afgørende er genkendelsen. Følelsen af ikke at være alene. Af at blive mødt af et menneske, der ikke repræsenterer endnu et system, men som selv har stået i mørket og fundet en vej videre.
Peers kan noget, som ingen fagbog kan lære. De kan sige: “Jeg ved, hvordan det føles. Og jeg ved, at det kan blive anderledes.”
Håb er en forudsætning
Det giver håb. Og håb er ikke blødt eller naivt, håb er en forudsætning for recovery.
Derfor engagerer jeg mig i Peer-Partnerskabet, et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed. Sammen har vi udviklet og forsket i effekten af peer-baserede indsatser, blandt andet det manualbaserede gruppeforløb “Vejen til Hverdagslivet”.
Det her er ikke et eksperiment. Det er en mulighed for kommuner, der vil vise, at de sætter mennesker før systemet. At de tør investere i indsatser, der giver livsmod, handlekraft og værdighed tilbage.
“Vejen til Hverdagslivet” er et forskningsbaseret gruppeforløb over 11 uger, faciliteret af to frivillige peers med egne erfaringer med psykisk sårbarhed. Det er gratis og anonymt at deltage og giver mulighed for peer-to-peer følgeskab både undervejs og efterfølgende. Forløbet supplerer de faglige indsatser og er målrettet voksne med psykisk mistrivsel og nedsat, også betydeligt nedsat, psykisk funktionsevne.
Et videnskabeligt lodtrækningsforsøg har dokumenteret bedre recovery, øget trivsel, funktionsevne og livskvalitet. Samtidig viser erfaringer fra blandt andet København, Fredericia, Rødovre, Helsingør og Gladsaxe Kommune, at indsatsen også skaber konkrete kommunale besparelser gennem reduceret behov for støtte og ydelser. Det forebygger og det hjælper mennesker, der har været i systemet i mange år.
Vi ved altså, at det virker.
Kommuner er tilbageholdende
Alligevel oplever jeg igen og igen, at det kan være svært at få nye samarbejder i gang, også når effekten er veldokumenteret. Derfor er jeg nysgerrig på, hvad kommunerne har brug for, for at opleve tryghed og mening i et samarbejde som dette.
I Peer-Partnerskabet forsøger vi at skabe samarbejde gennem en social investeringsmodel – no cure, no pay – hvor kommunerne kun betaler for det, der virker.
Det her er ikke et eksperiment. Det er en mulighed for kommuner, der vil vise, at de sætter mennesker før systemet. At de tør investere i indsatser, der giver livsmod, handlekraft og værdighed tilbage, før mistrivsel bliver til livslang afhængighed af støtte.
Peers kan ikke gøre det alene. Men uden håb kommer vi ingen vegne. Og peers giver håb.
Jeg håber, at kommuner, der ønsker at give mennesker med psykiske vanskeligheder et mere værdigt og meningsfuldt hverdagsliv, vil række ud og tage dialogen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. februar 2026 | 08:09
