Læserbrev
Med øksen i hånden og fællesskabet i hjertet
Fagforeningerne spiller en kæmpe rolle – både som kulturbærere og som fællesskaber, hvor man kan finde støtte og retning i kampen for at skabe arbejdsmiljøer, hvor mennesker kan blomstre. Hvor der er plads til læring, nysgerrighed og stolthed.
|
Da jeg startede som håndværker, var det mest, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle lave. Jeg brændte ikke for arbejdet, men for noget andet: for at skabe et bedre arbejdsmiljø. Jeg havde selv oplevet en hård start i branchen – med dårligt samarbejde, ingen støtte og en kultur, der sled på både krop og sjæl.
Det ændrede sig, da jeg blev aktiv i fagforeningen. Pludselig fandt jeg en mission: At være den gode svend, der tog sig af lærlingene og løftede dem op i stedet for at gentage de dårlige mønstre. Det gav mig ny energi – og et fællesskab, som jeg ikke havde vidst, jeg savnede.
Senere fik jeg gennem fagforeningen mulighed for at deltage i et kursus i gamle tømrerteknikker. Her blev vi undervist af eksperter fra både Danmark og Frankrig i at bruge øksen med præcision, aflæse træet og arbejde med stor respekt for materialet og historien. Men det handlede om meget mere end det.
Når man står med en økse i hånden og ser på en kæmpe stamme, som skal formes til en bjælke, mærker man noget, som er svært at sætte ord på. En forbindelse. En ro. En respekt for materialet og for dem, der gik før os.
Jeg har fået troen på, at håndværket – når det er båret af fællesskab og faglig stolthed – er noget af det smukkeste, vi har.
Det handlede om passion, om faglig stolthed – og om at finde tilbage til håndværkets kerne. Men vigtigst af alt: Det handlede om fællesskab.
Det handler om at finde hjem i sit fag. At blive mindet om, hvorfor man i sin tid valgte det. Jeg har stået side om side med kollegaer og kursister fra hele landet – nogle med årtiers erfaring, andre med nysgerrighed som deres største styrke. Vi har delt viden, grin, refleksioner og stilhed. Og vi har talt om fagets fremtid – og om, hvad det gør ved os mennesker at bruge hænderne til noget ægte.
Jeg fandt ikke bare en ny faglig interesse – jeg fandt en ny karrierevej, en ny passion og en dyb respekt for det, jeg laver. Og det skete ikke kun, fordi kurset var godt. Det skete, fordi jeg blev mødt med respekt, nysgerrighed og fællesskab. Jeg fik endnu en passion – ikke bare for at være en god svend for unge, men også for at udvikle mig i faget og fremme fagets historie.
Alt for mange steder i branchen er arbejdsmiljøet stadig præget af tavshed, hård jargon og nul støtte. Det dræber motivationen. Det dræber fagligheden. Og det skræmmer de unge væk.
Derfor vil jeg appellere til alle i branchen: Vi bliver nødt til at gøre det bedre. Vi skal skabe arbejdsmiljøer, hvor mennesker kan blomstre. Hvor der er plads til læring, nysgerrighed og stolthed. Og her spiller fagforeningerne en kæmpe rolle – både som kulturbærere og som fællesskaber, hvor man kan finde støtte og retning.
Vi er mange frivillige i fagforeningen, som hver dag gør en kæmpe indsats. Vi bekymrer os om jer derude – om dem, der ikke kender deres rettigheder, og som måske går rundt og tror, at den måde, de bliver behandlet på, er normal, fordi de aldrig har oplevet andet.
Vi gør alt, hvad vi kan, for at skabe bedre arbejdsmiljøer. Men vi kan ikke løfte det alene. Vi har brug for jer til at tage del i ansvaret.
Sig fra, når jargonen bliver for hård. Vi har alle været nye engang. Vi ved, hvordan det føles at famle, at være usikker. I stedet for at videreføre en kultur med tavshed og hårdhed.
Sørg for, at de unge føler sig som en del af holdet – ikke bare som nogle, der skal “holde og hente”. Gør dem til en del af projektet. Lad dem få fingrene i arbejdet. Det tager tid at lære håndværket, men vi lærer alle bedst, når vi føler os velkomne og respekterede.
Den bedste måde at lære fra sig på er at være nysgerrig på, hvem den anden er. At lytte. At forklare. At være tålmodig. Og at vise at vi står sammen.
Det kræver ikke meget at være et godt menneske og en god kollega – men det kræver, at vi tager ansvar.
For mig har fagforeningen og kurset ikke bare givet nye kompetencer – de har givet mig livsglæde. Og de har givet mig troen på, at håndværket – når det er båret af fællesskab og faglig stolthed – er noget af det smukkeste, vi har.
Hav en dejlig dag!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
21. april 2025 | 14:19
