Maskefald
Den store forvirring i Europa – ikke mindst i Danmark – i kølvandet på Trumps usædvanlige udmeldinger gjorde det også klart, at Europa ikke er kommet ud over teenagealderen. Europa er dybt afhængig af USA på alle planer: det politiske, kulturelle, økonomiske og ikke mindst sikkerhedspolitiske.
Der falder mange masker i disse dage. Megen bragesnak falder til jorden, og vi, især i Europa, begynder måske for en gangs skyld at kunne forholde os til virkeligheden.
Det sker, mens USA og Rusland sidder i Saudi-Arabien og forhandler fred i Ukraine. Donald Trumps præsidentperiode er startet med flere chok og mentale rutsjeture end stort set siden Anden Verdenskrig.
Trumps udfald mod Danmark i forhold til Grønland viste, hvordan USA i virkeligheden altid har ageret, nemlig som egenrådig stormagt – dog typisk over for tredjeverdenslande, ikke nære allierede. Den sympatiske Obama startede flere krige og greb ind flere steder i verden. Han var bare bedre til at føre sig frem med de rigtige meninger og værdier.
Om man kan lide det eller ej, der bliver ikke fred i Europa uden Rusland.
Men al snak om regelbaseret verdensorden har, når vi skærer ind til benet, de facto været vinduespynt for amerikansk magtpolitik. Den regelbaserede verdensorden har været præget af undtagelser fra for eksempel FN’s love.
Den store forvirring i Europa – ikke mindst i Danmark – i kølvandet på Trumps usædvanlige udmeldinger gjorde det også klart, at Europa ikke er kommet ud over teenagealderen. Europa er dybt afhængig af USA på alle planer: det politiske, kulturelle, økonomiske og ikke mindst sikkerhedspolitiske.
EU ydmyget af Trump
Når USA så mere eller mindre kapper båndene til de europæere – det gælder især Danmark – der har stået last og brast med USA i alle spørgsmål, så famler nogle europæere febrilsk rundt for at finde nogle ben at stå på.
Med Trumps beslutning om at indlede fredsforhandlinger med Rusland alene uden europæerne og uden Ukraine, så må ydmygelsen af EU stå klart for selv den mest fatsvage. Derfor står Danmark og et par andre lande over for at træffe nogle overilede, febrilske og ikke gennemtænkte beslutninger om en voldsom oprustning.
Det mest ironiske er, at det var USA, som oprindeligt pressede europæerne til at acceptere blandt andet sanktionerne mod Rusland, ligesom de krævede mere oprustning af europæerne.
Sanktionerne mod Rusland ramte Europa væsentligt mere, end de ramte USA og Rusland. Ruslands økonomiske vækst er større end EU’s. Tyskland accepterede de facto, at USA sprang Nord Stream-gasledningen i luften og dermed alvorligt svækkede især Tysklands konkurrenceevne – til gavn for blandt andre… tja: amerikanerne. Det var også en stor ydmygelse.
Myten om Ukraine
Det er også blevet klart, at Ukraine ikke er i stand til at føre krig uden Vestens hjælp. Der er andre problemer: Mange millioner våbenføre mænd i Ukraine nægter at tage til fronten. Den ukrainske præsident, Zelenskij, sidder ikke som formelt legal præsident, ligesom han har forbudt en lang række partier, medier og også Ukraines største religiøse samfund.
Så myten om det demokratiske Ukraine imod det autoritære princip er et fatamorgana. Krigen i Ukraine har været en proxykrig mellem Rusland og USA, derfor giver det også god mening, at den også løses af dem.
I disse dage harceleres der meget over, at europæerne ikke er inviteret med til forhandlingerne i Saudi-Arabien, og selvfølgelig heller ikke Ukraine.
Men hvad skulle europæerne bidrage med? Europæerne har på forhånd erklæret, at de under ingen omstændigheder vil tale med nogen som helst repræsentanter for Rusland. Men hvad skulle de så lige lave i Saudi-Arabien? Diplomatiet er sat ind, og det vil europæerne ikke have noget at gøre med.
Europas bud er mere krig
Men hvad er europæernes bud så? Svaret er ret klart, nemlig total russisk nederlag, tilbagetrækning af al russisk militær til grænserne fra 1991, inklusive Krim. Intet mindre!
Godt, hvordan vil et sådant russisk nederlag se ud? Det vil formentlig blive en storkrig med krig i Europa. Kommer det til det, hvad jeg hverken håber eller tror, skal man forestille sig, at Rusland vil reagere ganske mere håndfast, end de har gjort i Ukraine.
Mange millioner vil dø, og så taler jeg slet ikke om en atomkrig, som ultimativt potentielt vil slutte alt liv på planeten.
Her er vi ved at være inde i kernen af problemerne med EU og EU’s ledelse. EU har reelt ingen diplomatisk strategi – i hvert fald ikke i forhold til Rusland. I stedet er der værdier og moralsk poseren. Denne moraliseren er i øvrigt noget, der virkelig irriterer de tidligere europæiske kolonier. Måske gælder det også den tidligere britiske koloni USA.
Mange europæiske politikere har nogle vanvittige opfattelser af, at Vestens sikkerhed er afhængig af, at hele verden bliver som os. Dette har i årtier været den amerikanske position, som den nye amerikanske administration synes at være klog nok til at opgive.
Det var pointen i det store interview, den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio gav den 30. januar i år. Den nye amerikanske administration har fundet et mere realistisk grundlag og forstået, at den værdibaserede politik er en blindgyde og har ført til mere ulykke end lykke rundt på planeten.
Noget af en indrømmelse fra en amerikansk udenrigsminister at fralægge sig rollen som planetens politibetjent. Amerikanerne har formentlig også – i modsætning til europæerne – forstået, at verden uden om Vesten samler sig omkring Kina og Rusland i BRIKS-samarbejdet. BRIKS er den absolut mest populære klub på planeten.
EU’s Mission Impossible
Europæerne hænger fast i en forældet abstrakt værdipolitik, som er udsigtsløs. Europa har ingen idéer til at løse konflikten i Ukraine.
Selv Trump og USA’s forsvarsminister Pete Hegseth har forstået, at Rusland har sikkerhedsinteresser. Og hvis man ikke tager dem i betragtning, så bliver der ingen stabil fred.
Den europæiske kompromisløse position med udokumenterede påstande om russisk hensigt om at angribe hele Europa har meget få udsigter til at lykkes. Og uden amerikansk støtte er det bogstaveligt Mission Impossible – vel at mærke uden Tom Cruise.
Dette nye europæiske projekt med giga oprustning vil også føre til protester i befolkningen, som nogle vil affærdige som populistiske, men de vil på sigt næppe kunne holdes tilbage. Jeg tror også, at der i Europa vokser en forståelse frem, at mere oprustning ikke gør os mere sikre. Præcist tværtimod.
Om man kan lide det eller ej, der bliver ikke fred i Europa uden Rusland.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
