Jeg var i sidste uge til møde som frivillig partsrepræsentant for en mor til et frivilligt anbragt ”barn” på 17 år i Norddjurs Kommune.
I halvandet år har barnet, mor og mormor haft en plan om, at hun skulle på en efterskole, som de har besøgt og skrevet hende op til.
Men efter at den meget unge sagsbehandler havde ringet til efterskolens pædagogiske leder, var meldingen fra kommunens visitationsteam, at man ikke mener, at efterskolen er den rigtige, fordi barnets støttebehov måske ikke kan imødekommes.
Både det næsten voksne barn, mor og mormor bliver hermed umyndiggjort og er magtesløse overfor det ansigtsløse visitationsteam, som der bliver henvist til, og som familien ingen mulighed har for at gå i dialog med.
Uden at have mødt familien bliver et ungt menneske på 17 år dømt til at være for sårbar og udsat til at kunne få en chance på en ”normal” efterskole, på trods af at hun netop har bestået 9. klasse på en helt normal skole.
Sat på spidsen så kan man fortolke kommunens holdning til at være: “Vi tror ikke, at du kan blive en bedre version af dig selv!”
Hvordan vil et sårbart og udsat ungt menneske, som er træt af at blive holdt øje med og blive bestemt over, tage imod kommunens dom?
Hvordan ville du reagere, hvis du fik at vide, at dine drømme om at gå på en normal efterskole, få en ny start og en ny chance ikke kan blive til virkelighed, fordi en ung sagsbehandler og et ansigtsløst visitationsteam er bekymret for, at der ikke kan laves den rette støtte på en ”normal” efterskole med 500 unge mennesker?
Ens stemme bliver ikke hørt, fordi kommunen ved, hvad der er bedst for en.
Det unge menneske fik til mødet selv formuleret, at hun både havde en socialpædagog på den institution, hun er anbragt på, og sin mor, som hun kunne sende sms og ringe til i løbet af dagen, hvis der var brug for det, og hun foreslog også en prøveperiode.
Men hendes ord lader ikke til at have nogen betydning i forhold til den kommunale vurdering.
Der er mange fine ord om, at man skal lytte til barnet og inddrage det, men jeg ser desværre ofte, at kommunale medarbejdere ikke lytter, men i stedet dikterer, hvad der er rigtigt og forkert – muligt og umuligt.
Selv når barnet er 17 år gammelt og inden for et år officielt bliver myndigt, kan de kommunale omsorgsmedarbejdere have utroligt svært ved at lægge bestemmemagten fra sig og understøtte udsatte unge, som har behov for en chance til at blive en bedre version af sig selv.
Når man bliver umyndiggjort og er magtesløs i forhold til sin egen skæbne, er der risiko for, at man enten opgiver eller kæmper.
Hvis man opgiver, risikerer man resignation, apati, depression, misbrug og selvskadende adfærd.
Hvis man kæmper imod, risikerer man at blive vred, tale grimt og blive udadreagerende. Derved lever man op til de kommunale omsorgsmedarbejderes fordomme og bekræfter, at man ikke selv ved, hvad der er det bedste for en, fordi man er i sine følelsers vold og ikke opfører sig roligt og velovervejet og gør det, som kommunen synes, man skal gøre.
I den konkrete sag beror vurderingen om ”ikke den rigtige efterskole” som sagt på en samtale mellem sagsbehandler og pædagogisk leder på efterskolen.
Den pædagogiske leder afviser ikke, at hun kan starte på efterskolen, men siger, at de har dårlige erfaringer med udsatte unge fra Norddjurs Kommune, som ikke passer så godt til skolen, fordi udsatte børn fra Norddjurs er vant til mere fast struktur og har svært ved at omstille sig til skolen, hvor de skal gøre alting selv.
Har sådan nogle fordomme om udsatte unge mennesker fra en bestemt kommune noget som helst at gøre med det pågældende unge menneske?
Det synes jeg sådan set ikke.
Hvilket understøttes af, at den pædagogiske leder er klar til, at hun får en chance.
Det er også muligt, at en kontaktlærer får nogle timer om ugen til at være i lidt tættere kontakt og dermed støtte op.
På trods af dette vælger Norddjurs Kommune at bruge de generelle fordomme og erfaringer, efterskolen har med unge fra Norddjurs, til i ugen op til sommerferien at sige nej til den efterskole, der er arbejdet henimod i halvanden år.
Det starter et meget stresset forløb, hvor den 17-årige skal ud og kigge på andre små efterskoler, fordi alle er enige om, at det vil være rigtig godt at komme på en efterskole for at komme i et nyt miljø og møde nogle nye mennesker.
Vi ved allerede, at man som anbragt barn er særligt udsat for at komme i alle de dårlige statistikker med misbrug, ingen uddannelse, ingen eller dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet og lav levealder.
Efter denne oplevelse får jeg lyst til at spørge, om fordomme og umyndiggørelse hjælper eller skader et anbragt barns muligheder for at få en god uddannelse, et godt job og klare sig godt i livet?
Det bliver interessant at se, hvad der sker for den unge kvinde efter sommerferien, for lige nu ved ingen noget, og det møde, vi havde aftalt i denne uge, er netop blevet aflyst af sagsbehandler, fordi der ikke er landet en konkret aftale om en anden efterskole.
Kan vi lære noget af denne historie?
Ja, man skal sørge for at klare sig selv og ikke tro, at man få hjælp af sociale omsorgsmedarbejdere.
Ens stemme bliver ikke hørt, fordi kommunen ved, hvad der er bedst for en.
Kun hvis man er klar til at underlægge sig og blive umyndiggjort, kan man få hjælp, men ikke den hjælp, man selv ønsker, men kun den hjælp, kommunen finder, er den rigtige.
01. juli 2021 | 09:01
En socialkonsulent i Nordjyllands Amt sagde for mange år siden disse ord “socialt arbejde er ikke hver mands eje”. Nu mere end nogensinde er hver mand (mk) eller journalist ved at falde over egne ben for at dissekere i sociale sager, uden at have den fornødne indsigt eller viden til at gøre det.
Log ind for at svareHvad er den gængse definition på “den rette efterskole”, og hvorved adskiller den valgte – og nu vragede – skole sig fra denne definition?
Log ind for at svareMagtesløs og umyndiggjort.
En anbragt ung kvinde kan ikke komme på den efterskole, hun selv ønsker, og som har været planlagt i halvandet år. Norddjurs Kommune sagde i ugen op til skolernes sommerferie nej til den unges eget ønske. Der er tale om en helt uacceptabel umyndiggørelse.
Jeg var i sidste uge til møde som frivillig partsrepræsentant for en mor til et frivilligt anbragt ”barn” på 17 år i Norddjurs Kommune.
I halvandet år har barnet, mor og mormor haft en plan om, at hun skulle på en efterskole, som de har besøgt og skrevet hende op til.
Men efter at den meget unge sagsbehandler havde ringet til efterskolens pædagogiske leder, var meldingen fra kommunens visitationsteam, at man ikke mener, at efterskolen er den rigtige, fordi barnets støttebehov måske ikke kan imødekommes.
Både det næsten voksne barn, mor og mormor bliver hermed umyndiggjort og er magtesløse overfor det ansigtsløse visitationsteam, som der bliver henvist til, og som familien ingen mulighed har for at gå i dialog med.
Lytter ikke til den unge kvinde
Uden at have mødt familien bliver et ungt menneske på 17 år dømt til at være for sårbar og udsat til at kunne få en chance på en ”normal” efterskole, på trods af at hun netop har bestået 9. klasse på en helt normal skole.
Sat på spidsen så kan man fortolke kommunens holdning til at være: “Vi tror ikke, at du kan blive en bedre version af dig selv!”
Hvordan vil et sårbart og udsat ungt menneske, som er træt af at blive holdt øje med og blive bestemt over, tage imod kommunens dom?
Hvordan ville du reagere, hvis du fik at vide, at dine drømme om at gå på en normal efterskole, få en ny start og en ny chance ikke kan blive til virkelighed, fordi en ung sagsbehandler og et ansigtsløst visitationsteam er bekymret for, at der ikke kan laves den rette støtte på en ”normal” efterskole med 500 unge mennesker?
Ens stemme bliver ikke hørt, fordi kommunen ved, hvad der er bedst for en.
Det unge menneske fik til mødet selv formuleret, at hun både havde en socialpædagog på den institution, hun er anbragt på, og sin mor, som hun kunne sende sms og ringe til i løbet af dagen, hvis der var brug for det, og hun foreslog også en prøveperiode.
Men hendes ord lader ikke til at have nogen betydning i forhold til den kommunale vurdering.
Der er mange fine ord om, at man skal lytte til barnet og inddrage det, men jeg ser desværre ofte, at kommunale medarbejdere ikke lytter, men i stedet dikterer, hvad der er rigtigt og forkert – muligt og umuligt.
Selv når barnet er 17 år gammelt og inden for et år officielt bliver myndigt, kan de kommunale omsorgsmedarbejdere have utroligt svært ved at lægge bestemmemagten fra sig og understøtte udsatte unge, som har behov for en chance til at blive en bedre version af sig selv.
Når man bliver umyndiggjort og er magtesløs i forhold til sin egen skæbne, er der risiko for, at man enten opgiver eller kæmper.
Hvis man opgiver, risikerer man resignation, apati, depression, misbrug og selvskadende adfærd.
Hvis man kæmper imod, risikerer man at blive vred, tale grimt og blive udadreagerende. Derved lever man op til de kommunale omsorgsmedarbejderes fordomme og bekræfter, at man ikke selv ved, hvad der er det bedste for en, fordi man er i sine følelsers vold og ikke opfører sig roligt og velovervejet og gør det, som kommunen synes, man skal gøre.
Beslutning bygger på fordomme
I den konkrete sag beror vurderingen om ”ikke den rigtige efterskole” som sagt på en samtale mellem sagsbehandler og pædagogisk leder på efterskolen.
Den pædagogiske leder afviser ikke, at hun kan starte på efterskolen, men siger, at de har dårlige erfaringer med udsatte unge fra Norddjurs Kommune, som ikke passer så godt til skolen, fordi udsatte børn fra Norddjurs er vant til mere fast struktur og har svært ved at omstille sig til skolen, hvor de skal gøre alting selv.
Har sådan nogle fordomme om udsatte unge mennesker fra en bestemt kommune noget som helst at gøre med det pågældende unge menneske?
Det synes jeg sådan set ikke.
Hvilket understøttes af, at den pædagogiske leder er klar til, at hun får en chance.
Det er også muligt, at en kontaktlærer får nogle timer om ugen til at være i lidt tættere kontakt og dermed støtte op.
På trods af dette vælger Norddjurs Kommune at bruge de generelle fordomme og erfaringer, efterskolen har med unge fra Norddjurs, til i ugen op til sommerferien at sige nej til den efterskole, der er arbejdet henimod i halvanden år.
Det starter et meget stresset forløb, hvor den 17-årige skal ud og kigge på andre små efterskoler, fordi alle er enige om, at det vil være rigtig godt at komme på en efterskole for at komme i et nyt miljø og møde nogle nye mennesker.
Vi ved allerede, at man som anbragt barn er særligt udsat for at komme i alle de dårlige statistikker med misbrug, ingen uddannelse, ingen eller dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet og lav levealder.
Efter denne oplevelse får jeg lyst til at spørge, om fordomme og umyndiggørelse hjælper eller skader et anbragt barns muligheder for at få en god uddannelse, et godt job og klare sig godt i livet?
Uafklaret situation
Det bliver interessant at se, hvad der sker for den unge kvinde efter sommerferien, for lige nu ved ingen noget, og det møde, vi havde aftalt i denne uge, er netop blevet aflyst af sagsbehandler, fordi der ikke er landet en konkret aftale om en anden efterskole.
Kan vi lære noget af denne historie?
Ja, man skal sørge for at klare sig selv og ikke tro, at man få hjælp af sociale omsorgsmedarbejdere.
Ens stemme bliver ikke hørt, fordi kommunen ved, hvad der er bedst for en.
Kun hvis man er klar til at underlægge sig og blive umyndiggjort, kan man få hjælp, men ikke den hjælp, man selv ønsker, men kun den hjælp, kommunen finder, er den rigtige.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
