Istedgade overgiver sig aldrig
Lønmodtagerne bør gå i takt – igen!
Ved OK25 kan lønmodtagerne sikre, at de offentlige og private overenskomstforhandlinger igen foregår samtidig. Og der er flere gode argumenter for, at det bliver et prioriteret krav.
|
Siden midt i 90’erne har de offentlige og private overenskomster været ude af takt, efter forhandlingerne ellers i de foregående årtier var foregået nogenlunde samtidig. Den samtidighed betød for eksempel, at alt fra hjemmehjælpere til skibsværftsarbejdere strejkede, da Schlüter-regeringen greb ind i storkonflikten i 1985.
Netop muligheden for at bruge fagbevægelsens samlede styrke er et af de rigtig gode argumenter for at genoprette samtidigheden. Når for eksempel både private arbejdspladser, daginstitutioner og skoler er konfliktramte, så har uorganiserede privatansatte med børn dårligere muligheder for at fungere som strejkebrydere.
Vi har vel dannet FH, fordi vi er enige om, at vi er stærkere sammen, så hvorfor ikke bruge den styrke, når vi har de overenskomstforhandlinger, som er en af fagbevægelsens allervigtigste opgaver?
Et andet og måske endnu mere grundlæggende argument er selvfølgelig, at lønmodtagerne helt jordnært og konkret har store fælles interesser. Rigtig mange FOA-medlemmer er offentligt ansatte kvinder, der har fællesøkonomi med en privatansat mand, og så er det ret oplagt, at den samlede husstandsindkomst også bliver forhandlet, forsvaret og forbedret på samme tid. Det samme gælder naturligvis ugentlig arbejdstid, ferier og fridage, frihed ved børns sygedage, betalt barsel og alt muligt andet i overenskomsterne, der også har en samlet betydning for en lønmodtagerfamilie.
Hvis de private og offentlige overenskomster bliver forhandlet samtidig, kan forhandlingerne også mere naturligt sikre, at lønudviklingen på de to områder nogenlunde følger hinanden – noget den såkaldte reguleringsordning jo skal sikre i dag. Ligesom de mange forbund med både offentligt og privat ansatte lettere umiddelbart vil kunne sikre, at deres medlemmer får en ens lønudvikling, og det er for eksempel en vigtig opgave for FOA, når det gælder blandt andet social- og sundhedspersonale.
Jeg synes også, at det er et argument for samtidige overenskomstforhandlinger, at lønmodtagerne organisatorisk står langt mere samlede i dag end tidligere, nu hvor LO- og FTF-forbundene er gået sammen i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Når vi har en hovedorganisation, som samler store forbund på både det offentlige og private område og kan koordinere et OK-forløb, så er det endnu mere naturligt, at overenskomstforhandlingerne også foregår på samme tid.
Vi har vel dannet FH, fordi vi er enige om, at vi er stærkere sammen, så hvorfor ikke bruge den styrke, når vi har de overenskomstforhandlinger, som er en af fagbevægelsens allervigtigste opgaver?
Så lige nu bør FH koordinere, at lønmodtagerne igen kommer til at gå i takt, som det kan ske, hvis overenskomstperioden efter OK25 bliver et år kortere eller længere, end overenskomstperioderne oftest er.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
20. januar 2025 | 07:26
