Digt
Løn som fortjent
Løn handler ikke kun om kroner og øre. Det er i mindst lige så høj grad et symbol på, hvor meget vi som samfund værdsætter arbejdet. Vores kamp for højere løn er en kamp for respekt og anerkendelse – og så er det en kamp for velfærdssamfundets fremtid.
|
Spørgsmålet om ligeløn er i virkeligheden meget enkelt: Det handler om respekt og anerkendelse.
Lige nu betyder de stigende priser og usikkerheden i Europa naturligvis, at mange lønmodtagere er bekymrede for deres privatøkonomi. Og som socialrådgivere mærker vi også, at vores løn rækker til mindre. Løn har helt konkret betydning for vores forbrug – og derfor betyder det selvfølgelig meget, hvad der tikker ind på kontoen sidst på måneden.
Men helt grundlæggende handler lønkampen mest af alt om anerkendelse. Når en pædagog, sygeplejerske eller socialrådgiver får markant mindre i lønningsposen end privatansatte med samme uddannelseslængde, er det udtryk for, at omsorgsarbejde ikke er lige så anerkendt som for eksempel håndværk.
Forældet og uretfærdig lov
Det virker absurd, for samfundet har jo brug for begge dele. Uden pædagogen kunne vi ikke aflevere vores børn til en tryg og udviklende hverdag. Uden sygeplejersken ville vi ikke blive behandlet for sygdomme. Og uden socialrådgiveren ville udsatte mennesker – og de af os der bliver ramt af en livskrise – ikke få hjælp og støtte.
Vi er nødt til sammen at tage et opgør med den gammeldags forestilling om, at en bygningskonstruktørs arbejde er vigtigere end pædagogens.
Derfor kan vi heller ikke acceptere, at en forældet lov fra 1969 den dag i dag bestemmer, at offentligt ansatte halter efter andre på det danske arbejdsmarked. Det er dybt uretfærdigt, og jeg er ikke i tvivl om, at den mangel på anerkendelse, løngabet er udtryk for, er en del af årsagen til, at færre og færre søger ind på en velfærdsuddannelse.
Vi ved allerede nu, at vi kommer til at mangle uddannede medarbejdere i velfærdsfagene. Det er en bombe under vores velfærdssamfund, som vi er nødt til at handle på nu.
Behov for samlet opgør
Så snart lønstrukturkomitéen senest til december kommer med sin rapport, er vi nødt til sammen at tage et opgør med den gammeldags forestilling om, at en bygningskonstruktørs arbejde er vigtigere end pædagogens.
Det bliver svært, for selvom ligeløn grundlæggende er et enkelt spørgsmål, bliver det hurtigt meget kompliceret, når mange forskellige interesser mødes.
Derfor skal vi alle i fagbevægelsen være klar til at bøje os mod hinanden og indgå kompromiser, så vi samlet står stærkt i den politiske kamp for bedre løn til offentligt ansatte. For uden forbedringer af lønnen (og arbejdsmiljøet) frygter jeg, at vi om ti år vil have svært ved at genkende vores velfærdssamfund.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
26. maj 2022 | 08:14
