Læserbrev
Lad os aktivt bekæmpe hjemløsheden
Tænk hvis vi gav Socialministeriet muskler, som Sundhedsministeriet fik det i krigen mod corona. Så kunne vi nå langt i kampen mod hjemløshed.
|
Der er intet som krig, der får et land til at stå sammen. Vi ser det nu, hvor russerne bomber Ukraine. Danmark åbner pengekassen i form af våben og nødhjælp til Ukraine og modtager tusindvis af flygtninge.
Vi så det også, da Danmark erklærede krig mod corona. Der blev afsat svimlende summer til teststrategier, nedlukning, og efterfølgende blev kæmpestore stimulipakker til erhvervsliv og oplevelsesindustri vedtaget.
SAND har for eksempel fået – uden at ville det – fem millioner kroner til at dele ud blandt hjemløse, så de kan gå i biografen, på café, hoppe i Lalandia, og hvad man ellers kan finde på. Vi er et nyttigt redskab til at støtte den skrantende oplevelsesindustri. Det må vi tage til takke med, nu ingen virkelig vil gøre noget for, at hjemløse kan komme på fode igen.
Men sådan behøver det ikke være.
Erklær krig mod hjemløsheden
Hvis vi erklærede krig mod hjemløshed, kunne vi meget hurtigt få løst en masse af de problemer, der gør, at man bliver hjemløs og også de problemer, der gør, at man har svært ved at komme op af sumpen igen.
Hvis Socialstyrelsen fik muskler som Sundhedsstyrelsen, kunne den pålægge kommuner at bygge boliger til hjemløse og pålægge dem at give hjemløse, der flytter i egen bolig, den relevante og tilstrækkelige støtte.
Jeg har som hjemløs levet et meget kaotisk liv og flere gange flyttet i egen lejlighed. Jeg har oplevet forventningens glæde ved at få anvist en lejlighed af kommunen. Jeg har forestillet mig, hvordan jeg skulle kickstarte et nyt liv, hvor jeg havde styr på det meste og fik hjælp til det, jeg ikke selv kunne få styr på.
Hvis vi erklærede krig mod et utilstrækkeligt hjælpeapparat, styrkede psykiatrien og rusmiddelbehandlingen og gav fattigfolket bedre økonomiske forudsætninger for at klare sig, kunne vi nå rigtigt langt.
Jeg oplevede desværre også, at den bostøtte, jeg fik, ikke måtte, ikke kunne eller ikke ville hjælpe mig med de problemer, jeg havde. Der er aldrig nogen, der har vist mig, hvordan man skulle få et hjem ud af en bolig, holde styr på den, skabe glæden ved at komme hjem – sænke skuldrene, slappe og nyde stilheden og freden.
Langsomt, men sikkert blev lejligheden en byrde for mig. Rudekuverter og pizzabakker skaber ikke den berømte danske hygge. Jeg brugte mindre og mindre tid i lejligheden, flygtede ud på gaden. Ud i den verden, jeg kender bedst. Ud til stofferne, til volden, til kaos og uforudsigelighed.
Hvor mærkeligt det end kan lyde, følte jeg mig mere hjemme der end i min lejlighed. Den var blevet et symbol på alt det, jeg drømte om, men alligevel ikke magtede. Hjælpen til at magte livet i lejligheden fik jeg ikke. Som så mange andre hjemløse heller ikke får.
Der er brug for en helt anden tilgang
Derfor afholder alt for mange hjemløse sig fra at drømme om et bedre liv. For de har ikke forudsætningerne for det, og det system, som I tror, er indrettet til at hjælpe hjemløse til at få forudsætningerne, er slet ikke gearet til at gøre det. Ikke fordi de ansatte er onde eller dumme, men fordi I har valgt at indrette systemet til at stille urealistiske krav til hjemløse, så man med god samvittighed kan smide al skyld og skam på den hjemløses skuldre – de ligger jo, som de har redt.
Hvis vi erklærede krig mod idiotien bag et utilstrækkeligt hjælpeapparat, styrkede psykiatrien og rusmiddelbehandlingen, gav fattigfolket bedre økonomiske forudsætninger for at klare sig, gav den relevante og tilstrækkelige sociale hjælp til hjemløse, kunne vi nå rigtigt langt.
Det kræver en helt anden tilgang. En vilje til og en formynderisk hånd fra staten, der får kommuner og regioner til at tage opgaven alvorligt. Det kræver, at vi står sammen som samfund i krigen mod hjemløshed. Nu gør I kun det, der lige præcis er nok til at dulme jeres dårlige samvittighed og opretholde illusionen om, at hjemløse bare kan tage sig sammen.
07. april 2022 | 09:24
