Kvindekamp er konventionskamp
For 10 år siden fik vi Istanbulkonventionen, der skulle stoppe vold – særligt partnervold – mod kvinder. Nu er Polen og Tyrkiet ved at droppe konventionen. Det er dybt alvorligt. Vores polske og tyrkiske søstre har brug for vores solidaritet.
Kampen for kvinders grundlæggende ret til lighed og tryghed raser med blodig alvor i disse måneder i lande som Tyrkiet og Polen, men de er oppe imod en benhård modstander – et religiøst funderet patriarkalsk kvindesyn, der agter at tager tilkæmpede rettigheder fra dem.
Den 11. maj 2011 samledes Europarådets medlemslande i Tyrkiets hovedstad om et fælles mål: At stoppe vold – særligt partnervold – mod kvinder.
For det er en massiv årsag til at kvinder verden over dør før tid, og volden lemlæster millioner med fysiske og psykiske skadevirkninger til følge.
Tilbageskridt i flere lande
Resultatet blev til Istanbulkonventionen, der fordømmer vold, trusler, stalking, sexchikane, psykisk nedbrydning, frihedsberøvelse, tvunget ægteskab og omskæring
Men allerede her et årti senere vil flere lande forlade aftalen igen. Blandt andet Polen, der i mellemtiden har frataget kvinder muligheden for at afslutte en uønsket graviditet, men også det land, der lagde navn til istanbulkonventionen.
For et par måneder siden meddelte den tyrkiske regering, at landet vil droppe aftalen, og det vil få store konsekvenser for landets kvinder. Beslutningen om at trække Tyrkiet ud af Istanbulkonventionen er nemlig de facto en legitimering af vold mod kvinder. Noget som landet i forvejen har store problemer med.
Traumerne kan sidde der længe efter, at de blå mærker er falmet, og den brækkede arm er helet.
EU skønner, at op mod 40 procent af den kvindelige befolkning i Tyrkiet har oplevet vold. Og alene i 2019 kostede partnervold – eller vold fra en anden nær relation, mindst 474 kvinder livet. Et tal som ikke forventes at blive lavere, for vi ved, at partnervold er eskaleret særligt intensivt under coronanedlukningen.
Danmark går heller ikke fri. Over halvdelen af alle kvindemord herhjemme er begået af en nuværende eller tidligere partner og 38.000 kvinder udsættes årligt for fysisk partnervold. Vi skal derfor kæmpe sammen med de tyrkiske kvinder for at bevare deres grundlæggende rettigheder, for vold imod kvinder angår os alle sammen.
Størsteparten af de henvendelser fra udsatte kvinder, som vi får på Liva, handler om vold og om de hårdtslående konsekvenser, det har eller har haft for hendes tilværelse. Om kontakten til netværket, som er visnet væk, om uddannelsen, der blev droppet, og om børnene, der kom i klemme. Om livet, der gik i stå.
Vold skader på ydersiden med mærker på kroppen, men den skader også indersiden i form af skadevirkninger og psykisk sårbarhed. Og traumerne kan sidde der længe efter, at de blå mærker er falmet, og den brækkede arm er helet. For eksempel i form af angst, tvangstanker, og nedbrudt evne til at opbygge nye tillidsrelationer til andre mennesker.
Kampagne for søstersolidaritet
På mit arbejde har vi lavet en kampagne for at sætte fokus på emnet. Den hedder #duminsøs og skal minde os om at søstersolidaritet. For de tyrkiske kvinder kamp, og de polske kvinders kamp og alle andre undertrykte kvinders kamp er vores allesammens kamp.
Er man ikke beskyttet af en lovgivning – og konventioner – er man prisgivet, også fordi vold i manges øjne bliver mere legitim, når staten åbenlyst agter at se igennem fingre med det.
Vi skal kæmpe for at opnår rettigheder. Vi skal også kæmpe for at beholde dem. For hvis vi ikke passer på, siver de fine principper i Istanbulkonventionen ud som sand mellem fingrene på os. Og vi bliver da nødt til at aflevere en bedre verden til vores døtre, ikke en med mindre tryghed og retssikkerhed
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
