Læserbrev
Kommunernes økonomiske interesse i at begå fejl i socialretlige sager
Kommunerne bliver ikke straffet, når de i strid med gældende ret tilbageholder eksempelvis sociale ydelser til udsatte borgere.
|
Et velkendt og jævnligt omtalt retssikkerhedsmæssigt problem er, at nogle af Danmarks mest udsatte mennesker ofte mødes med kommuner, som ikke sagsbehandler efter de forvaltningsretlige regler og ikke træffer afgørelser, der er i overensstemmelse med den socialretlige lovgivning.
Førstnævnte regelsæt kender sagsbehandlerne i de enkelte kommuner som regel meget lidt til, og sidstnævnte er ofte genstand for en bemærkelsesværdig omgørelsesprocent hos Ankestyrelsen. På visse sagsområder.
Gratis at overtræde loven
Men hvad så, hvis en borger får medhold i eksempelvis Ankestyrelsen, og så skal have sin ydelse udbetalt med bagudvirkende kraft – har det nogen økonomisk konsekvens for den enkelte kommune, at den i strid med gældende ret har holdt en ydelse tilbage?
Skal kommunen betale morarenter ligesom i andre tilfælde, hvor en pligtig ydelse ikke betales til tiden?
Nej.
Det er økonomisk uden omkostninger for kommunerne at træffe ulovlige afgørelser og så – måske, hvis der klages og vindes – senere hen blive underkendt administrativt.
Som det er nu, kan der spares penge i de sager, hvor borger enten giver op og derfor ikke klager eller i tillid til kommunen går ud fra, at afgørelsen er rigtig.
Årsagen hertil er en stort set uomtalt bestemmelse i rentelovens § 8, stk. 1, der giver det offentlige et meget betydeligt fripas: “Hvis pengekrav uden for formuerettens område ikke betales i rette tid, skal rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, betales fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.”
Socialretlige ydelser, eksempelvis retten til kontanthjælp, sygedagpenge, flekstilskud, førtidspension, enkeltydelser, hører ikke under “formuerettens område” i henhold til Højesterets praksis.
Det betyder, at det helt klare udgangspunkt er, at her skal den samme ydelse, der hele tiden har skullet betales til den udsatte borger, blot måske betales på et meget senere tidspunkt, for eksempel når Ankestyrelsen et halvt til et helt år senere har underkendt kommunen.
Fjern økonomisk incitament for ulovligheder
Uden meromkostninger i form af renter til borger, der har måttet undvære midler i en ellers åbenlyst velfærdstruende situation.
“Retsforfølgning” er, når der anlægges en retssag ved domstolene om betaling af beløbet – det er ikke, når der klages til trinhøjere myndighed, som det ellers meget klart burde være.
Og man kan normalt ikke aktivere sin retshjælpsforsikring eller få fri proces, medmindre man først har været i for eksempel Ankestyrelsen. Og ventet, uden ydelse. Så stævning med det samme er en økonomisk umulighed for rigtig mange i det segment, de socialretlige regler skal understøtte.
Hvis reglerne blev korrigeret til, at forrentning påbegyndes, når en borger klager til eksempelvis Ankestyrelsen, ville kommunernes rent økonomiske incitament for at træffe åbenlyst urigtige afgørelser blive betydeligt mindre.
Som det er nu, kan der spares penge i de sager, hvor borger enten giver op og derfor ikke klager eller i tillid til kommunen går ud fra, at afgørelsen er rigtig.
De sager, der rent faktisk både påklages, præsenteres korrekt af borgersiden og vindes i klageinstansen, har været en gratis omgang for kommunen. Den ofte meget udsatte borger har alle risiciene og afsavnene.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. november 2024 | 06:33
