Læserbrev
tak for et meget seriøst og direkte indlæg . Hvor er vores folkevalgte politikere henne ?
Log ind for at svareKommer ulven nærmere?
Æsops gamle fabel er blevet en så integreret del af dansk kultur, at råbet ”Ulven kommer” nærmest har karakter af et ordsprog. Det gør os varsomme. Vi skal først advare, når det virkeligt er alvorligt. Alligevel vil jeg sige det her: Vi er nu tættere på en atomkrig i Europa, end vi nogensinde har været før, skriver Rune Jørgensen.
|
Æsops gamle fabel er blevet en så integreret del af dansk kultur, at råbet “Ulven kommer” nærmest har karakter af et ordsprog. Det gør os varsomme. Vi skal først advare, når det virkeligt er alvorligt.
Alligevel vil jeg sige det her: Vi er nu tættere på en atomkrig i Europa, end vi nogensinde har været før.
Baggrunden er situationen i dagene og tiden efter det mislykkede kupforsøg i Rusland i lørdags forbundet med desperation fra den ukrainske og NATO’s militære og politiske ledelse og et forslag til en resolution i det amerikanske Senat, der næsten har sneget sig under radaren i medierne.
Kupforsøget i Rusland
Der er meget, vi endnu ikke ved om den private lejehær Wagners march mod Moskva. Indtil videre må vi vurdere situationen ud fra, hvad vi ved.
Alle bider tænderne sammen og forbereder sig på det lange, seje træk, der skal dræne modstanderen for mænd, før man selv løber tør.
Vi ved, at Wagners ejer, Prighozin, fik held med at føre i hvert fald en del af sin lejehær mod hovedstaden, at den politiske ledelse meget hurtigt og effektivt fik styr på situationen, og at den russiske ledelses greb om militæret i Rusland nu er styrket, ved at Prighozin sendes i eksil, og de mange tusinde lejesoldater nu kan integreres i de regulære væbnede styrker, én for én.
Vi ved, at britiske medier beretter, at britiske og amerikanske efterretningstjenester kendte til kupplanerne, i ugerne før Wagner satte dem i værk. Vi ved, at Ukraine forsøgte at genoptage deres offensiv mod de russiske besættelseslinjer i Ukraine midt under kupforsøget, og at de ikke var tættere på at bryde igennem end tidligere i denne måneds offensiv.
Ud fra timingen kan vi se, at Ukraines offensiv for alvor optrappes netop omkring det tidspunkt, hvor særligt de britiske spioner ved, at Prighozin vil gå mod Moskva. Vi ved ikke, hvor stort håb Ukraine og deres ”dukkeførere” i NATO’s hovedkvarterer lagde i Wagners kupforsøg, men vi kan se, at de to skud i bøssen begge ramte patetisk ved siden af.
Resolutionen i det amerikanske Senat
Samme nat – den 22. juni – som Wagner indledte deres kupforsøg, introducerer to koldkrigere i det amerikanske Senat en resolution til afstemning, der endnu ikke har fundet sted. Det drejer sig om republikaneren Lindsey Graham og demokraten Richard Blumenthal.
Resolutionen bliver omtalt som en advarsel mod Rusland og Belarus om, at enhver brug af taktiske atomvåben vil blive opfattet som et atomangreb på NATO efter artikel 5 – det vil sige, NATO vil være i krig med Rusland derefter.
Resolutionen kommer angiveligt, efter at Rusland overførte taktiske atomvåben til områder i Belarus tidligere. Taktiske atomvåben er relativt små bomber – ikke meget større end de to kastet over Japan i 1945 – og er udviklet på begge sider under Den Kolde Krig ud fra en filosofi om, at man kan bruge dem på slagmarken, lokalt, uden at udløse en rigtig atomkrig.
Den teori er heldigvis aldrig efterprøvet.
Men ikke blot taktiske atomvåben nævnes i resolutionen. Den nævner også “ødelæggelsen af et nukleart anlæg, der spreder radioaktiv forurening ind i NATO’s områder”, som en krigserklæring efter artikel 5. Det sidste er vigtigt.
Truslen fra atomkraftværket
Kernen er det ukrainske atomkraftværk ZNPP, der ligger på frontlinjen, og som får sit kølevand fra et reservoir, der ligger parallelt med det kæmpe reservoir, der blev tømt, da dæmningen ved Kakhovka blev ødelagt tidligere på året. Begge sider i krigen beskylder den anden for at have sprængt Kakhova-dæmningen.
Vi ved, at inspektører fra FN’s atomenergiagentur IAEA for få dage siden var ved atomkraftværket ZNPP, hvor de konstaterede, at det reservoir, der køler brændselselementerne, stadig holder vand og ikke for nuværende er i fare for udslip.
Reaktorerne i kraftværket er for længst lukket ned. Et udslip kan derfor ikke blive så katastrofalt som for eksempel Chernobyl-katastrofen i 1986, hvor eksperter stadig debatterer, om de aktive reaktorer reelt udløste en fission, eller der “blot” var tale om massiv overophedning af damp, der spredte radioaktivitet over hele Nordeuropa.
Men et angreb og radioaktivt udslip fra ZNPP vil stadig være en enorm miljøtrussel i regionen.
Siden oktober 2022 har IAEA advaret om, at granater fra kampene er landet tættere og tættere på ZNPP og blandt andet en tid afskar strømforsyningen til de pumper, der bragte kølevandet ind og forhindrede katastrofal opvarmning af atombrændslet.
Rusland og Ukraine beskylder hinanden for at stå bag de vildfarne bombardementer.
Ulven er ikke kommet – men er alt for tæt på
Skræmmescenariet er derfor ikke kun taktiske atomvåben, men en form for eksplosion i ZNPP, der vil få radioaktivt materiale til at sprede sig regionalt – og at Graham-Blumenthal resolutionen automatisk udløser Atlantpagtens artikel 5.
Og den ukrainske politiske ledelse samt generaler og ministre i NATO ser nu på en militær situation i Ukraine, hvor de ikke blot er stoppet, men i realiteten er slået længere tilbage end start.
Rusland har forvandlet store dele af den møjsommeligt opbyggede våbenhjælp og træning til brændende vrag. Der er brug for militær optrapning på et helt andet og langt farligere niveau, hvis Rusland skal besejres militært i Ukraine.
Rusland på sin side har de samme problemer. De har på nuværende tidspunkt ikke de militære kræfter til at bryde gennem forsvarslinjerne og diktere en fred.
Taktisk er vi i en situation, hvor forsvaret er stærkere end angrebet, hvor de få angreb, der kan trænge gennem luftforsvaret, er vanvittigt dyre og langsomme at producere, og hvor alle bider tænderne sammen og forbereder sig på det lange, seje træk, der skal dræne modstanderen for mænd, før man selv løber tør.
En eskalation virker nu mere tillokkende for krigens beslutningstagere. Hvis man nu kan lave en gedigen overraskelse, der virkeligt fanger den anden side, lammer ham og hans beslutningsproces, og så stopper op lige før alt går ud af kontrol. Hvis man ovenikøbet kan få resten af verden til at tro, at det var hans skyld det hele. Så måske.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig et eneste menneske, der trin for trin og kynisk planlægger en eskalation hele vejen fra en vildfaren artillerigranat til fuld termonuklear krig på global skala. Min fantasi er ellers god.
Men i dette scenarie er der så mange variabler, så mange aktører, så mange røde linjer, der er overtrådt, at ulven er alt, alt for tæt på.
Kravet om våbenhvile, tilbagetrækning langt fra frontlinjen og alle fremmede tropper ud af Ukraine og på sigt en aftale under FN om en folkeafstemning, der skal lave en retfærdig politisk løsning, der sikrer begge parter og de mange mindretal langs grænsen med lige rettigheder, må nu rykke endnu højere op på dagsordenen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
29. juni 2023 | 06:42
