Klimapessimistens valgguide: Hvem stemmer man på i et land, der nægter at forandre sig?
Mistilliden til de folkevalgte er stigende, og partierne har aldrig haft færre medlemmer. Mange har svært ved at tro på, at selv de mest progressive klima-kandidater ikke til sidst vil drukne i Borgens bureaukrati, skriver Felics Pedersen.Du skal stemme. Igen. Du har gjort det før. Og måske har du efterhånden mistet håbet. Mistet troen på at vores folkevalgte nogensinde vil lykkes med at gøre Danmark klimaneutralt. At det i sidste ende ikke rykker meget, hvor du sætter dit kryds.
Valgkampen er i gang. Du må dukke dig på cykelstien for ikke at halshugges af valgplakater og får fyldt lommerne med flyers på stationen. Kandidater lover klimaansvarlighed, grøn handlekraft og modig omstilling. Men har man fulgt klimadagsordenen bare i få år, kan det føles absurd, at så mange kæmper for at blive en del af et system, der tilsyneladende kun evner at flytte kommaer.
Så hvad skal man stemme for at rykke på noget?
Sidst vi fik et rødt flertal, endte det i SVM-regeringen – selve manifestationen af klimapolitisk fodslæberi. Samarbejdet over midten blev solgt som garantien for handlekraft. Resultatet blev mest af alt mere af det samme.
Og i en brutal ironi valgte Mette Frederiksen også at udskrive valg, netop den dag Klimarådet dumpede hendes og regeringens klimaindsats frem mod 2030. Nyheden druknede fuldstændig. Og siden har regeringspartierne stort set sluppet for at skulle forholde sig til den falliterklæring, deres klimapolitik har vist sig at være.
Det er derfor ikke underligt, hvis du føler en form for demokratisk afmagt.
SVM har endegyldigt bevist deres inkompetence på det her område. Og i valgkampen har de fortsat demonstreret, at de ikke besidder viljen til reel klimahandling. Også selvom de på den måde udfordrer selve fundamentet under vores velfærdssamfund.
Man må tørt konstatere, at en stemme på et af regeringspartierne i praksis er en stemme på mere af det samme: Flere utilstrækkelige kompromiser med højrefløjen, mere ugidelig klimanøleri og mere, fodslæbende status quo-politik, der på ingen måde matcher klimakrisens alvor.
Det er derfor ikke underligt, hvis du føler en form for demokratisk afmagt. Særligt når det kommer til klima. Den er både velbegrundet og virkelig i bred forstand. Mistilliden til de folkevalgte er stigende, og partierne har aldrig haft færre medlemmer. Mange har svært ved at tro på, at selv de mest progressive klimakandidater ikke til sidst vil drukne i Borgens bureaukrati.
Snæversynet BNP-logik
Men problemet er ikke kun politikerne. Problemet er også os selv. Den politiske fantasiløshed lever nemlig ikke kun blandt politikere. Den trives mindst lige så godt blandt vælgerne.
I Danmark er vi blevet gift med vores afmagt. Vi gør en dyd ud af at kritisere politikerne, peger fingre af deres utilstrækkelige løsninger og tager afstand fra den politiske samtale. Vi læner os tilbage og rynker på næsen. For mange danskere er afmagten blevet en automatreaktion. Og så er det jo ikke så underligt, at intet flytter sig.
Den politiske økonomiske logik, der stammer fra Finansministeriets regnemodeller, har indoktrineret os til at tro, at stort set ingen forandring kan betale sig. Den politiske samtale har i så mange år været domineret af en snæversynet BNP-logik. Et krav om evig vækst i penge der har lært os, at intet er politisk muligt, og at vi lige så godt kan stoppe med at drømme. Det har sat sig i os.
Hvor ofte bliver man ikke mødt af håbløshed og altudslettende logik: Hvordan vil du betale for det? Et ved første øjekast fornuftigt spørgsmål, der spontant bør følges op af det omvendte: Hvordan betaler vi allerede for vores manglende handling?
Vi har accepteret præmissen om, at de store forandringer simpelthen ikke kan lade sig gøre. At politik kun kan bevæge sig i små skridt. At systemet er for tungt til at ændre retning. Vi er blevet fortryllet til at tro, at samfundets ypperste mål er evig vækst – ikke gode liv, ikke trivsel, ikke mental sundhed. Men utroligt meget andet kan lade sig gøre. Hvis vi tør sætte de rigtige værdier først. (Og lad mig give dig et hint. Det er ikke BNP).
For få dage siden markerede vi Kvindernes Internationale Kampdag. I dag er det en bredt anerkendt mærkedag, hvor vi fejrer de rettigheder, kvinder har tilkæmpet sig: Stemmeretten, retten til egen krop, retten til at bestemme over sit eget liv. I dag virker de rettigheder selvfølgelige. Men i årtier blev de betragtet som urealistiske, naive eller direkte farlige.
På den måde er det meget tydeligt, at meget kan lade gøre, hvis vi tør drømme om det og stemme på det. Idéen om en klimalov blev udskammet som hippieagtig fantasipolitik, da den først blev præsenteret i debatten. I dag er den lov.
Så hvem stemmer man på i et land, der nægter at forandre sig?
Den politiske status quo forsøger at fastholde de systemer, der har skabt klimakrisen – et økonomisk system baseret på konstant vækst, højt ressourceforbrug og stigende ulighed.
Men verden vil ændre sig uanset hvad. Vandet vil stige sammen med uligheden.
Stemmer man på et parti, der ikke troværdigt kan vise vejen til klimaneutralitet, stemmer man i sidste ende på en mere usikker fremtid.
Klimakrisen er måske den største politiske udfordring, vi nogensinde har stået overfor. Den udfordrer de grundlæggende politiske systemer. For at løse den må vi tænke stort. Og derfor er det også en mulighed for at drømme. Hvad er gode liv? Hvordan vil vi allerhelst indrette et samfund, når nu vi er nødt til at forholde os til det på et grundlæggende niveau?
I dansk politik kan intet lade sig gøre – indtil det pludselig er gjort.
Så stem på drømmerne!
Stem på dem, der tør udfordre de systemer, der har skabt kriserne!
Stem på dem, der faktisk tør forestille sig et bedre samfund!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.