Læserbrev
Klimakrisen: En social uretfærdig krise
"Degrowth" vil dreje økonomi og produktion hen mod, hvad det giver mening at producere for at gavne befolkningen. En form for moderne planøkonomi, der ved at nedskalere væksten gør økonomien mere retfærdig og sætter grænser for, hvor mange ressourcer vi kan bruge.
|
Af Tim Wodskou, biolog, medlem af Scientist Rebellion og klimabevægelsen. Dette indlæg er et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Klimakrisen er i bund og grund en social uretfærdig krise – forårsaget af de rige, men rammer først og hårdest de fattige.
Kammerater – kom med op på barrikaderne og lad os kæmpe sammen for en grøn, retfærdig fremtid.
Af al den CO2, der er blevet udledt gennem de sidste par hundrede år, er cirka 90 procent CO2 udledt af det rige nord. Det vil sige udledt af et mindretal, hvor størstedelen af Jordens befolkning i det globale syd ikke historisk har bidraget meget.
Den stigende udledning vil føre til ekstreme vejrfænomener som tørke, ekstrem regn, øgede vandstande og stigende temperaturer, som i første omgang primært rammer fattige lande medførende hungersnød, sygdomme og ulidelige forhold for regulær beboelse i i forvejen skrøbelige og udsatte lande.
Moderne planøkonomi
Denne historiske ulighed er en stor kilde til uenighed på COP-møderne (FN’s klimatopmøder, red.), hvor finansiering altid diskuteres – hvem skal betale? Der er opnået en vis grad af enighed om, at de rige lande skal bidrage mere til klimafinansiering og grøn omstilling i fattige lande, men mange af de aftalte penge mangler stadig, og de aftalte beløb er langt fra nok.
Meget af klimakrisen og ødelæggelsen af vores natur er baseret på det økonomiske mantra om vækst, vækst, vækst. Hele vores økonomiske struktur med aktieselskaber, profit, banker, finansiering, BNP og så videre er lagt op på denne tilgang. Og ve den politiker der prøver at røre økonomisk vækst. Men klimakrisen viser til stadighed, at denne økonomiske model ikke duer.
Den nuværende model med profit og krav om årlig vækst i BNP tager ikke højde for den samtidige udbytning af natur og mennesker. Økonomiprofessor Peter Birch Srendesn har foreslået et skift til en grøn BNP, der tager højde for indberegning af ødelæggelse og tab af naturen. Men spørgsmålet er, om det er nok.
Hvis vi skal have en social retfærdig og grøn fremtid, skal vi hen mod en økonomisk model, hvor natur og mennesker ikke udpines for profit. Vi skal væk fra vækst, der kun kommer den økonomiske elite til gavn. Faktisk skal vi helt væk fra vækst – for har vi ikke allerede nok? I i hvert fald nogle dele af verden.
Af gode eksempler på ændrede økonomiske modeller har Jason Hickel I bogen “Less is more” foreslået ”degrowth”, hvor økonomi og produktion drejes hen mod, hvad det giver mening at producere for at gavne for befolkningen. Det gør økonomien mere retfærdig og sætter grænser for, hvor mange ressourcer vi kan bruge – ved at nedskalere væksten. En form for moderne planøkonomi, der sikrer, at flertallet af befolkningen har ordentlige levevilkår uden samtidig ødelæggelse af naturen kun til gavn for de rigeste.
Store, grønne, tomme ord
En social retfærdig og grøn økonomi kræver i sidste ende, at politikerne, industrien, fagbevægelsen og befolkningen er med ombord. Indtil videre holder de fleste krampagtigt fast i status quo – vel understøttet af en industriel og økonomiske elitær lobbyisme, der holder fast i kortsigtet profit og ikke tænker længere. Måske tror denne gruppe sig sikker på, at deres penge kan redde dem og deres børn fra klimatær katastrofe, når konsekvenserne af klimakrisen begynder at ramme det rige nord hårdere?
Der tales store og grønne, men tomme ord fra politikere og industrier, der ”greenwasher” produkter og strategier, og dermed luller befolkningen til ro i troen på, at der gøres noget for at afhjælpe klimakrisen. Fantastiske fænomener som kulstoffangst (CCS – carbon capture and storage) ophøjes som løsningen – bare pump CO2 ud, og så kommer den store støvsuger og suger det hele op bagefter – en dejlig tanke, men desværre komplet urealistisk.
Jeg er selv først her i midt-fyrrene blevet opmærksom både på uretfærdigheden og den kolossale konsekvens, der rammer os alle, hvis vi ikke gør noget. At have undersøgt, hvad der kan ramme os i dette århundrede, gør mig bange både på egen og især mine børns vegne, men også resten af befolkningen i samme synkende båd.
Jeg har erkendt, at politikerne og andre med magt slet ikke gør nok. De få ændringer, der er foretaget i samfundet, bidrager alt for lidt og alt for sent. Som en katastrofe i slowmotion, der er kompliceret og svær at forstå, mener jeg også, at medierne har fejlet i at kommunikere graden af alvor til befolkningen. Min egen viden om klimakrisens alvorlighed er i hvert fald ikke kommet fra de almindelige nyhedsmedier, men gennem selv at opsøge viden. Når det kræver en så aktiv indsats at få information om klimakrisens betydning, er det urimeligt at forvente, at flertallet af befolkningen i en travl hverdag selv skal gøre dette.
Jeg er derfor for første gang i mit liv selv gået ind i aktivisme for at prøve at påvirke magthavere, meningsdannere og befolkningen i en mere grøn retning. Jeg er frustreret over manglende handling, vred over, at eliten, olieselskaber og lignende kan fortsætte ødelæggelsen, og ked af uretfærdigheden og ødelæggelse af naturen. Så jeg føler mig nødsaget til at gøre noget!
Jeg har også aktivt besluttet som privatperson at reducere mit eget klimaaftryk ved eksempelvis ikke at flyve privat mere eller spise kød.
Jeg vil derfor opfordre alle til at bidrage, så godt de nu kan i forhold til tid, overskud og engagement – være det melde sig ind i en grøn forening og selv minimere sit forbrug.
Vi skal påvirke
Vi skal påvirke politikere og beslutningsmagere til at øge klimaindsatsen drastisk.
Vi skal påvirke fagbevægelsen til at understøtte mindre arbejdstid. For eksempel bør en 30-timers arbejdsuge kunne indføres i Danmark for at nedsætte økonomien og væksten og for at give befolkningen mere tid og overskud til det, der er vigtigt. Det kunne være mere tid til familie, venner, frivilligt arbejde og så videre. En fortsættelse af løbeturen rundt i hamsterhjulet for at tjene flere penge til større huse, køkkener, biler med mere bør ikke være det liv, vi skal efterstræbe. Vi skal ønske et mere roligt liv præget af social retfærdigt fællesskab i en grønnere verden.
Vi skal påvirke landbruget og lobbyister som Landbrug og Fødevarer til at nedsætte den animalske landbrugsproduktion for at minimere CO2-udledningen, men især også den økologiske påvirkning, der giver iltsvind og dræber fiskene i vores omkringliggende vande.
Det er vigtigt, at løsningerne ikke rammer skævt, for så duer det ikke – det er ikke de fattige, der skal betale for, at de rige kan forurene mere. Det giver forståelig social modstand som set eksempelvis fra De Gule Veste i Frankrig. Vi skal derfor over i en retfærdig model, hvor forureneren betaler og omfordeler rigdom, så dem med laveste lønninger også eksempelvis har råd til at arbejde mindre. Det kunne for eksempel ske via lavere skat på arbejde, men højere skat på aktier, arv og store profitter, når boligen bliver solgt.
Et forslag fra Brasilien om at beskatte de superrige er en god start til en stærk økonomisk omfordeling, der minimerer den økonomiske ulighed og finansierer grøn omlægning og klimasikring. Hvad skal en millionær med en ekstra million, hvis han har 100 millioner i forvejen, mens folk sulter i den tredje verden? Hvorfor skal millionærerne flyve rundt med private fly og forurene langt mere end den gængse dansker – kampagnen “Ban Private Jets“, og DR-udsendelsen “De superriges privatfly” sætter spotlight på den uretfærdighed.
Jeg tror på, at hvis vi alle kæmper for en social retfærdig, fælles grøn fremtid vil fremtiden for flertallet af Jordens befolkning forbedres.
Så kammerater – kom med op på barrikaderne, og lad os kæmpe sammen for en grøn, retfærdig fremtid – på alle måder mulige!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. oktober 2024 | 07:05
