Økonomistyring i kommunerne
Kaukasus under den nye kolde krig
De tre tidligere kaukasiske sovjetrepublikker Georgien, Armenien og Aserbajdsjan har i årtusinder været kastebold mellem stormagter. At overleve som relativt små nationer har krævet noget af en diplomatisk balancekunst.
|
De tre tidligere kaukasiske sovjetrepublikker Georgien, Armenien og Aserbajdsjan har gennem deres historie været i adskillige frontlinjer mellem stormagter. De har i årtusinder været kastebold mellem stormagter som Perserriget, Det Hellenistiske Rige, Romerriget, Byzans, Det Osmanniske Imperium, Det Russiske Imperium med mere. At overleve som relativt små nationer har krævet noget af en diplomatisk balancekunst.
Den såkaldte russerlov adskiller sig i øvrigt ikke grundlæggende fra, hvad de fleste vestlige lande har af lovgivning på dette område.
Som det er velkendt, har USA haft ganske klare planer for disse tidligere sovjetrepublikker, planer som vi i disse år kan se udfoldet i Ukraine. Men de tre lande har stået over for nogle valg i forhold til at balancere mellem på den ene side at kaste sig i armene på NATO og USA og på den anden side at varetage egne nationale økonomisk og sikkerhedspolitiske interesser.
De ukrainske regeringer efter Maidan i 2014 valgte den radikale model, som ikke bare splittede landet, men også ødelagde det: Adskillige hundreder tusinder er dræbt, infrastrukturen smadret og fremtiden alt andet end lys. Og perspektiverne for Ukraine til at blive et velstående vestligt land virker i dag lige så uvirkeligt som et fata morgana i Sahara-ørkenen.
Georgien
I 2003 førte demonstrationer i Georgien til, at den unge Mikhel Saakasjvili kom til magten. Han var uddannet i USA, og mange af NGO’erne bag demonstrationerne havde fået store beløb fra amerikanske fonde.
Interessant nok førte Saakasjvilis politik ikke til en strukturel ændring, snarere tværtimod, han slog ned på medierne, satte politiske modstandere i fængsel og mere af samme skuffe. Korruptionen blev heller ikke mindre. Den eneste ændring syntes at være den geopolitiske; Saakasjvili søgte næsten desperat at tvinge Georgien til at blive en frontstat imod Rusland, at stoppe al handel med Rusland, sådan som Ukraine senere gjorde det. Som om Georgiens nationale interesser i økonomisk trivsel og sikkerhed ikke betød noget i forhold til USA’s geopolitiske interesser i at svække Rusland.
Saakasjvili gik endnu videre: Han angreb to provinser med henholdsvis ossetinske og abkasiske mindretal. Dér var der også efter fælles aftale russiske fredsbevarende styrker i området, der tidligere havde været præget af krig. Georgien angreb i august 2008 for at få de to områder tilbage og for at gøre sig fortjent til komme med i NATO. Havde George W. Bush måske ikke få måneder forinden inviteret Georgien og Ukraine ind i NATO?
Hele hans projekt endte som en fiasko. USA kom ikke til hjælp, da Rusland slog tilbage. Den georgiske hær blev stort set elimineret på fem dage. Amerikanske soldater i landet rørte ikke en finger på de fem dage. Rusland indførte sanktioner mod blandt andet georgisk vin, hvilket var et stort slag for landet.
Pragmatisk udvikling
Få år senere kom en mere pragmatisk indstillet politiker, Bidzina Ivanisjvili, til magten. Han hentede inspiration hos naborepublikken Armenien, hvis leder indtil 2018, Sersj Sargsian, førte en pragmatisk politik. Sargsian forstod, at Armeniens økonomi var afhængig af Rusland og den Eurasiske Økonomiske Union. Samtidig balancerede han mellem Rusland, Vesten og asiatiske magter ret succesfuldt. Han holdt også det ømtålelige Nagorno-Karabakh-spørgsmål på et rimeligt niveau.
Interessant nok var Sargsian en inspiration for georgiske Ivanisjvili, som var kommet til magten i Georgien efter Saakasjvili. Det økonomisk samarbejde mellem Georgien og Rusland blev under ham genoptaget, og georgierne syntes at have mistet de mest blåøjede illusioner om Vesten og især USA. Dermed undgik georgierne også ukrainernes onde skæbne.
Men bestræbelserne på at ændre de to landes geopolitiske orientering fortsatte. Velbetalte NGO-bevægelser skabte såkaldte ’demokratiske revolutioner’.
Armeniens regering falder
I 2018 lavede Nikol Pasjinjan en – kunne vi kalde det: Saakasjvili-revolution i Armenien. Han bragte Sargsian til fald gennem voldsomme demonstrationer mod regeringen, lidt a la Maidan-revolutionen i Ukraine i 2014.
Hans politik er der meget lidt godt at sige om. Han spærrede i øvrigt også flere tidligere toppolitikere inde. Han fjernede Armenien fra Rusland og søgte tilnærmelse til Vesten. Hans politik over for Nagorno-Karabakh var katastrofal. Man havde med stor møje opnået en vis ligevægt – en form for fred, stabiliseret af Rusland. Men Pasjinian førte en ekstrem politik, som væltede den skrøbelige position, så Aserbajdsjan endte med at tage hele Nagorno-Karabakh.
Pasjinjan syntes mærkeligt nok på mange måder at have ønsket dette udfald, fordi vejen til NATO gik over løste grænseproblemer. Og når Nagorno-Karabakh var ude af billedet, havde Armenien ingen grænseproblemer. Pasjinian håbede også på tyrkisk goodwill. Men armenierne i Nagorno-Karabakh flygtede, og Armenien kom heller ikke ind i NATO.
Den såkaldte russerlov
Samtidig i Georgien søgte voldsomme demonstranter at storme parlamentet i Tbilisi for at fjerne Ivanisjvili-regeringen. Den udløsende faktor var en lov, der krævede, at organisationer, der modtog penge fra udlandet, skulle offentliggøre, hvad de modtog og fra hvem. Den blev kaldt russerloven, og det klinger godt i Vesten som det ultimative bevis på noget ’autoritært’.
90’ernes idéer om den USA-ledede frie verden som garant for alt godt er gamle aviser.
Vesten protesterede ikke mod de voldelige demonstranter, tværtimod synes de at støtte dem. Den såkaldte russerlov adskiller sig i øvrigt ikke grundlæggende fra, hvad de fleste vestlige lande har af lovgivning på dette område. Den georgiske regering har hidtil ikke bøjet sig for gadens parlament.
I dag er det altså Georgien, der viser, hvad diplomati, balancekunst og pragmatisme kan i forhold til at varetage en nations nationale og sikkerhedspolitiske interesser. Og Armenien der viser, hvad håbløse illusioner om Vesten og en USA ledet verden kan føre til. Aserbajdsjan fører også en selvstændig politik, landet har udtryk ønske om at blive medlem af BRIKS-organisationen, ligesom Tyrkiet i øvrigt.
Stakkels Armenien kan så sidde ret isoleret og håbe på NATO-medlemskab. Måske skulle Nikol Pasjinian få justeret sin verdensanskuelse. 90’ernes idéer om den USA-ledede frie verden som garant for alt godt er gamle aviser.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
11. september 2024 | 07:16
